Alt om bryggers

Et bryggers kan indrettes til stort set det formål, du har lyst til. I denne artikel gennemgår vi en række aspekter om bryggers – anvendelsesmuligheder, gode råd om indretning og materialer og hvordan du undgår dårlig lugt.

Bryggers med kælefryseskab og vaskemaskine

Eksempel på indretning af bryggers. Her er der godt med bordplads. Foto: Torben Klint

Et bryggers kan nemt blive til et af husets bedste rum. Det er selvfølgelig ikke i bryggerset, at du inviterer gæster på middag, og det er ikke i bryggerset, at familien samles. Det er med andre ord ikke hjemmets hyggeligste eller smukkeste rum, men et funktionelt indrettet bryggers kan gøre hele huset mere funktionelt – og samtidig tillade, at husets øvrige rum i højere grad kan indrettes på en måde, hvor formen og æstetikken kommer i højsædet.

Specielt i huse uden kældre kan et godt indrettet og udnyttet bryggers være guld værd. Et bryggers kan fungere som entre, vaskerum, grovkøkken, opbevaringsrum, rengøringsrum, garderobe, viktualierum og fyrrum (og sikkert også andet).

I denne artikel kommer vi rundt om mange forskellige aspekter af bryggerset: Byggetekniske krav, råd til indretning og materialevalg, og hvordan du effektivt kan holde dit bryggers rent. 

Er der specielle byggetekniske krav til et bryggers?

Som udgangspunktet er der ikke specifikke byggetekniske krav til et bryggers. Det afhænger helt af, hvilke slags installationer der findes i bryggerset, og hvad rummet bliver benyttet til. 

Hvis du eksempelvis har en installation, hvor der kan tappes vand – fx en håndvask med vandhane – stilles der krav om, at installationen forsynes med en passende afløbsmulighed. Ved en håndvask kan det være en overløbsventil, hvis der ikke er gulvafløb. 

Bryggers som vådrum

Mange bryggers er udstyret med gulvafløb. Men der findes ingen krav om, at du skal installere gulvafløb i dit bryggers, hvis du bygger nyt, eller hvis du bygger om. 

Kun hvis bryggerset kan defineres som et vådrum, findes der krav til udførelsen af konstruktioner og overflader.

Definitionen af et vådrum er et rum, som bliver påvirket af vand, og hvor der er et gulvafløb. Det er den daglige påvirkning af vand og fugt, som gør et bryggers og andre vådrum - fx badeværelset - så udsatte for skader. Hvis du i dit bryggers har fx en bruser til hundevask eller lignende, er rummet defineret som et vådrum. I så fald er der krav om et såkaldt vådrumsgulv, hvor vandsikring og gulvafløb er udført efter SBI anvisning 200 Vådrum.

Der stilles krav om, at gulve og vægge i vådrum skal udføres, så de kan tåle fugtpåvirkning samt den almindelige fysiske påvirkning ved brug.

Derudover skal overflader i vådrum kunne tåle kemisk påvirkning fra rengøringsmidler, sæbe og andre stoffer, som vil forekomme ved normal brug af rummet.

Vægge og vægbeklædninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og andet, som er påvirket af vand, skal også være vandtætte.

Der skelnes mellem rum, hvor både vægge og gulv påvirkes af vand, altså baderum, og wc-rum eller bryggers uden gulvafløb, der ikke regnes for vådrum. Det anbefales dog, at gulve i sådanne rum udføres som vådrumsgulv af hygiejniske og praktiske årsager.

Bryggers med varmefyr

Hvis dit bryggers er det rum, hvor der er installeret olie- eller pillefyr, stilles det også en række krav til materialer og indretning af rummet. 

Kravene er beskrevet i Brandteknisk vejledning 32 (BTV 32).

Et fyrrum skal indrettes, så vægge og loft til de omkringliggende rum kan modstå brand i minimum 60 minutter, hvilket kan opnås ved, at væggene er opført i mursten, gasbeton eller beton. Døren til fyrrummet skal være en branddør, der kan modstå flammer i minimum 30 minutter.

Gulvet i fyrrummet skal være ubrændbart i en afstand på 300 mm til siderne og 500 mm ud fra forsiden af fyret.

Der skal være plads omkring fyret, så det kan serviceres. Fyrrummet bør have lys, og der skal være en vandhane med monteret slange.

Husk også, at dit forsikringsselskab skal godkende fyrrummet.

LÆS OGSÅ: Pillefyr

Tæller et bryggers med i boligarealet?

Ja, et bryggers tæller med i det samlede boligareal. 

Det samlede boligareal er den del af bygningens areal, der kan anvendes til beboelse og er godkendt til beboelse. Det vil sige summen af alle etagers arealer. Alle rum, der anvendes til beboelse, regnes med - også køkken, bad og wc og bryggers.

Hvad kan du bruge et bryggers til?

’Bryggers’ stammer fra ordet bryghus. Bryghuset var i sin tid et selvstændigt hus i en husholdning, som blev brugt til at lave øl i.

Sidenhen blev bryghuse inkluderet i stuehuset og blev til bryggers.

Det blev til det rum, hvor man lavede det grove husarbejde i den hedengangne tid, hvor de fleste gårde og landbrug var selvforsynende. 

Siden ændrede bryggerset funktion, da industrialiseringen satte ind. Det var ikke længere nødvendigt at være i stand til at bage sit eget brød og brygge sin egen øl. Bryggerset blev dog ved med at være et arbejdsrum, hvor der kunne renses grøntsager og plukkes høner

Bryggerset vedblev, da man begyndte at bygge parcelhuse, og i dag fungerer bryggerset i mange husholdninger fortsat som et grovkøkken; men der er stort set ingen grænser for, hvad et bryggers kan bruges til - det afhænger af, hvordan det bliver indrettet.

Bryggers med vaskemaskine og tørretumbler

Her er et bryggers indrettet som vaskerum. Vaskemaskine og tørretumbler er kommet lidt op i højden, så arbejdsstillingen bliver bedre. Foto: Torben Klint

Bryggers som hovedentre eller hverdagsentre

Mange parcelhuse blev (og bliver fortsat) bygget med to indgange: En pæn entre, hvor man kunne tage imod gæster, og en indgang til et bryggers, hvor man kunne slæbe dagligvarer og andre sager ind i huset.

Du kan vælge at indrette dit bryggers som en sekundær entre, som familien bruger til daglig, eller du kan vælge at gøre entreen gennem bryggerset til hovedentreen og bruge den ’fine’ entre til andre formål. Fx kan du nedlægge den helt og bruge den til at udvide et af de tilstødende værelser, eller du kan omdanne den til et ekstra toilet.

Hvis dit bryggers skal benyttes som den primære indgang for både beboere og gæster, kan det være, at du stiller større krav til æstetikken i rummet. Fx har du måske ikke lyst til, at vaskemaskine, tørretumbler og vasketøjskurv er det første gæster ser. En løsning på dette ’problem’ kan være at skjule eksempelvis vaskemaskine og tørretumbler bag skabslåger eller en skydedør, så det nemt kan skjules, når det ikke er i brug.

Hvis du vil benytte et bryggers som den primære eller eneste entre, er det en god idé at sørge for, at der er gode muligheder for både skabsplads og til at hænge tøj på knager og stille fodtøj på hylder eller lignende. 

Bryggers som vaske- og strygerum

En meget udbredt funktion for et bryggers er som vaskerum. Det er nok især tilfældet i huse, der er bygget uden kælder. Vaskemaskine og tørretumbler og vasketøjskurve kan placeres her, og du kan klare alt, hvad der har med tøjvask at gøre i bryggerset.

Bryggers som grovkøkken

Hvis du har et samtalekøkken eller et køkken-alrum, kan det være en stor fordel med et bryggers, som du kan indrette helt eller delvist som et grovkøkken, hvor du kan rense grøntsager, kødstykker og fisk, og hvor du har god plads til det grovere køkkenarbejde.  Dit grovkøkken i bryggerset kan du i så fald også bruge til opbevaring af madvarer, fordi du kan holde rummet køligere end køkkendelen af stuen. Du kan også bruge bryggerset til opbevaring af køkkenmaskiner, der ikke er i brug, gryder og pander, service-skåle og andet der ikke bruges i det daglige. På den måde er det nemmere at holde orden i selve køkkenet, hvor du måske stiller større krav til æstetikken.

Bryggers som værksted

En anden oplagt funktion for et bryggers er at indrette det som et værksted. At eje et hus er som regel lig med, at der fra tid til anden skal ordnes småting, som kræver brug af værktøj. Har du en kælder, et skur eller en garage, kan du selvfølgelig indrette et værksted her, men et bryggers kan også sagtens indrettes som et godt værksted. 

Her bør du tænke over udluftningen, hvis du vil bruge bryggerset til aktiviteter, som kan medføre sundhedsskadelige dampe, partikler eller meget støvende arbejde – eksempelvis i træ. 

Hvis dit bryggers skal indrettes som værksted, er det også en fordel, at materialer på gulv og væg kan holde til den påvirkning, som vil komme når du arbejder i værkstedet. Fx bør vægmalingen kunne klare, at der spildes maling eller olie på den, og den bør også være nem at gøre ren.

Tænk også over, at du skal kunne opbevare redskaber, som børn ikke skal være i nærheden af uden opsyn, på forsvarlig vis. Det kan fx være et skab med lås, eller skabsplads i en højde, der gør den utilgængelig fra børnehøjde.

Bryggers som et ’roderum’

Måske især for familier med mange medlemmer kan det være rart at have et sted, hvor der kan opbevares årstidsbestemt påklædning – eksempelvis store dunjakker, flyverdragter og lignende – som kun skal frem i vinterhalvåret. Vintertøj kommer nemt til at fylde meget i et skab. Eller det kan være det rum, hvor støvsuger, koste og spande bor, når det ikke er i brug. 

Et bryggers kan også være et rum, der kombinerer flere af de ovenstående funktioner. Eksempelvis kan en lang og bred bordplade i stål – evt. med en indbygget håndvask – både fungere som en arbejdsplads, når der skal lægges tøj sammen, og som en arbejdsplads, når andestegen skal klargøres eller fisk skal renses.

For familier, der dyrker mange udendørsaktiviteter eller sport, er det også oplagt, at bryggerset kan fungere som opbevarings- og tørrerum. For nogle vil det evt. være en fordel at installere et decideret tørreskab i bryggerset.

Hvordan indretter du dit bryggers hensigtsmæssigt?

I de fleste tilfælde vil et bryggers være en eller anden form for arbejdsrum: Eksempelvis kan det være her, familiens vasketøj bliver ordnet, det kan være dagligdags entreen, hvor beskidt fod- og overtøj kan tages af, så skidt ikke slæbes med ind i den ’fine’ del af hjemmet, 

Du skal først og fremmest have dit bryggers funktion in mente, når du vælger, hvordan det skal indrettes. Som regel vil et bryggers være et rum, som først og fremmest indrettes efter funktion, og hvor form og æstetik kommer i anden række – men det afhænger selvfølgelig helt af dine præferencer. Hvis du skal lave meget arbejde i dit bryggers – uanset af hvilken art - vil du i det lange løb formentlig sætte pris på, at du har nemt ved at komme til redskaber og lignende, at rummet er nemt at gøre rent igen, at der er gode udluftningsmuligheder og så videre, frem for at det ser pænt ud på overfladen. 

Nedenfor kan du læse om forskellige indretningsmæssige aspekter ved et bryggers, som er gode at have i tankerne, hvis du vil give dit bryggers en overhaling eller ændre dets funktion helt.

Hvilke slags gulve er hensigtsmæssige i et bryggers?

Hvis dit bryggers er klassificeret som et vådrum, stiller det visse krav til gulvbelægningen.

Et bryggers vil som regel være et rum, hvor der er meget fodtrafik. Hvis det er tilfældet, er det selvfølgelig en fordel, at gulvbelægningen er slidstærk, så den kan holde i mange år. Det kan fx være slidstærke klinker, eller et andet materiale, der gør, at gulvet tåler vandpåvirkning, skidt og hyppig rengøring med rengøringsmidler. Vinylgulv er en billigere løsning end klinker, og du kan også vælge terrazzo (som var populært tidligere) eller mere moderne beton- eller epoxygulve. 

Hvis gulvet ikke skal kunne klare vandbelastning, er fx linoleum eller et lakeret trægulv gode bud.

Hvilke slags vægoverflader er hensigtsmæssige i et bryggers?

Sørg for, at vægoverfladen i dit bryggers er robust. Det er en fordel uanset, hvilket formål bryggerset tjener, og du vil få nemmere ved at holde rent.

Hvis du eksempelvis har gipspladevæg i bryggerset, kan du beklæde den med væv eller vægfilt og male over med vådrumsmaling. Det kan klare lidt af hvert og tåler at blive vasket af. En anden form for robust vægoverflade er stærke fliser eller klinker, som også tåler lidt af hvert.

Hvilken type maling er hensigtsmæssig i et bryggers?

I et bryggers er det ofte hensigtsmæssigt med en vådrumsmaling, alternativt en vægmaling med en nogenlunde høj glans, så den tåler afvaskning. Det kan altid betale sig at købe maling af god kvalitet, og at sørge for, at vægge får flere lag. 

Vægge i bryggerser belastes som regel af vandsprøjt og fugt, og fordi rummet ikke altid byder på god plads, kan du komme til at støde ind i væggen med ting og sager, der kan lave ridser og mærker. Hvis du vælger en maling, hvor den slags er nemt at vaske af igen, er du godt rustet.

Tænk i gode arbejdsstillinger

Det siger sig selv, at du ikke har en ordentlig arbejdsstilling ved at skrivebord, der går dig til knæene; det skal op i en passende højde, så du kan sidde rank og behageligt ved det. Du skal tænke på samme måde, når du indretter dit bryggers.

Få installeret vaskemaskinen, så du ikke skal bukke dybt for at fylde og tømme den. Lav plads til mobile vasketøjskurve under bordet, så du kan rulle dem af vejen, når de ikke skal bruges, og nemt rulle dem ud og hen til vaskemaskinen, når du skal vaske.

Hvis bryggerset skal fungere som værksted, skal du måske sørge for, at det er nemt at komme til at feje gulvet for savsmuld eller andet – altså, at gulvet er frit, så du nemt kan komme til med en kost.

Byg skabe helt op til loftet i dit bryggers

Ofte er et bryggers ikke et specielt stort rum, hvis man udelukkende ser på grundplanen – altså hvor mange kvadratmeter, rummet dækker.

Det kan du ændre ved så at sige at bygge i højden. Hvis du installerer skabe, der går hele vejen op til loftet, får du maksimal opbevaringsplads ud af de kvadratmeter, du bruger i gulvplan. Øverst i skabene, hvor det er sværest at komme til, kan du opbevare genstande, som du ikke så ofte har brug for – et eksempel kunne være sæsonbestemt beklædning.

God idé med lyddør ind til bryggers

Hvis du bruger dit bryggers som vaskerum, eller som værksted, eller til andre mere eller mindre støjende formål, kan du overveje at installere en lydisolerende dør ind til bryggerset, så vaskemaskinen kan centrifugere løs, uden at det kan høres i resten af huset (du kan under alle omstændigheder sætte din tørretumbler på et stødabsorberende underlag, fx neopren). 

Almindelige døre stopper kun noget af lyden. Den tunge og massive lyddør stopper lydbølgerne bedre end en let dør, og først og fremmest slutter lyddøren helt tæt i karmen, når den er lukket.

Du skal dog tænke dig om, før du sætter en lyddør i, da helt tætte døre kan ødelægge gennemstrømningen af luft i boligen. Især i nye huse skal man tænke sig om en ekstra gang. Nyere huse er ofte udstyret med et ventilationsanlæg, som kræver, at luften i boligen kan strømme frit, for at det kan skifte luften i boligen ud. Tætnes der ind til et rum, hvor det kun er udsugning, men ikke tilførsel af ny luft, vil det skabe et undertryk i rummet. Det kan give problemer med at åbne døren, men værre endnu kan det give et dårligt indeklima.

