BoligJobordningen: 4 trin til håndværkerfradrag

Regeringens BoligJobordning gør det muligt for dig at få fradrag for lønomkostninger til fx energirenovering og klimasikring. Vi guider dig trin for trin frem til håndværkerfradraget.

Hvilke krav er der til at få håndværkerfradrag?

Husk at du ikke kan få håndværkerfradrag, hvis du betaler kontant eller med check. Arkivfoto.

1. Bestil et stykke arbejde med håndværkerfradrag

Arbejdet skal stå på listen over ydelser, der giver håndværkerfradrag, og det skal være udført mellem 1. januar 2016 og 31. december 2017.

Når du vælger, hvem der skal udføre arbejdet, skal du vælge en virksomhed, der er momsregistreret. Vælger du en udenlandsk virksomhed, skal den både være momsregistreret i Danmark og stå i registeret for udenlandske tjenesteydere (RUT).

Ved arbejde udført i udenlandske fritidsboliger er der særlige krav til leverandøren.

Du kan hyre privatpersoner til at udføre serviceydelser som rengøring og børnepasning. Bed personen om at udfylde en serviceerklæring. På den måde sikrer du, at personen lever op til kravene.

2. Betal elektronisk med dankort, girokort eller via netbank

Betaler du regningen til leverandøren kontant eller med check, kan du ikke få håndværkerfradrag. Der gælder dog særlige regler for arbejde udført og betalt i 2011. Læs om dem på SKAT's hjemmeside.

Tidspunktet for betaling af arbejdet afgør, hvilket år du kan gøre brug af fradraget. Du kan bruge fradraget i det år, hvor arbejdet er udført, hvis du betaler din regning senest 2 måneder efter årets udløb.

Det betyder, at har du fået udført arbejde i 2016 og ønsker at benytte fradraget dette år, skal du have betalt regningen senest 28. februar 2017, ellers gælder fradraget for 2017.

LÆS OGSÅ: Håndværkerfradrag

3. Indberet dine udgifter til SKAT

Du skal indtaste dine udgifter i TastSelv Borger under Indberet servicefradrag (håndværkerfradrag). Du skal indberette hver betaling for sig. Husk, at du kun kan få fradrag for udgifter til løn. Prisen for arbejdsløn skal derfor fremgå særskilt på din regning.  

Har du fået udført service- eller vedligeholdelsesarbejde på din helårsbolig i 2012, 2013, 2014 og 2015, kan du stadig nå at indberette det og gøre brug af dit fradrag.

SKAT overfører automatisk de indtastede oplysninger som et fradrag på din årsopgørelse. Udgiften til arbejdsløn bliver trukket fra det beløb, du skal betale skat af.

Du kan maksimalt få fradrag for lønudgifter på 18.000 kr. inkl. moms om året. De 12.000 kr. er øremærket klimasikring og energirenovering, og de resterende 6.000 kr. kan du bruge på serviceydelser.

4. Gem dokumentationen for arbejdet

Du skal ikke sende dokumentation til SKAT, men de kan bede om dokumentation for arbejdet på et senere tidspunkt. Du skal derfor gemme alle regninger og kvitteringer.

Kilder og henvisninger

Kilder:

  • SKAT

Henvisninger:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab