Betalingsring kan blive dyr for boligejere

Den planlagte betalingsring omkring København vil dele boligmarkedet i to. Ekspert forudser, at betalingsringen vil påvirke boligpriserne med flere hundrede tusinde kroner.

Prisen på boliger, der ligger lige uden for betalingsringen, vil rutsje nedad. Det vurderer ejendomsmæglere.
Prisen på boliger, der ligger lige uden for betalingsringen, vil rutsje nedad. Det vurderer ejendomsmæglere.

Hvis regeringens planlagte betalingsring omkring København bliver gennemført, vil nogle boligejere have grund til at juble, mens andre må affinde sig med, at prisen på deres bolig rasler ned.

Lektor ved Syddansk Universitet og ekspert i boligøkonomi Morten Skak forudser, at det skrøbelige boligmarked i hovedstadsområdet vil reagere voldsomt på den planlagte betalingsring.

Prisfald eller – stigning på 100.000 kroner

- Betalingsringen vil skabe et A- og et B-hold. Vi vil komme til at se et prisspring på husene inden og uden for ringen, og tendensen vil være stærkest i starten, siger Morten Skak.

Han vurderer, at en bom-pris på 20 kr. vil betyde, at boligerne inden for ringen kan se frem til prisstigninger på cirka 100.000 kr., mens boligerne uden for betalingsringen vil falde med cirka 100.000 kr.

Mæglere frygter prisfald med betalingsring

To af landets største ejendomsmæglerkæder, Home og Danbolig, følger diskussionen om betalingsringen tæt. De er ikke i tvivl om, at den vil påvirke boligpriserne.

- Boligkøberne er de seneste år blevet meget prisbevidste, og ting som forsikringer, energiforbrug og transportudgifter vejer tungt, når de er på jagt efter en ny bolig. Driftsudgifterne er altså blevet vigtigere, og derfor vil det også få en effekt, hvis man pludselig skal bruge flere tusinde kroner årligt på at passere betalingsringen.

- Når sådanne initiativer gennemføres, vil de til at starte med have en stor effekt, som så vil blive mindre udtalt over tid, mener Mads Ellegaard, kommunikationschef i Home.

Han frygter derfor, at boligerne lige uden for betalingsringen vil blive hårdt ramt.

Betalingsring mindsker lånemuligheder

Kommunikationschef i Danbolig, Uffe Vind, vurderer også, at en betalingsring vil gøre ondt på de boligejere, der bor på ”den forkerte side” af ringen.

- Ekstraomkostningerne for at passere betalingsringen vil få betydning for boligkøbernes lånemuligheder. Bankerne er meget opmærksomme på de faste, løbende udgifter, når de vurderer boligkøbernes økonomi, og da merudgiften vil blive betragtet som en del af de samlede driftsudgifter, vil en betalingsring også få betydning for, hvor meget den enkelte boligkøber kan låne. Og det vil i sidste ende påvirke priserne i området negativt, forklarer Uffe Vind.

Øget trafik vil sende priser ned

Kim Fischer er indehaver af Danbolig i Valby og vil både skulle sælge huse inden og uden for betalingsringen, hvis den placeres ved ring-2, som regeringen har lagt op til.

Han mærker allerede nu, at boliger i yderområderne af København er svære at sælge, og en betalingsring vil bestemt ikke gøre tingene lettere, lyder hans vurdering.

- Yderområderne uden for betalingsringen vil prismæssigt blive presset endnu mere. Der vil være tale om en betragtelig meromkostning, og derudover er der også en risiko for, at boligerne bliver mindre attraktive på grund af øget trafik og parkeringsproblemer i området. For hvis mange folk vælger at tage bilen så langt ind som muligt, uden at skulle passere betalingsringen, så kan man sagtens forestille sig trafikalt kaos lige uden for betalingsringen, mener Kim Fischer.

Betalingsring ramte huspriser i Oslo

Flere andre steder i Europa har politikerne også valgt at etablere en betalingsring omkring de største byer, og her har betalingsringen ifølge Morten Skak, Syddansk Universitet, påvirket boligpriserne.

- Jeg har talt med flere norske økonomer om, hvordan betalingsringen i Oslo har påvirket boligpriserne deroppe. De er ikke i tvivl om, at boligerne uden for ringen er blevet mindre attraktive, mens boligerne inden for ringen er blevet mere attraktive, og det er klart, at det også er noget, der afspejler sig i boligpriserne, siger Morten Skak.

Han peger på, at de udenlandske erfaringer er endnu en indikator på, at boligpriserne i Københavnsområdet vil blive påvirket af en kommende betalingsring.

Kilder og henvisninger
Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab