De fleste huskøbere har en del krav til deres nye bolig. Benedicte og Tobias havde lige lidt flere end normalt, da de i sommeren 2014 kiggede efter hus sammen med Lui Emil på halvandet år. 

Med udgangspunkt i lejligheden og Tobias’ arbejdsplads i Odense gik jagten ind på et hus, der på samme tid skulle være nemt at passe og dermed give parret mulighed for at udfolde sig og dyrke deres værdier om bæredygtighed og økologi, men samtidig også have sjæl og historie. 

Søgningen efter den perfekte bolig ledte den lille familie rundt på det meste af Fyn, indtil de en dag sad på Ærø efter endnu et forgæves huskig. 

– Pludselig fik vi at vide, at der var åbent hus på seks nyopførte, CO2-venlige huse i Nyborg samme dag. Ud fra beskrivelsen passede de perfekt ind i vores tanker. Så vi skyndte os til Nyborg, hvor vi egentlig skulle se alle seks huse. Men da vi nåede til hus nummer to, stoppede jeg. Det var det, jeg ville have, siger Benedicte. 

Allerede inden rundvisningen var færdig, havde parret slået til. Og i september 2014 flyttede de ind i et vedligeholdelsesfrit hus med en lille have i et nyopført kvarter. Videncentret Bolius besøgte dem i 2017.

Fakta om huset

Huset er lavet af traditionelle materialer og med kendte byggemetoder, der har bevidst deres holdbarhed gennem århundreder. Det har 100 procent vedligeholdelsesfrihed i 50 år og en samlet levealder på minimum 150 år. 

Det er især husets klimaskærm, altså den udvendige del, der ikke kræver vedligeholdelse, og samtidig beskytter huset mod regn og blæst. Men også indvendigt er der brugt vedligeholdelsesfrie materialer som spånplader og mursten samt et solidt trægulv. 

Bygget af: Realdania By & Byg | Arkitekt: Leth & Gori

Læs mere om huset her.

Plads til leg og nye havebede

Tre år senere står vi i selvsamme have, mens Lui Emil og hans etårige lillebror, Villum, og hunden Leiko leger med deres blå plastikbold i det nyanlagte havebed. Bedet, der ud over blomster er fyldt med traktorer og andet legetøj, blev egentlig anlagt ved en tilfældighed, efter at de to drenge havde gravet et hul i græsplænen. Og det benyttede Benedicte sig hurtigt af til sammen med børnene at få gravet og anlagt et bed med plads til blomster og leg.

– Jeg ville faktisk helst have en have med gamle træer og en lille bæk. Det har vi overhovedet ikke, men til gengæld har vi fået mulighed for at udfolde os selv og sætte vores eget præg, siger Benedicte.

Se huset ude og inde

Mentalt overskud og luft i budgettet

Og netop det at udfolde sig betyder meget for Benedicte og Tobias. På bare tre år er der blandt andet skudt et hønsehus, et kafferisteri og en køkkenø med plads til Tobias’ kaffemaskiner frem. 

– Der er rigeligt at lave i huset i forvejen med to børn, arbejde og rengøring. Så selvom man i hverdagen ikke mærker, at huset er vedligeholdelsesfrit, er det en utrolig rar tanke, siger Tobias, og Benedicte supplerer: 

– Jeg vil langt hellere bruge min tid på at udvikle boligen og gøre den personlig fremfor at passe den, og det kan jeg her. Det giver så meget mere overskud i hverdagen, at huset ikke skal vedligeholdes. Meget mere end vi havde regnet med, da vi flyttede ind.

Kreativitet i hus og have

Selvom der er sket meget i boligen og haven på tre år, er familien langtfra færdig. Efter eget valg har de haft samråd med arkitekterne og håndværkerne, der opførte huset, for at vurdere nye projekter og idéer. Planerne omfatter blandt andet en åben hems, solceller, et atelier i forhaven og ovenlysvinduer.

