Bofællesskaber for ældre

Som ældre kan der være mange fordele ved at vælge bofællesskabet og ved at dele noget af sin tilværelse og de daglige opgaver med andre.

Olde kolle ældrebofællesskab blive gamle sammen

Som ældre kan der være mange fordele ved at vælge bofællesskabet. Arkivfoto.

Hvad er et bofællesskab for ældre?

I et typisk seniorbofællesskab har hver beboer sin egen selvstændige bolig og en andel i fællesrum eller fælleshus. Bofællesskabet er målrettet beboere over en vis alder typisk uden hjemmeboende børn, som sammen opbygger et fællesskab med opgaver og aktiviteter.

Hvad skal du yde til bofællesskabet?

I et bofællesskab for ældre deler du mere eller mindre af din tilværelse med andre ældre. For at det kan fungere, skal beboerne bidrage aktivt til fællesskabet. Det kan være, at der er fællesspisning en gang om ugen eller måneden - eller måske kun ved særlige lejligheder. Men på et tidspunkt bliver det sikkert også din tur til at arrangere den.

Det kan selvfølgelig også være, I fordeler opgaverne sådan, at du aldrig kommer til at lave mad, men til gengæld med jævne mellemrum slår græs og skovler sne på fællesarealerne.

I kan også have særlige arbejdsgrupper med ansvar for fælleshus, installationer, anlæg eller fester. Under alle omstændigheder kræver det en indsats at være en del af fællesskabet.

Hvor stor en indsats du skal yde, afhænger helt af, hvor meget I er fælles om.

I nogle bofællesskaber for ældre er der mange fælles aktiviteter, som alle som regel deltager i.

Andre steder er der fællesaktiviteter som gymnastik, kaffeklub eller fx kortspil, som nogle - men ikke alle - deltager i. Og endelig er der bofællesskaber, som er gode naboskaber, hvor de fælles aktiviteter er begrænset til sammenkomster ved festlige lejligheder.

LÆS OGSÅ: Bolig og arveregler

Sparer jeg noget ved at flytte i bofællesskab?

Bofællesskabet Lumbylung. Arkivfoto.

Hvordan starter du et bofællesskab?

Der er de senere år etableret en lang række bofællesskaber for ældre. Initiativet kan komme fra kommunen, et boligselskab, en entreprenør/bygherre, men det kan også komme fra en gruppe af ildsjæle, som ønsker at skabe et bofællesskab til deres seniortilværelse.

Hvis du går med tanker om at starte et bofællesskab, skal du først og fremmest finde nogle ligesindede og snakke med dem om ideen. Find ud af, hvordan I har lyst til at bo, og sørg for at afstemme forventningerne. Gør reklame for ideen, få flere med i en arbejdsgruppe, og find nogle samarbejdspartnere, der kan hjælpe jer med at manøvrere i regler og politiske beslutninger.

Hvis der er tale om nybyggeri skal kommunen være med i processen, fordi der er forskellige forhold der gælder, når det handler om muligheder for byggeri og anvendelse af en grund i et område, man vil bygge et bofællesskab i.

Det kan være kommune- eller lokalplaner, og det kan også være, at kommunen har en attraktiv grund eller en velegnet ejendom på hånden. Kommunen kan også i visse tilfælde give støtte til byggeriet, hvis der er tale om alment boligbyggeri til udlejning, eller i visse tilfælde til andelsboliger til ældre. 

Hvis I er en gruppe, der vil bygge, er det en god ide at besøge andre bofællesskaber og lytte til deres erfaringer. At bygge er en lang proces – og der skal træffes mange fælles beslutninger.

Hold møder og forsøg eventuelt at finde en finansiel partner eller en bygherre, og tag tidligt i processen en arkitekt med erfaring fra lignende byggeri med på råd.

Sørg for - gennem hele processen - at få diskuteret og klart formuleret, hvordan bofællesskabet skal fungere. Det sparer det etablerede bofællesskab for konflikter, og folk kan nå at trække sig i tide, hvis udviklingen går en anden vej, end de ønsker.

Sparer du noget ved at flytte i bofællesskab?

Hvis din bolig i bofællesskabet er moderne og indrettet ældrevenligt, er den nok også mindre end din nuværende bolig, og så sparer du sandsynligvis på både udgifter til vedligeholdelse og på varmeregnskabet.

Du behøver måske heller ikke længere selv at eje og vedligeholde haveredskaber som fx en plæneklipper, hækkeklipper og andre ting, der er nødvendige for vedligeholdelse af hus og have. Til gengæld får du del i et fælleshus og nogle fællesarealer, som skal passes enten af jer selv eller tage del i udgifterne.

I bofællesskabet går man typisk sammen om store investeringer, fordi det på den måde bliver billigere for den enkelte. Er du alene, kan der måske være en besparelse at hente her. Men det afhænger helt af dine vaner, hvordan din økonomi ser ud, hvad du flytter fra, og hvordan bofællesskabet, du flytter ind i, er organiseret.

Kan du blive for gammel til et bofællesskab?

Når du flytter i bofællesskab, må du være klar til at møde nye mennesker og lære dem at kende. Du skal også være i stand til at yde noget til fællesskabet.

Du bliver aldrig for gammel til at være sammen med andre, men du kan naturligvis blive så svagelig, at du får brug for at flytte på plejehjem. Udsigten til at blive i egen bolig er dog langt bedre, når boligen og omgivelserne er indrettet, så man også som ældre - og måske med hjælpemidler - kan færdes frit og trygt i boligen.

Kilder og henvisninger

Kilder:

  • "Bedre boliger for seniorer i Århus Kommune. Konklusioner, udfordringer og muligheder" | Boligrådgivning for seniorer | Februar 2008
  • "4 trin til et bofællesskab" | Susanne Palsig Jensen | Realkredit Danmark, 2001
  • "At bo er at leve. En debat- og inspirationsbog om bomuligheder for ældre" | Margrethe Kähler m.fl. | Høst & Søn, 1999
  • Arkitekt Jørgen Frost Larsen
  • Nykredit.dk
  • Nybolig.dk

Henvisninger:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab