Fakta om arkitekterne

Eva Koppel (1916-2006) og Nils Koppel (1914-2009)

Afgang fra arkitektskolen i 1941.
Egen tegnestue fra 1946.
Parret tegner omkring 30 enfamiliehuse, men slår først for alvor igennem med en række større offentlige bygninger. Blandt de mest kendte er Langelinie Pavillonen, boligbebyggelsen Søllerød Park, DTU i Lundtofte og Panum Instituttet i København.

Karen Clemmensen (1917-2001) og Ebbe Clemmensen (1917-2003)

Afgang fra arkitektskolen i henholdsvis 1942 og 1941.
Egen tegnestue fra 1946.
Parret har bl.a. tegnet Kildeskovshallen og LO-skolen i Helsingør.
Parret har også tegnet møbler for Fritz Hansen og stået for indretningen og udsmykning i flere kirker og rådhuse.

Mogens Black-Petersen (1917-1999)

Afgang fra arkitektskolen i 1941.
Bl.a. ansat på Kay Fiskers tegnestue, inden han blev selvstændig i 1947.
Har tegnet omkring 70 enfamiliehuse, bl.a. Ermelundshusene på Ibstrupvej i Jægersborg sammen med Viggo Møller-Jensen.
Byggede i 1944 eget hus på Solbakkevej 56 sammen med hustruen arkitekt Karen-Margrethe Black-Petersen.

Kjeld Juul Ussing (1913-1977) gift med Elsebet Ussing

Parret tegnede eget hus på Ermelundsvej 100 i 1956.
Kjeld Ussing står bl.a. bag kollektivbyen Grantoften i Ballerup, Østerbrogården på Blegdamsvej og biblioteket i Vangede.

En spadseretur på de stille villaveje omkring Hundesømosen i Jægersborg nord for København er samtidig en spadseretur gennem dansk arkitektur og designs guldalderperiode fra slutningen af 1940’erne og frem til midten af 1960’erne.

På dørskiltene stod der dengang Koppel, Clemmensen, Mogensen og Wegner, og blot få kilometer derfra residerede Finn Juhl på Kratvænget og Arne Jacobsen i et af sine egne Søholm-rækkehuse på Strandvejen 413.

Grønne, betalelige omgivelser

At så mange af den tids fremtrædende arkitekter valgte at bygge huse til sig selv lige her, er næppe helt tilfældigt. Kvarteret ved Hundesømosen var dengang ikke kendt som nogen rigmandsghetto, men her var smukke, grønne omgivelser og byggegrunde, der var til at betale, også for forholdsvis unge arkitekter.

Og så har der helt sikkert været en vis afsmittende effekt blandt fagfæller fra Akademiet. Man søgte hen, hvor der boede mennesker, som lignede en selv.

Dansk designhistorie kunne blive en endnu bedre forretning

Så stor en koncentration af arkitekturperler på så lille et område burde Dannmark ifølge arkitekt og industriel designer Henrik Lund-Larsen skilte meget mere med over for omverdenen. Han har bl.a. gennem artikler og bøger belyst den danske designhistorie.

- Dette arkitektområde er et overset fænomen, som vi burde dyrke noget mere. Hvorfor har vi fx ikke et museum i området, der udelukkende omhandler den periode?, spørger han og tilføjer:

- Selvom alle huse ikke er lige interessante ud fra et arkitektonisk perspektiv, er de interessante på grund af de ting, der foregik i dem, og de møbler, der blev skabt her, siger Henrik Lund-Larsen, da Videncentret Bolius talte med ham i 2015.

Han kalder området for en ”selvgroet idealby”, hvor arkitekterne ikke blot byggede husene i deres egen stil, men også designede møbler, fade og lysestager, ja, stort set alt indmad.

- Det er karakteristisk, at disse huse fra primært 1950’erne er beskedne og med ligeledes beskedne, lokalt fremstillede møbler – men med verdensappeal – selv i dag. Arkitektmosen er kernen i dansk design, mener Henrik Lund-Larsen.

Se et udpluk af de forskellige arkitekters hjem

Storhedstid for danske enfamiliehuse

Mens byggeaktiviteten var størst i kvarteret omkring Hundesømosen i 1950’erne, blev der allerede fra slutningen af 1920’erne og i 1930’erne bygget huse ikke langt derfra, som i dag også er en væsentlig del af den danske arkitekturarv.

Det er bl.a. Arne Jacobsens første villa til sig selv og familie fra 1929 på Gotfred Rodes Vej 2 i Charlottenlund. Villaen repræsenterede den ny tids arkitekturbølge, funktionalismen, og inspirationen kom især fra den schweiziske arkitekt Le Corbusier. Det samme gælder arkitekten Mogens Lassens eget hus fra 1936 på Sølystvej i Klampenborg.

Krigen satte dog en stopper for byggeriet i Danmark, men fra 1950’erne var flere af de danske arkitekter vendt hjem fra eksil i Sverige, og herefter begyndte en ny epoke. De danske arkitekter udviklede nu deres egen skandinaviske udgave af funktionalismen, og fx Clemmensen-parret hentede inspiration fra både Japan og USA.

Se Børge Mogensens villa

Boede tæt på produktionen

Med bosætningen i Københavns nordlige forstad i 1950’erne var arkitekterne ifølge Henrik Lund-Larsen tæt på de institutioner, som realiserede arkitekternes idéer. Det var fx møbelproducenterne Fritz Hansen i Allerød og Ejvind Kold Christensen, mens den årlige Snedkernes Efterårsudstilling og møbelforretningen Den Permanente var vigtige udstillingsvinduer for arkitekterne.

I dag vil man ikke på samme måde kunne forestille sig en koloni af arkitekter slå sig ned tæt på hinanden, mener Henrik Lund-Larsen.

- Nu foregår produktionen typisk langt uden for landets grænser, så der er ikke længere den tætte forbindelse mellem designer og producent, fortæller han.

Han nævner dog B&O’s faste designer, nu afdøde Jacob Jensen, som et eksempel. Han flyttede nemlig til Nordvestjylland for at være i nærheden af sin største ”arbejdsgiver”.

I Sverige har de i dag det såkaldte Glasriket, et område i Småland, hvor både de store glasproducenter som Kosta Boda og Orrefors bor side om side med en lang række mindre glaspusterier og kunsthåndværkere. Området markedsføres i dag over for designinteresserede turister.

Arkitekterne kendte hinanden, men havde for travlt til besøg

Men selvom arkitekterne byggede og bosatte sig i nærheden af hinanden, løb de ikke ind og ud hos hinanden, som arkitekt Jens Clemmensen husker det.

Han er søn af arkitektparret Karen og Ebbe Clemmensen, der i 1953 byggede kombineret hus og tegnestue på Solbakkevej 57. Da Jens Clemmensen rykkede ind med far, mor og lillebror Lars, var han 9 år, og han kom til at tilbringe hele sin barndom her, indtil han flyttede hjemmefra som 19-årig. Senere var det hans børn, som kom i huset hos bedsteforældrene.

- Mine forældre solgte et rækkehus i Hellerup ved Tuborgvej, og når de valgte Solbakkevej, var det en kombination af ønsket om at bygge selv og at bo i nogle grønnere omgivelser. På grunden, som jeg mener, de gav omkring 40.000 kr. for, lå der dengang et ældre sommerhus, som blev skåret midtover og genopbygget i Rørvig, fortæller Jens Clemmensen.

Clemmensens hus er opført i prisbillige materialer som gasbeton og tagpap og demonstrerer bygherrernes enkle og funktionelle arkitektursyn. Indvendigt er huset spækket med smukke håndværksmæssige og farverige detaljer.

Arkitekterne kendte deres naboer fra diverse faglige sammenhænge og mange helt tilbage fra Akademiet, hvoraf flere havde gået på samme tid, men det var ikke sådan, at de hele tiden søgte hinandens selskab. Der var ikke nogen klan eller klike over det, erindrer Jens Clemmensen.

Sådan boede Clemmensen

Naboen vandt Langeliniepavillonen

- Mine forældre så især en del til Elsebet og Kjeld Ussing samt Eva og Nils Koppel. Andre arkitekter og kunstnere på vejene omkring vores hus kendte de men sås ikke som sådan med. Fx husker jeg Mogens og Karen-Margrethe Black-Petersen skråt overfor på Solbakkevej 56. Men de sad ikke sådan og diskuterede hinandens projekter, selvom de helt sikkert havde en holdning til dem.

- Jeg husker dog, da mine forældre havde deltaget i konkurrencen om den nye Langeliniepavillon, som Koppel vandt. Det projekt var meget anderledes end det, mine forældre havde budt ind med. Det blev kommenteret en del derhjemme, for selvom arkitekterne tilhørte samme periode, var de meget forskellige i deres udtryk, fortæller Jens Clemmensen.

Mens arkitekterne hovedsageligt passede hver sit, blev der dog knyttet nye bånd via deres børn. På Soløsevej 37 havde møbelarkitekten Børge Mogensens i 1957 bygget hus sammen med sin hustru, Alice, og deres søn, Peter, blev bedsteven med Jens Clemmensen.

Slaraffenland for barnebarnet

Eva og Nils Koppel nåede at bygge 7 huse i kvarteret, men mesterstykket blev ingeniør Jørgen Varmings hus på Skovvej fra 1952. Huset anses i dag for at være et hovedværk i nordisk villaarkitektur på grund af de smukke rum og de mange fremsynede tekniske installationer i huset, som dets ejer var manden bag. Huset er fx et af de første herhjemme med indlagt gulvvarme og emhætte i køkkenet.

Jørgen Varming var allerede veletableret med firmaet Steensen og Varming, da han flyttede ind i huset på Skovvej med hustruen, Birgit, og parrets 2 teenagebørn, Susanne og Michael. Familien flyttede fra en ældre villa i Hellerup, og specielt Michael var ikke glad for at bytte værelset i det gamle, store hus ud med et lillebitte værelse i det modernistiske hus, har hans søster, Susanne, senere fortalt.

Jørgen Varmings barnebarn og Michaels søn, Søren Varming, der i dag er grafisk designer, var til gengæld begejstret for huset. Han er født i 1967 og har talrige gode minder fra huset på Skovvej.

- Jeg oplevede mine bedsteforældre i deres velmagtsdage. Min farfars sidste store projekt var operahuset i Sydney, hvor han og min farmor opholdt sig i længere tid.

Sådan boede Jørgen Varming

Jørgen Varming - manden bag Danmarks første emhætte

Jørgen Varming var et musikalsk talent fra barn af og spillede i kammerkvartet, en interesse, som fik stor indflydelse på indretningen af huset på Skovvej og sommerhuset i Svinkløv.

- Om sommeren var jeg altid med i sommerhuset, som var indrettet med 4 soveværelser, så en kvartet altid kunne overnatte her. Og på Skovvej er en indskudt etage i stuen netop projekteret til, at der kan sidde en kvartet og spille, fortæller barnebarnet.

Der blev holdt store sammenkomster på Skovvej, og i de senere år var musikken altid omdrejningspunktet. Større selskaber blev som regel holdt i garagen, da huset ikke var stort nok. Ligesom Koppels og Clemmensens hus i kvarteret var det opført som et statslånshus med de tilladte 130 m2 og kunne derfor ikke bygges ud.

Det var Jørgen Varmings plan, at Søren på et tidspunkt skulle overtage huset.

- Mine bedsteforældre har altid sagt, at jeg skulle arve huset, og det glædede jeg mig til i mange år. Men da det pludselig blev aktuelt i 2003, fordi min farmor skulle på plejehjem, var jeg et helt andet sted i livet. Jeg kunne mærke, at det ikke ville være det rigtige for mig at flytte ind og bo i et slags familiemausoleum.

- I stedet flyttede min kusine Mikala ind, men kun for en periode, for hun trivedes ikke her, så min far solgte det billigt til en arkitekt, som så senere solgte det til Realdania, der har sørget for, at det bliver bevaret i sin oprindelige form. Og det var det allerbedste, der kunne ske for min farfars hus, siger Søren Varming.

Statslånshuset

  • Flere af arkitekternes huse er opført som statslånshuse.
  • Statslånsordningen blev etableret i 1938 og fungerede frem til 1958 og var et politisk initiativ, som skulle give et løft til boligbyggeriet ved at bygge billige enfamilieboliger.
  • Ordningen var med til at hæve boligstandarden, specielt på landet.
  • Da ordningen stillede specielle krav til husets størrelse og udformning, var det en udfordring for arkitekterne. Noget, som bl.a. kan ses både i Clemmensens hus på Solbakkevej og ingeniør Jørgen Varmings hus på Skovvej.
  • Clemmensens fik dispensation til at bygge mere end de tilladte 130 m2, fordi de også indrettede tegnestue.
  • Og i Varmings hus, som arkitekterne Eva og Niels Koppel tegnede, er et af raffinementerne bl.a. en indskudt etage på 13 m2, som får huset til at syne langt større, end det er.
  • Flere af arkitektparret Koppels i alt 7 huse ved Hundesømosen er statslånshuse, bl.a. parrets eget hus på Hundesøvej.