Antenner og paraboler

Du kan modtage flere kanaler med en parabol end med en antenne, men du binder dig typisk også til et relativt kostbart abonnement. Læs mere om tv-modtagelse med antenne og parabol her.

Antenne monteret på husgavl.

Antenne monteret på husgavl.

Hvordan virker en antenne?

En antenne modtager de signaler, der skal til, for at du kan se fjernsyn og høre radio. Antennen består af et rør, som bærer antennen, og et beslag, som kan gøres fast til huset. De antenner, der opfanger radio- og tv-signalerne, er monteret øverst på bærerøret.

Kan du modtage digitalt tv og radio via antenne?

Du kan godt modtage digitale radio- og tv-signaler via en tagantenne, men det kræver en UHF-antenne og en særlig boks eller et moderne tv.

I mange tilfælde kan du dog også modtage digitalt tv via en særlig stueantenne med forstærker. Disse antenner kan købes i almindelig detailhandel og koster fra 200-300 kr. og op.

Husk, at det ovenstående kun er relevant, hvis du modtager tv via en antenne. Det er ikke relevant, hvis du ser tv via kabel-tv, parabol, fællesantenne eller bredbånd.

Hvad er en parabol?

Med en parabol kan du modtage radio- og tv-signaler, der bliver sendt via en satellit. Det er fx praktisk, hvis der ikke er kabel-tv i dit lokalområde, eller hvis du bor, så det er svært at få et godt antennesignal. Endelig kan du med parabol modtage en del kanaler, der slet ikke kan modtages via antenne.

En parabol består af en skærm og en modtager. Skærmen ligner en dyb tallerken. Fra parabolen går der et kabel til en modtagerboks, der sørger for at omforme signalet fra satellitten til tv-billeder. På parabolen sidder desuden nogle beslag, så du kan gøre parabolen fast til huset eller på en stang.

Hvilken parabol skal du købe?

Vil du have parabol, vil du formentlig tegne abonnement hos en af de to største leverandører, nemlig Canal Digital eller Viasat. Abonnementsforhold, særtilbud, bindingsperioder osv. kan let virke en smule uoverskuelige, så det er en god idé at se sig for og læse betingelserne grundigt igennem, før du skriver under på en aftale.

Hvis du køber en tv-pakke hos et af parabolselskaberne, får du mulighed for at se en række af de mest populære tv-kanaler. Tv-udbyderen sørger samtidig for, at du får den parabol og det udstyr, som er nødvendigt.

Du kan læse mere om de generelle forhold, der gør sig gældende for de enkelte selskaber her.

Hvad skal du tænke på, før du køber en parabol?

Før du køber en parabol, bør du undersøge følgende:

  • Hvilken satellit sendes tv-kanalerne fra?
  • Kan parabolen modtage tv-signalet der, hvor du bor?
  • Hvor stor en parabol skal der til for at modtage tv-signalet?

Private boligejere har normalt brug for en parabol med en skærm, der har en diameter på mellem 40 cm og 120 cm. Er modtageforholdene meget dårlige, kan det i sjældne tilfælde være nødvendigt med en større skærm.

Inden du køber en parabol, bør du desuden være opmærksom på følgende:

  • Du er nødt til at have mere end en parabol, hvis du ønsker at modtage tv-kanaler, der sendes fra forskellige satellitter.
  • Du skal købe et dyrere abonnement med en ekstra modtagerboks og trække dobbelte kabler til parabolen, hvis I har flere fjernsyn i familien og gerne vil kunne se to forskellige satellitkanaler samtidig via den samme parabol.
  • Da de fleste satellitkanaler er kodede, skal du normalt også købe en såkaldt dekoder eller kortlæser for at kunne se den ønskede tv-kanal. Kortlæseren er kun nødvendig til tv med satellittuner.
  • Vælger man en satellitmodtager med harddisk og dobbelttuner, er det nødvendigt at have et kabel til parabolskærmen, hvis man skal se ét program, mens et andet optages.

Hvor skal antennen eller parabolen placeres?

Det gælder om at placere antennen eller parabolen, så den kan fungere bedst muligt. For en parabol betyder det, at den skal placeres, så der er frit udsyn fra dens skærm til det sted på himlen, hvor satellitten befinder sig. Satellitten er "geosynkron", hvilket vil sige, at den altid befinder sig samme sted på himlen i forhold til dit hus. Det har ikke nogen betydning, hvor højt parabolen sidder.

En antenne skal derimod gerne placeres højt. Jo mere besværlige modtageforhold, jo højere placering. Så bor du fx i en lavning, skal antennen placeres højt. For at komme højt nok op placeres antennen ofte på skorstenen eller på husets tag eller gavl.

Har du omvendt relativt gode modtageforhold, kan du - som tidligere nævnt - i mange tilfælde modtage digitalt tv via en særlig stueantenne med forstærker. Disse antenner kan købes i almindelig detailhandel og koster fra 200-300 kr. Det er vigtigt, at antennen/parabolen er gjort grundigt fast, da den ellers kan falde ned og gøre skade på mennesker eller ting.

Skorstenen?

Både skorstenen og en antenne, som sidder øverst på husets tag, er meget udsat for vind og vejr. Antennen vil desuden vride og hive meget i skorstenen, når det blæser. Derfor er det vigtigt, at skorstenen er i god stand. Antennen skal gøres fast med rustbeskyttede beslag, der har tilstrækkelig styrke og størrelse. Den slags beslag kan du normalt købe samme sted som antennen.

Undgå at sætte parabol eller antenne fast på skorstenen. Primært fordi det i forbindelse med kraftig vind kan afstedkomme træk og rystelser, som skorstenen ikke nødvendigvis er dimensioneret til at klare. Det forøger risikoen for skader på huset.

Gavlen?

Et mere hensigtsmæssigt sted at placere antenner og paraboler er husets gavl. Her kan antennen/parabolen gøres fast til en bærende væg, etageadskillelse eller et spær i taget.

Pas på, at der ikke opstår utætheder i taget eller facaden, når du skal føre ledninger fra antennen/parabolen ind i huset.

Du skal også være omhyggelig, hvis du skal have fjernet en antenne, der sidder på taget. Her kan det være en god idé at alliere sig med en fagmand, så taget ikke efterlades utæt.

Er der andre muligheder end en parabol eller antenne?

Du kan godt modtage tv og radio uden at have en antenne eller en parabol. Du kan fx få kabel-tv eller bredbånds-tv.

Både kabel- og bredbånds-tv har den fordel, at der ikke skal sættes noget op på huset. Der er ikke brug for antenner, paraboler eller andet, da signalerne sendes via kabler i jorden. I dag modtager langt de fleste husstande digitalt tv via kabel-tv.

Antenner og paraboler virker alle steder i Danmark, mens kabel-tv og bredbånd kræver, at der er lagt kabler ud i dit område. Du må kontakte udbyderne for at høre, om dit område er dækket.

En anden mulighed er fællesantenner, som dækker en lille gruppe såsom en boligblok, en grundejerforening el.lign.

Hvilke love og regler gælder for antenner og paraboler?

Du skal ikke søge om byggetilladelse, når du vil opsætte en almindelig antenne eller en parabol.

Ifølge reglerne i bygningsreglementet skal en antennes højde ikke regnes med i bygningens højde. Antennen må gerne bære flere forskellige antenner til radio og tv. Den må godt rage op over hustaget, dog ikke højere end 5,5 meter. Du skal sørge for at sætte antennen korrekt fast.

Hvis du ønsker at sætte en højere antenne op, fx en mobilantenne, skal du søge byggetilladelse hos din kommune. Du skal også søge byggetilladelse, hvis du ønsker at opsætte en parabol med en skærm, der har en diameter på over 1 meter.

I lokalplanen eller en eventuel servitut for din grund kan der være regler, der sætter begrænsninger for, hvor stor en parabol du må sætte op, og hvor du må placere den. Hvis du er i tvivl, kan du kontakte den tekniske forvaltning i kommunen.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab