7 gode råd mod indbrud i sommerferien

Sommerferien er højsæson for indbrud. Få 7 gode råd til, hvordan du holder tyven fra døren, når du er ude at rejse.

Det vigtigste du kan gøre for at undgå indbrud i dit hus er at sikre dine vinduer, låse og døre. Du kan få undersøgt, hvor godt dit hus er sikret, og hvad du kan gøre for at forbedre det, med et indbrudstjek, men kan du ikke nå det, har vi samlet syv andre ting, der kan hjælpe dig med at forhindre indbrud og undgå at få stjålet dine mest værdifulde ting, mens du er bortrejst.

Gå sammen om at bliver nabohjælpere på nabohjælp.dk, så I kan hjælpe med at holde øje med hinandens huse i ferier. Foto: Det Kriminalpræventive Råd

  1. Få dit hus til at se beboet ud. Lav med vilje lidt rod, så det ser ud som, at huset ikke er forladt. Lad fx lidt legetøj ligge fremme, stil en kop og lad en opslået avis ligge på spisebordet og lad opvasken stå på stativet. Sæt timere (tænd/sluk-ure) til din radio og dine lys, så de tændes om aftenen, og overvej at købe og bruge et fake tv/tv-simulator, der simulerer det lys, der kommer fra et tv, så det ud som om, at nogen ser tv. Træk gardinerne for i soveværelset, men ikke andre steder.   
  2. Få haven til at se ud som, der er nogen hjemme. Igen: Lav lidt rod. Lad fx bolde og hulahop-ringe og andet legetøj ligge på plænen eller terrassen, hæng tøj på tørresnoren, og stil havestolene lidt rodet ved havebordet.
  3. Brug nabohjælp. Fortæl dine naboer, at du tager på ferie. Brug fx den digitale feriekalender på nabohjælp.dk, hvor du kan oprette din ferie, så dine betroede naboer automatisk får besked. Aftal med naboerne, at de ser efter dit hus – i den digitale feriekalender får du besked, når dine naboer har tjekket din bolig. Lad fx naboerne fylde skraldespanden, tømme postkassen og parkere deres bil i indkørslen, så det ser beboet ud 
  4. Vis ikke feriebilleder på Facebook, mens du er af sted. Nogle indbrudstyve bruger fx Facebook, Instagram eller Twitter til at se, om beboerne er på ferie, så vent med at poste opslag til du er hjemme igen.
  5. Lad ikke tyven arbejde i fred. Brug sensorstyret lys til dine udendørs lys, så de automatisk tænder ved en bevægelse. Klip hækken ned, så den er højst 1,6 meter og gerne kun 1 meter høj, og fjern eller klip store hække/buske/træer ved dit hus ned, så en tyv ikke kan stå i skjul, mens han bryder ind.   
  6. Beskyt dine værdigenstande. Lad ikke værdigenstande som smykker, eller ting, som du er særligt glad for, ligge frit fremme, og gem dem heller ikke i soveværelset, som typisk er det første sted, en tyv vil lede. Læg dem i en bankboks eller et indbruds- og brandsikret pengeskab/værdiskab i hjemmet, eller gem dem et sted, hvor der er mindre risiko for, at en tyv vil lede. Gem også ekstranøgler til hus og bil.  
  7. Sæt en hængelås på skuret. Lås værktøj, haveredskaber og stige inde i skuret. Nogle tyve bruger de remedier, de kan finde på adressen, til at bryde ind med.