Hvad er biologisk bekæmpelse?

Biologisk bekæmpelse bruges primært i drivhuse, men kan også bruges i vindueskarmen, udestuen og i haven til at holde skadedyrene nede. Det er vigtigt, at nyttedyrene sættes ud på planterne, inden skadedyrene har ødelagt dem.

Ifølge haveselskabet.dk er sigtet med biologisk bekæmpelse at skabe balance mellem nytte- og skadedyr. Der skal ikke være for mange skadedyr, men er der på den anden side for mange nyttedyr, risikerer du, at de dør af sult eller æder hinanden, og så mister du dit forsvar mod nye indtrængere.

Derfor bør målet ikke være at få udryddet skadedyrene helt. Samtidig skal du væbne dig med tålmodighed, da det kan tage tid, før der opstår en naturlig balance mellem nyttedyr og skadedyr.

Almindelige skadedyr og deres fjender

Spindemider – brug rovmider. Spindemider er ca. 0,5 mm små mider og sidder typisk på undersiden af bladene på fx agurk, peber, jordbær og mange potteplanter. Rovmidens larver spiser spindemiderne.

Mellus – brug snyltehvepse. Mellus er ca. 1-2 mm små hvide insekter, der angriber fx tomat, agurk og mange potteplanter. Snyltehvepsene lægger æg i mellusenes larver og dræber dem derved. De slår altså ikke de voksne mellus ihjel.

Bladlus – brug galmyg og snyltehvepse. Der findes mange bladlusearter, og de varierer fra grønlig til brun og sort i farven. De sidder typisk i topskud og på undersiden af bladene og suger plantesaft. Galmygs larver dræber bladlus og snyltehvepse lægger æg i bladlus.

Sommerfuglelarver – brug DIPEL. Nogle sommerfuglelarver spiser planterne i drivhuset, grøntsager, prydplanter og hæk. DIPEL er en væske, der indeholder en bakterie, som kun er effektiv over for sommerfuglelarver, der spiser det.

Kan du selv indsamle eller tiltrække nyttedyr?

Du kan godt selv indsamle nyttedyr i haven og sætte dem ind i drivhuset - fx er mariehøns gode at sætte ind mod bladlus - men det sikreste og nemmeste er at købe nyttedyrene.

Hvis du overvejer at købe nyttedyr er drivhusets lukkede miljø en fordel. Du bestemmer selv, hvilke dyr der skal sættes ind, og drivhuset beskytter dyrene mod dårligt vejr.

Bestem skadedyret

Inden du bestiller, er det vigtigt, at du er helt sikker på, hvilket skadedyr du har med at gøre. Brug en lille lup og slå dyret op fx i en skadedyrsguide som denne.

Skadedyr er ganske små, ofte under én millimeter, og de gemmer sig gerne på undersiderne af bladene eller i bunden af en agurkeblomst, og hvis du ikke kan finde dem, kan du tage udgangspunkt i symptomerne på planterne.

Sådan bestiller du nyttedyr

Du kan købe nyttedyr til biologisk bekæmpelse i små pakker. Det nemmeste er at bestille dem på nettet og få dem tilsendt. Dyrene modtager du i postkassen i en lille æske.

Der findes flere forskellige forhandlere som fx

Brug insektsæbe først

Mens du venter på dine nyttedyr, er det en god ide at bruge insektsæbe. Insektsæbe sprøjtes på skadedyrene og skaber en hinde omkring dem, så de ikke kan trække vejret.

Snyltehveps mod bladlus - sådan gjorde vi

Videncentret Bolius har afprøvet nyttedyr.dk, hvor vi bestilte snyltehvepse og galmyg mod bladlus til en peberfrugtplante med et massivt angreb af bladlus. En sådan blanding koster ca. 215 kr. inklusiv forsendelse. Et par dage efter bestillingen modtog vi en lille æske med posten.

I æsken var nyttedyrene som pupper blandet med et granulat, som holder dyrene fugtige. Enkelte dyr var allerede udklækket i æsken. Ifølge forhandleren skulle der være nyttedyr nok i æsken til et lille hobbydrivhus, en udestue eller til roserne i haven.

På hjemmesiden anbefaler forhandleren at bruge insektsæbe, inden du sætter nyttedyrene ud. Vi havde imidlertid ikke købt insektsæbe, og da nyttedyrene allerede var begyndt at udklække i plastikæsken, frygtede vi, at de ville omkomme, hvis de ikke kom ud hurtigst muligt, så vi besluttede at udsætte dem med det samme.

Det kan imidlertid ikke anbefales at springe over insektsæben! Antallet af bladlus var for massivt, og nyttedyrene kunne slet ikke følge med.

Vi endte med at måtte bruge insektsæbe efterfølgende, en behandling, der var hård mod planten, særligt pga. det store antal bladlus. Det var imidlertid effektivt, men desværre blev også nyttedyrene tilsyneladende udryddet efter den behandling.

Sådan får du succes med nyttedyr i drivhuset

  • Vask drivhuset med brun sæbe før hver sæson. Lad det tørre i nogle dage, inden du planter. 
  • Tjek nye planter for skadedyr, før du sætter dem ind i drivhuset. Så evt. selv dine planter. 
  • Undersøg planterne for skadedyr og symptomer én gang om ugen. Brug en lup. 
  • Sæt nyttedyr ud, så snart du opdager skadedyrene. Rovmider med "startfoder" kan udsættes præventivt, da nyttedyrene selv har madpakken med. 
  • Sprøjt med insektsæbe, før du udsætter nyttedyrene, hvis du opdager et kraftigt skadedyrsangreb.
  • Giv planterne gode vækstforhold. Sunde planter kan huse flere skadedyr, før det går ud over udbyttet.

Kilde: Haveselskabet.dk

Podcast: Mig og min have

Episode 9: Insekter

Jesper har en skummel plan om at sende Andreas på insektekspedition og smage på insekter. Bugging Denmark har en fårekyllingefarm og arbejder med thailandske metoder. Fårekyllingerne kravler rundt i æggebakker i varme, tørre og rene forhold. Farmen sælger fårekyllingerne som menneskeføde, og de skulle efter sigende smage af nødder.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit