Hvad er asbest?

Asbest er en fællesbetegnelse for en gruppe mineraler, der er naturligt forekommende i visse bjergarter. Asbest kan nedbrydes til meget små fibre, som er luftbårne, og vi indånder faktisk asbest hver dag. Det er dog i så små mængder, at det ikke er skadeligt.

Asbest er et ikke-brændbart materiale og er derfor velegnet til isolering og brandsikring. Desuden nedbrydes det ikke ved fugtpåvirkninger, så det har også været anvendt til armering i fx beton. Asbest har på grund af disse gode egenskaber været anvendt i byggematerialer i mange år.

Men det er farligt at arbejde med asbest eller asbestholdige materialer, fordi der er risiko for indånding af asbeststøv. Støvet indeholder fibre i form af nåle, der er så små og tynde, at det menneskelige øje end ikke kan se dem. Jo tyndere fibrene er, desto længere ud i luftvejene kan de nå. De fineste fibre kan trænge helt ud i blodbanerne og sprede sig til andre dele af kroppen, og fibrene kan ikke nedbrydes af kroppen. Asbesten beskadiger lungerne og kan forårsage lungecancer og øvrige former for kræft.

Er det farligt at leve i en bolig med asbestholdige materialer?

Så længe de asbestholdige byggematerialer ikke afgiver fibre til luften, er asbest i bygningen ikke farlig. Problemet opstår, hvis de asbestholdige materialer knækkes, skæres i eller på anden måde beskadiges, hvorefter de sundhedsskadelige fibre får mulighed for at blande sig med luften. Et asbestholdigt materiale, som ikke bliver udsat for slag eller lignende, udgør som regel ikke et problem i sig selv.

Asbestholdige materialer der er beskadigede eller har været udsat for omfattende vandskader, bør udskiftes, da fibrene bliver frigivet med luften eller skylles fri ved vandpåvirkningen og frigives, når vandet tørrer.

Hvis der skal foretages arbejde på de asbestholdige materialer, er det vigtigt, at du overholder de regler, som arbejdstilsynet har udarbejdet omkring asbestarbejde. Der er få ting, du selv må foretage dig med asbestholdige materialer udenfor. Indendørs må du ikke selv gøre noget ved de asbestholdige materialer, med mindre du har gennemgået en særlig fire dages uddannelse, godkendt af Arbejdstilsynet.

Hvilke materialer kan indeholde asbest?

Det er i dag forbudt at fremstille, importere, anvende eller blot arbejde med asbestholdige materialer. Men da asbest tidligere var et meget populært materiale i byggeriet, er det blevet brugt i mange forskellige sammenhænge og er derfor ikke ualmindeligt forekommende i ældre bygningsdele.

Der er i vid udstrækning også blevet brugt asbestholdige isoleringsmaterialer til rørisolering, beholdere, kedler, pakninger i kedellåger m.m. I sjældne tilfælde findes isoleringsmaterialer af ren asbest (hvide asbestplader).

Asbest findes hovedsageligt i:

  • Tagbelægninger (eternittage) (fra 1930 til 1986 - men ses frem til 1988)
  • Beklædningsplader til både udendørs og indendørs brug (eternitplader) (fra 1930 til 1985)
  • Loft- og vægplader (fra 1954 til 1980)
  • Vinyl (fra 1930 til 1980)
  • Støbegulve (fra 1920 til 1980)
  • Puds (fra 1953 til 1980)
  • Fliseklæbemidler (fra 1962 til 1979)
  • Spartel- og fugemasser (indtil 1972)
  • Rørisolering (indtil 1972)
  • Isolering til elkabler (fra 1930 til 1980)
  • Luftkanaler (fra 1945 til 1980)

I 50’erne og 60’erne var det almindeligt at anvende asbest i loftplader. Pladerne blev hovedsageligt anvendt i erhvervs- og industribygninger, men de kan i sjældne tilfælde findes i private boliger og er her især anvendt i kældre.

Har huset et bølgepladetag fra før 1988, er der sandsynligvis asbest i pladerne.

Du kan læse mere om de enkelte produkternes anvendelsesperiode i Dansk Asbestforenings asbestvejledning.

Er der asbestholdige materialer i en bygning, er det lovligt at lade dem sidde, indtil de skal fjernes ved renovering, da asbest ikke er farligt, medmindre man beskadiger materialet.

Genbrug af asbest er ikke tilladt. Eksempelvis må en asbestholdig eternitplade ikke genbruges.

Der står ikke noget om asbest i en tilstandsrapport, så hvis du vil vide, om der kan være asbest i nogle af bygningens materialer, skal du have en rådgiver til at hjælpe dig.

Tidspunktet for opførelse og eventuelt renovering af en bygning kan være med til at give et praj om, hvorvidt dele af bygningen indeholder asbest.

Arbejdstilsynets hjemmeside kan du læse mere om, hvor almindeligt forekommende asbest er i forskellige byggematerialer, og på BFA Bygge & Anlægs hjemmeside Asbest-huset kan du se, hvor i en bygning, der kan være asbest.

SBI-anvisning 229 fra BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø - Aalborg Universitet (tidligere Statens Byggeforskningsinstitut) er et katalog over kendte asbestholdige materialer, der har været anvendt fra 1900-1990. Anvisningen kan bruges til at vurdere, om der er anvendt asbestholdige materialer i en bygning.

Du kan også få et firma, der er specialiseret i asbest, til at vurdere din bolig for forekomsten af asbest.

Endelig kan du også få lavet en asbest-test eller asbest-analyse for at få konstateret, om der er asbest i boligen. Det foregår typisk ved at du sender en tapeprøve med støv ind til et laboratorium, som undersøger, typisk ved hjælp af mikroskop, om der er asbestfibre i støvet. Du skal altså selv foretage opsamlingen af støv til en test eller udtage en del af det materiale, du vil have undersøgt, og derefter sende det til et laboratorium.

Hvordan undgår du asbestgener ved renovering af boligen?

Asbestholdige materialer inden døre (fx isolering) skal fjernes af et firma, som er godkendt til at arbejde med asbest og derfor skal overholde en række omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

Udendørs må du gerne selv fjerne asbestholdige materialer, men du bør overveje at overlade arbejdet til et professionelt firma. Støv og fibre fra asbestholdige materialer kræver særligt udstyr, herunder et effektivt åndedrætsværn.

Fjerner du selv asbestholdige byggematerialer udendørs, skal du behandle dem med stor forsigtighed. Asbestholdige eternitplader må fx ikke knækkes eller på anden måde ødelægges, da brud øger risikoen for, at de sundhedsfarlige fibre hvirvles rundt i luften.

Ifølge Arbejdstilsynet er der desværre flere håndværkere, som ikke ved nok om asbest, og hvor det kan forekomme.

Hvis du ved, at der er asbest i rørisolering, beholdere, kedler, ventilationskanaler, pakninger i kedellåger m.m., som du skal have udskiftet, bør du informere håndværkeren om faren for asbest. Du må i den forbindelse ikke selv begynde at pille ved isoleringen eller kanalerne.

Hvordan behandles asbestholdigt affald?

Da brugen af asbest i dag er forbudt, optræder de asbestholdige materialer kun i forbindelse med nedrivningsopgaver og renovering af bygninger.

På grund af sikkerhedsrisikoen ved indånding er asbestaffald kategoriseret som farligt affald, der skal anmeldes til kommunen. Af hensyn til kommunens ansatte må asbestholdigt affald ikke smides i skraldespanden eller afleveres på den lokale genbrugsstation, medmindre det er i en af de særlige containere til eternitplader, som er egnede til formålet.

Udfasning af brugen af asbest i dansk byggeri

  • I 1972 blev det forbudt at isolere med asbestholdige materialer.
  • I 1980 blev det helt forbudt at bruge asbest, bortset fra i tagbeklædning, friktionsbelægninger, pakningsmaterialer og materialer til at fore fx kuglelejer med.
  • I 1986 blev kravet skærpet yderligere. Herefter måtte der kun bruges asbest i eternitbølgepladerne B6 og B9 samt pakningsmaterialer og friktionsbelægninger.
  • I 1988 stoppede al anvendelse af asbest i tagbeklædninger.
  • I perioden 1993-2005 er det udelukkende friktionsbelægninger, som indeholder asbest.
  • Siden 2005 har man ikke brugt asbest i produktionen af byggematerialer.

Sådan tjekker du, om dit tag indeholder asbest

Det er især i tagmaterialer, man har anvendt asbest.

Der er blevet produceret eternitplader uden asbest siden 1984, men det er først fra 1988, at man helt stoppede med at producere eternitplader med asbest.

Du kan bruge denne oversigt til at vurdere sandsynligheden for, at dine eternitplader indeholder asbest.

  • Eternit fra før 1984 indeholder altid asbest.
  • Eternit fra 1984-88 kan indeholde asbest.
  • Eternit produceret efter 1988 indeholder ikke asbest.

Hvis du vil undersøge, om tagpladerne på din bygning indeholder asbest, kan du tjekke det nummer, der er præget ind i pladens yderside. Afhængig af pladens alder kan nummeret bestå udelukkende af tal eller af en kombination af bogstaver og tal.

    Hvis der indgår bogstaver i nummeret, er pladerne fremstillet uden asbest. Et sådan nummer vil typisk være afsluttet med NT (Non-Asbestos Technology).

    Numre, der består udelukkende af tal, kan deles op i to grupper: Numre med otte cifre og numre med fem eller seks cifre. Numre med otte cifre starter altid med enten 4 eller 5 – disse plader er fremstillet uden asbest. Numre med fem eller seks cifre kan starte med 0, 1, 3, 6, 5 eller 7 – disse plader er fremstillet med asbest.

    Er du i tvivl, så kontakt gerne producenten Cembrit (tidligere Dansk Eternit).

    Hvilken betydning har det, at der er asbest i tagpladerne?  