Også i boliger, som ikke har ventilationsanlæg, men hvor friskluftventiler sørger for, at der bliver tilført ny luft, kan tætte døre forhindre udskiftningen af luft og skabe indeklimaproblemer.

Hvordan undgår du, at dit bryggers kommer til at lugte?

Et bryggers kan godt komme til at lugte lidt af… bryggers. I mange tilfælde er bryggerset et sted, hvor der er mere fugt end i mange andre rum af boligen. Vasker du tøj i bryggerset, eller bruger du det som et grovkøkken, vil der komme en del fugt i bryggerset, som kan give gode betingelser for mug og skimmelsvamp, og det kan give lugtgener. 

Det kan du for så vidt undgå, hvis du følger disse råd:

  • Undgå at tørre tøj i bryggerset

En portion tøjvask, der kommer lige fra vaskemaskinen, kan nemt indeholde to-tre liter vand, som fordamper og bliver til fugt. Hvis du tørrer tøj indendørs, eksempelvis i bryggerset, bør du derfor tænde en mekanisk ventilator, der skaber cirkulation i luften og sørger for, at fugten ikke ophober sig i bryggerset. Som et minimum bør du lufte ud i bryggerset, mens du tørrer tøj i det, men det bedste er at hænge tøjet til tørre udenfor.

  • Luft jævnligt ud

Bolius anbefaler, at du lufter ud med gennemtræk tre gange dagligt i ti minutter ad gangen. I den forbindelse skal du selvfølgelig sørge for, at luften frit kan trække gennem bryggerset, så fugt ikke får lov at ophobe sig der. Det kan også kan være hensigtsmæssigt at montere en fugtstyret ventilator i rummet, som man ofte ser i badeværelser.

  • Gør din tørretumbler ren jævnligt

Hvis du har en tørretumbler, bør du tømme støvfilteret regelmæssigt. Støvsug huller og kanaler en gang imellem.

  • Sørg for, at din tørretumbler har afkast til det fri

For at få den brugte luft fra tørretumbleren ud, skal du sørge for afkast til det fri. Hvis din tørretumbler er en kondenserende model, bliver luften i maskinen recirkuleret gennem en køleflade, og maskinen behøver derfor ikke afkast til det fri.

  • Vask kogevask minimum én gang om måneden

Lav en kogevask mindst én gang om måneden, og brug (traditionelt) vaskepulver og høj vandstand for at holde din vaskemaskine fri for bakterier. Traditionelt vaskepulver indeholder vaskeaktive stoffer, som er bakteriedræbende og fedtopløsende. I miljøvenligt vaskepulver er de vaskeaktive stoffer i mange tilfælde skiftet ud med zeolitlignende stoffer (mineraler), som kan ophobe sig i vaskemaskinen og danne grobund for bakterier. Da man ofte vasker ved 40 grader, får man ikke udryddet de bakterier der kan dannes i vaskemaskinen i det daglige. Vask sæbeskålen jævnligt og tør jævnligt gummilisten ved lågen i vaskemaskinen.

  • Opvarm bryggerset

Mange havde tidligere oliefyr, som afgav varme til bryggerset. Hvis du ikke længere har et oliefyr, skal du sørge for at have en anden varmekilde i rummet – en radiator, el-radiator eller lignende - både så rummet er behageligt at opholde sig i, og så der ikke opstår problemer med fugt i rummet eller kondens på kolde vægge.

  • Sørg for, der er vand i vandlåsen

Hvis du eksempelvis har en håndvask eller et gulvafløb i dit bryggers, kan det også være en kilde til lugtgener. Hvis vandlåsen i dit afløb er udtørret, er der ikke noget, der holder lugten fra kloakledningen væk. Hæld vand i afløbet ved at bruge vasken jævnligt, eller brug lidt glycerin, hvis du er væk i en periode. Glycerin fordamper ikke og kan lægge en flydende prop i dit afløb, der gør, at lugten ikke siver op.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab