Tjekliste | 20 trin

Byg en mini-hønsegård

Har du høns i haven, kan det være praktisk med en lille løbegård, du kan flytte rundt på, hvis hønsene for en tid kun må være i afgrænsede områder af haven. Se her, hvordan du trin for trin bygger en mini-hønsegård, hvor 3-4 høns kan gå.

1. trin

Det skal du bruge

Værktøj: Rundsav med skinne, håndsav, skruetvinger, skruemaskine, tommestok og knibtang til at bide hønsenettet over.

Materialer: 3 stk. 16 mm vandfast krydsfinérplader, hønsenet, Skruer til udebrug til at skrue pladerne sammen med. Profilskruer med stor krave til at montere hønsenet, spånskruer til hønsetrappen og 2 små bladhængsler til æggelemmen.

2. trin

Må pladerne op

Streg 2 plader op, så de begge måler 1 meter i bredden og 2,44 meter i længden, som er fuld længde for en krydsfinérplade.

3. trin

Skær pladerne med rundsaven

Skær pladerne, du lige har opmålt, så de bliver 1 meter i bredden. Vi brugte rundsaven, det giver en helt lige og ren kant.

4. trin

Streg op til vinduerne

Streg op til hønsehusets vinduer - et stort og et lille vindue i hver plade. De store vinduer skal være 1 m. brede og 10 cm. fra bund, top og den ene sidekant. De små vinduer skal være 20 cm høje og tilsvarende 10 cm. fra alle sider samt fra de store vinduer.

5. trin

Spænd pladerne sammen

Ved at spænde de 2 plader sammen, kan vinduerne i begge plader skæres på en gang. Brug 4 skruetvinger, så pladerne ikke rykker sig, når du skal til at skære.

6. trin

Skær ud til vinduerne

Så skal der skæres ud til hullerne. Ved at bruge rundsaven og en skinne sikrer du, at kanterne bliver helt lige. Har du ikke en rundsav, kan du alternativt bruge en stiksav.

7. trin

Profilskruer holder hønsenettet fast

Til at fastgøre hønsenettet brugte vi profilskruer. De har en stor krave, som holder hønsenettet fast.

8. trin

Montér hønsenettet

Rul hønsenettet hen over vinduerne på det, der skal være hønsehusets inderside.

Skru det fast, så skruernes hoveder holder på nettet, der hvor 3 tråde samles.

Klip hønsenettet af, så der er et overlæg på 4-5 cm.

9. trin

Sæt en skrue pr. 20 centimeter

Skru hønsenettet fast, så skruerne sidder med cirka 20 centimeters mellemrum. Så sikrer du, at hønsenettet ikke gaber, og at hønsene at stikker af.

10. trin

Skrue pladerne sammen i en vinkel

Sæt pladerne sammen i en vinkel på 90 grader. Brug evt en vinkel og en hjælper til at holde pladerne.

Skru pladerne sammen med selvborende skruer - så behøver du ikke bore for.

Sæt en skrue pr. 15-20 cm., og monter den første skrue 5 cm fra kanten, så pladen ikke flækker.

11. trin

Mål op til 'hemsen'

Så skal hemsen laves, hvor hønsene kan hvile sig. Vi bygger hemsen i enden med det lille vindue.

Mål først op til bredden på hemsens bundplade. Hemsen skal i længde flugte med det lille vindue.

12. trin

Skær bundpladen i smig på 45 grader

Indstil rundsaven, så den skærer skråt med en smig på 45 grader. Skær siderne til hemsens bundplade skråt, så den kan sidde tæt mod hønsehusets skrå sider.

13. trin

Montér bundpladen

Vip hønsehuset på siden og læg bundpladen på plads. Pladen skal sidde lige over det lille vindue, så der bliver så meget loftshøjde på hemsen som muligt.

Skru pladen fast fra ydersiden med MontaFlex selvborende skruer.

Sæt 1 skrue pr. 20 cm.

14. trin

Lav endegavle

Så skal der laves 2 faste endegavle. Stil hønsehuset lodret på den sidste krydsfinerplade og streg direkte op efter hønsehuset. Brug en rundsav-skinne eller et loddebræt til at strege gavlenes bund op efter, så du sikrer en helt lige kant.

15. trin

Montér gavlene

Skær gavlene ud. Vi har valgt at lave faste gavle på vores hønsehus for at stabilisere det, så det ikke bliver vakkelvornt. Begge gavle skrues på direkte ind i siderne, med MontaFlex selvborende skruer. Sæt 1 skrue pr. 10-15 cm.

16. trin

Lav lemmen

Så skal vi lave en lem, så vi kan tjekke til dem, når de putter sig på hemsen. Lemmen er ca. 40 cm. bred og 20 cm. høj. Streg op til lemmen og sæt stregerne minimum 10 cm. fra kanten. Brug rundsaven på skinne, til at skære ud til æggelemmen, så du sikrer helt lige og pæne kanter. Har du ingen rundsav, kan du alternativt bruge en stiksav.

17. trin

Montér hængsler til lemmen

Så er det tid til at montere hængslerne. Brug små bladhængsler og skru dem fast i toppen af lemmen, du netop har skåret fri, og ca. 5 cm. fra hver af lemmens ender.

18. trin

Hønsetrappe til hemsen

Så skal der laves en trappe, så hønsene nemt kan komme op på hemsen. Vi skar en plade på 12,5 cm i bredden og 75 cm i længden. Herefter skar vi 12 små lister som trappetrin. Listerne er 1,5 cm brede og 12,5 cm lange.
Skru listerne på pladen med 10 cm. mellemrum. Første trin starter 5 cm fra toppen. Brug små spånskruer til udendørs brug og sæt en spånskrue i hver side af trappetrinet.

19. trin

Gør hønsetrappen skridsikker

Skru de 2 sidste lister på bagsiden af trappen - én helt øverst og én på den anden side af første trin. De forhindrer hønsetrappen i at skride, når hønsene går på den.

20. trin

Færdig mobilt hønsehus

Montér til sidst en siddepind på hemsen. Brug gerne en pind fra skoven. Skær pinden i smig og monter den 5 cm. fra hemsens bund med en skrue i hver side.

Og så er mini-hønsegården klar til at få hønsegæster.