Snyd tyven!

Et tomt hus er lige til at bryde ind i. Men både du og naboen kan få det til at se ud som om, der er nogen hjemme.

En indbrudstyv ønsker ikke at bryde ind, hvis der er nogen hjemme. Derfor er det en god idé at få din bolig til at se beboet ud, selv om den står tom – uanset, om du bare er væk en weekend eller i en længere ferie.

Der er både en række ting, du selv kan gøre, og andre ting du kan aftale med naboen, hvis du er væk i længere tid.

Hvordan får du det til at se ud som, der er nogen hjemme?

  • Lad radioen køre, evt. med timerindstilling, så den spiller på forskellige tidspunkter.
  • Sæt en timer til dit lys, så det kan tænde og slukke på forskellige tidspunkter.
  • Stil bil eller cykler i indkørslen, hvis du har mulighed for det.
  • Efterlad børns legetøj, skateboard og lignende omkring huset.
  • Rod lidt indenfor – læg fx aviser eller magasiner på spise- eller sofabordet, stil en kaffekop et af stederne, lad opvasken stå i et stativ og hæng vasketøj på et tørrestativ. Lidt uorden er tegn på liv.
  • Lad lidt tøj hænge på tørresnoren udenfor, hvis du kun er væk i kortere tid. 
  • Anskaf dig et fake-tv, som udsender lys på samme måde som et tv.

Hvordan kan din nabo hjælpe dig med at få dit hus til at se beboet ud, hvis du er bortrejst?

  • Tøm postkassen dagligt. 
  • Tænd for tv eller radio, hvis du er inde i boligen.
  • Flyt rundt på gardinerne en gang i mellem.
  • Slå græs.
  • Flyt lidt rundt på havemøblerne
  • Hæng lidt vasketøj op på tørresnoren.
  • Parkér din bil i indkørslen, hvis beboerne ikke selv har en bil stående. 
  • Vinter: Lav fodspor i sneen og ryd sne foran indgangen (og evt. fortovet).