Barselsvikar som byggeteknisk fagekspert i Videncentret Bolius

Har du stort fagligt kendskab til byggeri? Har du styr på materialer, byggeteknik, energi og alle de ting, man som almindelig borger støder på, når man har en bolig? 

Kan du hjælpe danskerne med at blive klogere på deres bolig, hvad end det er ombygninger, vedligeholdelse eller andre tiltag? Og kan du lide at dele ud af din viden og gøre folk klogere?  

Nu har du mulighed for at blive en del af holdet af fageksperter i Videncentret Bolius.   

I Videncentret Bolius formidler vi fagligt baseret viden og inspiration til alt, der vedrører boligen og haven. Vi har i øjeblikket stort fokus på energikrisen, ligesom bæredygtighed fylder meget. Derudover har vi et bredt fokus på, at danskerne har brug for viden for at få mest livskvalitet ud af deres hus. Vi har mange forskellige faggrupper ansat, der dagligt arbejder med at få bredt viden ud på mange kanaler. Vi har desuden oparbejdet et stort netværk til eksterne medier, som ofte henvender sig for at få interviews til skrevne medier, radio og tv. Vores fornemmeste opgave er at få al den viden, vi har i huset, spredt mest muligt ud til gavn for alle danskere. 

Jobbet

Du skal med en solid faglig viden om byggeteknik hjælpe interne såvel som eksterne journalister med at gøre danskerne klogere på, hvad det vil sige at have en bolig. Foruden arbejdet med at researche og udarbejde og opdatere artikler vil du kunne komme til at optræde i artikler og videoer, i nyhedsindslag, radioprogrammer, og hvor der nu er efterspørgsel på uvildig, faglig viden. 

Dine opgaver

  • Indgå som faglig sparring på spørgsmål om alt inden for boligen, lige fra byggeteknik til adfærd og gode vaner i boligen.  
  • Udarbejde og opdatere faktaartikler og nyhedsartikler i samarbejde med Videncentret Bolius’ egne journalister. 
  • Optræde i videoer produceret af Videncentret Bolius’ egne videojournalister. 
  • Stille op til interview med eksterne journalister på alle platforme (TV, radio og skrevne). 
  • Svare på fagrelevante spørgsmål til brevkassen Spørg Bolius. 
  • Du vil blive en del af et fagteam med 7 kollegaer: 1 boligøkonomisk fagekspert, 1 haveekspert og 5 byggetekniske fageksperter (arkitekter og bygningskonstruktører). I det daglige er der et tæt samarbejde med vores journalistteam, udbredelsesteam og projektledere. 

Om dig

  • Du følger nøje udviklingen inden for energi og byggeri generelt.   
  • Du kan researche i fagligt stof og formidle det på en forståelig måde for den almindelige dansker. 
  • Du kan lide at tale om boligen og lære fra dig. 
  • Du har overskud til at bidrage og hjælpe mange samtidig, når både interne og eksterne journalister vil have en kommentar fra dig. 
  • Du kan selv komme med indspark til nye emner og vinkler. 
  • Du har lyst til at optræde på tv, i videoer, i radioen mm. 
  • Du kan eller er åben for at holde oplæg og foredrag. 
  • Du er åben og har mod på at prøve nye ting. 

Dine kompetencer

  • Du er uddannet ingeniør, bygningskonstruktør, arkitekt eller lignende. 
  • Du har en bred viden om byggeri, og gerne med forståelse af bæredygtighed 
  • Du kan selvstændigt tilegne dig ny viden løbende, så du har føling med udviklingen. 
  • Du er åben for at opsøge yderligere viden hos eksterne eksperter. 
  • Du forstår at formidle et kompliceret stof på en nem og forståelig måde både på skrift og i tale. 

Hvem er vi

Hos Videncentret Bolius arbejder fageksperterne side om side med journalister, kommunikationsfolk, programmører og grafikere. Det hjælper os, når vi arbejder for at gøre danskerne klogere på deres bolig.  

Videncentret Bolius er ejet og finansieret af foreningen Realdania, og derfor er vi 100 % ikke-kommercielle. Det betyder, at vi i hverdagen ikke er styret af salg og bundlinjer, men at vi kan fokusere på vores kerneopgave med at skabe og udbrede viden om boligen, der kan komme alle danskere til gode. 

Vi sætter trivsel og velvære højt på dagsordenen. Sammen med Realdania holdes der sociale arrangementer, ligesom en spontan anledning til kage aldrig får lov at fare forbi. I løbet af ugen har du mulighed for at deltage på spinning-, yoga- og gymnastiskhold. Flere gange årligt er der fælles arrangementer, og hvert år afholdes der mesterskaber i Wordfeud, bordfodbold og bordtennis.  

Vi lægger stor vægt på, at der skal være plads til fleksibilitet. Fleksible arbejdstider, der sikrer ro på arbejdet og i privatlivet, og muligheden for hjemmearbejdsdage. Vi arbejder og udvikler os i et højt tempo, og derfor prioriterer vi også den enkelte medarbejders udvikling og uddannelse højt. 

Vil du være med på holdet? 

Vikariatet forventes at blive til 1. august, men der kan evt. blive tale om forlængelse 

Du vil blive ansat i formidlingsafdelingen i fagteamet og referere til leder for fageksperterne, Tue Patursson. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Tue på tup@bolius.dk eller 2838 9339. 

Hvis du ønsker at søge stillingen, så send ansøgning og CV. Husk at udfylde spørgsmålene via Elvium-ansøgningssystemet, hvor du først skal oprette dig. Det gør du via ansøgningslinket.

Tiltrædelse: Snarest. 

Ansøgningsfrist: Der vil løbende blive læst ansøgninger og afholdt ansættelsessamtaler.