Hvornår sker der flest indbrud?

Hvornår sker der flest indbrud?

Der er indbrud året rundt, men nogle tidspunkter på året og bestemte dage skiller sig ud.

Hvis man skulle finde det mest typiske indbrud i en bolig, så ville det finde sted fredag formiddag i juleferien.

Det kan man ikke, men forskellige statistikker viser, hvornår risikoen er størst for indbrud.

Flest indbrud i december, november og oktober

Indbrudstyvene foretrækker at gå på ’arbejde’ i de mørke måneder. Således er der klart flest indbrud fra efterårsferien og frem til og med jul. Også fra årsskiftet og frem til marts er der flere indbrud end i alle de lyse måneder inklusive sommerferien, viser beregninger som Det Kriminalpræventive Råd (DKR) har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik over indbrud fra 2009-2015.

- Tyvene foretrækker vintermåneder, for her har de simpelthen bedre arbejdsbetingelser. Det bliver tidligt mørkt, og det giver dem flere timer med arbejdsro, hvor de kan skjule sig for nysgerrige blikke. Om vinteren holder naboerne sig typisk også inden døre, så risikoen for at blive opdaget er mindre end på en lys sommeraften, hvor der er mere aktivitet i nabolaget, siger Hans Peter de Place, forebyggelseskonsulent på indbrudsområdet i Det Kriminalpræventive Råd.

En særkørsel, som Danmarks Statistik har lavet, viser, at juleaftensdag klart er den dag på året, hvor der sker flest indbrud. Der er også mange indbrud 23. december og nytårsaftensdag.

Flest indbrud i juleferien, færrest i foråret

Der sker klart flest indbrud i juleferien, hvor der blev anmeldt flere end 1.200 indbrud om ugen – flere end dobbelt så mange som i ugerne 14-25, hvor der sker færrest indbrud i boliger.

Der sker klart flest indbrud fra efterårsferien og frem til og med jul

I det hele taget er der mange indbrud i ferierne, hvor mange ikke er hjemme. I uge 7-8, hvor der holdes vinterferie i Danmark, er der således markant flere indbrud end i ugerne før og efter. Der er dog lige så mange indbrud i ugerne efter efterårsferien som i selve ferien.

Flere end hvert femte indbrud sker fredag

Indbrud fordelt på uger

Gennemsnitligt antal anmeldte indbrud pr. uge i perioden 2009–2015 opdelt efter tid på året:

Hvilke dage er der flest indbrud?

Fredag er den dag, hvor der sker flest indbrud – flere end hvert femte indbrud finder sted på ugens femte dag.

Lørdag er der næstflest indbrud i boliger, mens omkring halvdelen af indbruddene finder sted mandag-torsdag. Med ni procent af indbruddene er der færrest indbrud om søndagen.

- I weekenderne er der flere huse, som står tomme, fordi folk går ud fredag og lørdag aften eller tager på weekendtur. Man tager typisk af sted fredag og kommer hjem igen søndag, og det tidsrum udnytter tyven til at bryde ind, forklarer Hans Peter de Place.

Indbrud fordelt på dage

Anmeldte indbrud i årene 2009–2015 fordelt efter gerningstidspunktets startugedag:

Hvilket tidspunkt i døgnet er der flest indbrud?

Den seneste undersøgelse, der viser, hvornår på et døgn, der er indbrud, er en undersøgelse fra Forskningsenheden i Justitsministeriet fra 2004. På grund af undersøgelsens alder, er det ikke sikkert, at resultaterne fra den stadig gælder.

Ifølge undersøgelsen er der flest indbrud om formiddagen, henholdsvis kl. 11, 12 og 10. Også kl. 19, 18 og 20 er der forholdsvist mange indbrud. Der er klart færrest indbrud om natten og tidlig morgen.