    Der er ingen grund til at være bange, hvis dit gamle tag indeholder asbest. Der er blot nogle skrappe regler, der skal følges, hvis taget skal renses, hvis der skal lægges nyt tag ovenpå eller gøres andet, der indebærer kontakt med de asbestholdige tagplader eller gavlplader.

    • Det er forbudt at højtryksspule materiale, der indeholder asbest.
    • Der må ikke skæres, bores eller på anden måde arbejdes med asbestholdige materialer, uden at de gældende regler for arbejde med asbest overholdes.
    • Nedtaget eternit med asbest må ikke genanvendes.
    • Bortskaffelse af asbestholdige materialer skal ske efter gældende regler.

    Rensning

    Hvis du ønsker at give dig i kast med at rense taget selv, må du kun anvende en blød børste og en vandslange for at asbestfibrene ikke skal løsne sig. Vask aldrig nedefra, da du vil kunne blæse vand op imellem pladerne og i værste fald ind på loftet.

    Højtryksspuling

    Højtryksspuling af asbestholdige materialer er forbudt, men Arbejdstilsynet kan give dispensation i enkelte tilfælde. Det kan fx være tilfældet, hvis leverandøren af udstyret til højtryksspulingen kan godtgøre, at der ikke bliver produceret støv, samt at spulevandet bliver filtreret.

    Arbejdet skal anmeldes til kommunen senest 14 dage inden det sættes i gang. Anmeldelsen skal oplyse om hvor arbejdet foregår, hvor lang tid arbejdet tager, og hvilke forholdsregler, der bliver taget, for at miljø og omgivelser ikke tager skade.   

    Maling af taget

    Hvis taget skal males, skal du have et professionelt firma til at foretage afrensningen inden det bliver malet. Det udstyr, som anvendes ved en afrensning, skal være godkendt af Arbejdstilsynet. Maling af taget giver ikke nødvendigvis længere levetid, blot et bedre udseende.

    Udskiftning af eternittag

    Skal eternittaget renoveres, anbefales det at tage det gamle eternittag af og udskifte det med et nyt. Det kan altså ikke anbefales at lade det gamle asbestholdige tag sidde og fungere som undertag for den nye tagbelægning, selvom denne løsning i nogle tilfælde vil være billigere end at skulle rive det gamle tag ned først.

    Hvis du alligevel vælger at lade det gamle tag blive siddende, så sørg for, at håndværkeren bruger specialbeslag til montering af lægterne, som ikke kræver boring, så du undgår, at asbestfibrene spredes.

    Sørg også for, at håndværkerne er grundigt instrueret i risikoen ved arbejdet og efterlever gældende sikkerhedskrav som fx krav til ventilation og arbejdsdragter. Læg også en plan for, hvordan du eller håndværkerne skaffer jer af med de asbestholdige materialer.

    Unge under 18 år må ikke beskæftiges med arbejde, hvor de kan udsættes for asbest.

    Byggeaffald skal anmeldes til kommunen, som også kan instruere i, hvor I kan indlevere det asbestholdige affald.

    Arbejde med nedrivning af asbestholdigt materiale indvendigt i bygninger og i skibe, tog, maskiner mv. skal anmeldes til Arbejdstilsynet, inden arbejdet påbegyndes. Hvis man vurderer, at det ikke kun indebærer kortvarig og lav udsættelse for asbest, skal andet arbejde både indvendigt og udvendigt også anmeldes til Arbejdstilsynet. Det gælder, hvis personer under arbejdet er udsat for eller formodes at blive udsat for støv fra asbest eller asbestholdige materialer.

    Isætning af tagvinduer

    Skal der isættes tagvinduer i et gammelt tag af asbestholdige eternitplader, skal der i teorien skæres i tagfladen for at gøre plads til vinduerne. Da det ikke er tilladt, skal der i stedet fjernes hele tagplader, indtil der er plads nok til vinduet. Herefter skal vinduet sættes i, og der skal lægges nye eternitplader i de resterende felter. Vær opmærksom på, at fremgangsmåden gør, at de nye tagplader rundt om vinduet vil have en anden farve end de eksisterende.

    Hvor sundhedsskadelige er asbestholdige materialer?

    Fibre fra asbestholdige materialer er særdeles sundhedsskadelige på grund af fibrenes beskedne størrelse. På grund af asbestens struktur kan fibrene spaltes på langs og blive væsentligt tyndere end 3/1000 mm, hvorefter fibrene kan trænge helt ud i de allermindste forgreninger af lungerne.

    Resultatet kan blive varige skader på lungerne, som giver sig udslag i sygdomme som lungeasbestose, lungekræft og lungehindekræft.

    Det er oftest personer, som har arbejdet med asbest dagligt eller været udsat for det på anden vis over en længere periode, der er i risikogruppen for at pådrage sig en asbestrelateret sygdom.

    Sammenlignet med risikoen for at pådrage sig lungekræft forårsaget af rygning, er risikoen for lungekræft forårsaget af asbestpåvirkning meget lille. Undersøgelser har vist, at rygning forstærker asbestens kræftfremkaldende virkning betydeligt.

    sundhed.dk kan du læse mere om risiko for sygdomme i forbindelse med asbestarbejde.