Vi har fået mere tid til at gøre de kreative ting, som vi har lyst til, fremfor pligtopgaver, der skal klares.
Benedicte, boligejer

– Det er nemmere at bruge 100.000 kr. på et nyt projekt, når man ved, at der ikke kommer en uventet udgift til vedligeholdelse, siger Tobias, mens han med velbehag drikker en tår af den nybryggede cortado. 

Mens Tobias som regel er den knap så handy ”hjerne”, der tænker tingene igennem, før de udføres, er Benedicte den kreative type, der altid har jord under neglene, som Tobias udtrykker det med et smil.

Derfor er haven også primært Benedictes domæne – sammen med børnene. Her får børnene lov til at spille bold i havebedet, men de skal også hjælpe med diverse opgaver som at fodre høns og vande blomster. 

– Vi har fået mere tid til at gøre de kreative ting, som vi har lyst til, fremfor pligtopgaver, der skal klares, siger Benedicte og pointerer:

– Jeg vil helt sikkert anbefale det til alle børnefamilier. 

Ud over bedre tid og økonomi som de store plusser ved vedligeholdelsesfriheden fremhæver parret også det gode indeklima, der i høj grad er selvregulerende grundet tagets store udhæng, der skærmer for den varme sol om sommeren, samt de tykke mure, der til gengæld holder på varmen om vinteren.  

De drømmer om mere natur

Der er dog én ting, parret gerne vil have var anderledes: beliggenheden. 

For det første stemmer det nybyggede kvarter med små haver og ens byggegrunde ikke overens med parrets ønske om sjæl, og udsigten gennem de store vinduer måtte gerne vise hav eller skov fremfor andre nybyggede huse i samme størrelse og haver omkranset af hæk og hegn. Desuden er både Benedicte og Tobias født på Sjælland og er kun flyttet til Fyn på grund af deres arbejde. De drømmer derfor af og til om en fremtid et andet sted – men gerne i samme type hus.

– Det bedste ville være, hvis vi kunne bygge præcis det samme hus og sætte det midt i en skov eller ved vandet på Sjælland. Vi har allerede talt med arkitekterne bag, der siger, at det godt kan lade sig gøre. Så måske en dag, siger Benedicte.

Realdanias seks mini-Co2-huse

  • Det Foranderlige Hus
    Dette hus skal vise betydningen af ’fleksibilitet og foranderlighed’, dvs. hvor meget CO2, der kan spares, hvis et hus på forhånd er designet og indrettet til, med et minimalt materialeforbrug, at kunne håndtere de skiftende behov og krav, som en familie typisk stiller til et hjem gennem livet.
  • Upcycle House
    Dette hus skal vise betydningen af ’genbrug og upcycling’, dvs. hvor meget CO2, der kan spares, når der primært anvendes genbrugsmaterialer og upcycel materialer til opførelsen. 
  • De to Vedligeholdelsesfri Huse
    Disse huse skal vise betydningen af ’vedligehold og levetid’, dvs. hvor meget CO2, der kan spares ved ikke at skulle vedligeholde et hus i de første 50 år. De to huse opføres til en levetid på 150 år, hvilket svarer til 2-3 gange levetiden for et almindeligt enfamiliehus. Det ene hus opføres af traditionelle materialer, som har været afprøvet gennem århundreder. Det andet hus bygges af dagens og morgendagens materialer. 
  • Kvotehuset
    Dette hus skal vise betydningen af ’beboeradfærd og forbrugsmønstre’, dvs. hvor meget CO2, der kan spares, når beboernes adfærd støttes og hjælpes af gennemtænkt design, teknologi og ikke mindst af en kvote - en slags budgetkonto - der ved hjælp af monitorering og feedback sætter et klart, reduceret mål for den mængde af CO2, som beboerne udleder pr. måned. 
  • MiniCO2 Typehuset
    Dette hus samler og balancerer erfaringerne og resultaterne fra de foregående huse og udvikler et MiniCO2 Typehusmed mindst muligt CO2-fodaftryk og bredest mulige arkitektoniske appel på almindelige kommercielle vilkår og inden for en almindelig økonomisk ramme. 

Læs om hele projektet hos Realdania.