Blomstrende have på den nemme måde

Det kræver ikke nødvendigvis grønne fingre og hårdt arbejde at få haven til at blomstre. Vælg de rigtige planter og kom godt fra start, hvis du vil have farver i haven.

Løgplanter er de letteste blomstrende planter

Løgplanter er nogle af de letteste blomstrende planter at passe. Arkivfoto.

Nemme planter

Du kan godt have blomstrende planter i haven, uden at det kræver den helt store indsats.

Bede med blomstrende buske, hvor jorden er dækket med flerårige planter (stauder), kræver kun en smule lugning, når de først er etableret og har fået en sæson eller to til at vokse til.

Løgplanter i plænen og i bedene passer stort set også sig selv.

Du kan også have roser i den nemme have, hvis du vælger sunde sorter, der ikke kræver megen gødning, vanding og beskæring.

En have i krukker er også nem i den forstand, at den ikke kræver lugning, men krukkerne skal dog jævnligt passes med vand og gødning.

Løgplanter

Nogle af de nemmeste blomstrende planter, du kan have i din have, er løgplanter, fx erantis, vintergækker, krokus, scilla og påskeliljer.

Disse løgplanter kommer igen år efter år og breder sig langsomt i haven. Det bedste ved løgplanter er, at de giver farve i haven i det tidlige forår, hvor man virkelig trænger til det.

Forårsløgene skal lægges om efteråret - bedst i september-oktober. Du kan stort set sætte løgplanter alle steder i haven, fx i blomsterbede, under buske, i kanten af hækken, rundt om træer eller i græsplænen.

Løgplanter i græsplænen er både fint og nemt. Men du må først begynde at slå græsset der, hvor løgplanterne er, når de er visnet helt ned senere på foråret eller i forsommeren.

Du kan forlænge sæsonen med løgplanter ved at lægge prydløg og andre sommerblomstrende løg i bedene. 

Plant Rhododendron nemmest

Blomstrende buske kan være et smukt bidrag til haven - uden at være arbejdskrævende. Arkivfoto.

Blomstrende buske

Nogle haver består stort set kun af en græsplæne med en hæk eller et hegn rundt om. Det er nemt at passe, men også lidt kedeligt.

Hvis du planter nemme, blomstrende buske som fx snebolle, forsytia, syren, pibeved eller spiræa, kan haven give flere oplevelser - uden at blive særligt arbejdskrævende.

Det er vigtigt at vælge buske, der passer til havens forhold. Det har fx betydning, om der er sol eller skygge og om jorden er tør, våd, sandet eller leret der, hvor busken skal vokse. Der findes buske til stort set alle voksepladser.

Under buskene kan du lægge et 15 cm jorddække af flis, så du begrænser mængden af ukrudt. Hvis der er meget flerårigt ukrudt, og du ikke orker at fjerne det, kan du starte med at lægge en ukrudtsdug i bunden af bedet og så skære huller i dugen til buskene.

Bunddækkende planter

Bunddækkende planter, fx storkenæb, løvefod, bregner, bispehue, vinca eller skovjordbær, er supernemme haveplanter, der kan give flere farver og oplevelser i haven.

Hvis du sætter mindst 6 planter pr. kvadratmeter, vil de hurtigt dække jorden, så der ikke er plads til ukrudt.

Der findes bunddækkende planter til stort set alle voksesteder i haven, men det er vigtigt at vælge planter, der passer til bedets lys- og jordbundsforhold.

Før du planter bunddækkeplanter, er det meget vigtigt, at du renser jorden for flerårigt ukrudt som skvalderkål, havepest og kvikgræs.

Både selve ukrudtsplanten og dens rødder skal fjernes. Ellers bliver bedet meget besværligt at holde rent for ukrudt.

Plant nemme roser

Det er ikke alle roser der er besværlige at passe. Arkivfoto.

Nemme roser

Mange haveejere vil gerne have roser i haven, men tøver måske med at plante dem, fordi de har ry for at være arbejdskrævende.

Men mange roser er nemme at passe, fx er mange af de vilde buskroser og gammeldags roser ikke særligt krævende. Til gengæld blomstrer de kun én gang i løbet af sommeren.

Hvis du vil have roser, der er lette at passe, skal du vælge sunde og robuste sorter, der passer til det danske klima og den jord, de skal plantes i.

Få vejledning og gode råd på planteskolen. Moderne buskroser og engelske roser kan blomstre hele sommeren til langt ud på efteråret, men kræver af samme grund lidt ekstra kærlig pleje i form af gødning, vand og beskæring.

De fleste roser vil sætte pris på lidt gødning om sommeren og vand i tørre perioder. De vil kvittere med smukkere blomster og sundere blade. 

Have i krukker

Har du givet op over for ukrudtet i bedene og har besluttet dig for, at skvalderkål er en fin bunddækkeplante, og at en vild have har sin charme, er der alligevel en mulighed for at få blomstrende planter i haven efter eget valg og på en relativt nem måde.

Du kan købe nogle store, frostsikre krukker og plante blomster, krydderurter eller små buske i dem. Dermed slipper du for lugearbejdet i bedene.

Krukkehaven er dog ikke helt arbejdsfri. Hvis du planter sommerblomster i krukkerne, skal krukkerne plantes til med nye planter sidst i maj, når risikoen for nattefrost er ovre.

Desuden skal krukkerne tømmes og rengøres igen sidst på efteråret.

Flerårige krydderurter og blomstrende planter (stauder) og småbuske er lidt lettere. De kan blive i krukken om vinteren, hvis du sætter krukkerne et beskyttet sted eller dækker dem med gran, måtter el.lign.

De flerårige planter har dog godt af en ompotning med få års mellemrum, når pladsen i krukken bliver for trang.

For at få farver tidligt på sæsonen kan du sætte forårsløg, hornvioler eller stedmoderblomster i krukkerne allerede i starten af marts, da disse planter tåler frost.

Alle krukkeplanter kræver meget vand og jævnlig tilførsel af gødning. Om sommeren skal de som regel vandes dagligt, især hvis de står varmt og solrigt. Jo større krukke, jo sjældnere skal du vande.

Du kan også købe et særligt vandingsanlæg med depot til krukken, så du ikke behøver at vande hver dag.

Slip for at luge - plant i krukker

Plant blomster, krydderurter eller små buske i store, frostsikre krukker. Derved slipper du for lugearbejdet i bedene. Arkivfoto.

Kilder og henvisninger

Henvisninger:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab