Danmark løber tør for træbriketter

Den hidtil milde og regnfulde vinter har været en kæp i hjulet på produktionen af træbriketter, som ifølge flere forhandlere er blevet en mangelvare over hele landet.

Brændende træbriketter til optænding

En mild vinter og en stor mængde regn har mindsket udbuddet af træbriketter. Foto: Colourbox

Et af danskernes foretrukne fyringsmidler er pludselig blevet en mangelvare. 

Adskillige forhandlere rundt om i landet er således løbet tør for træbriketter, og inden længe bliver træpiller og andet biobrændsel også en mangelvare. Samme situation gør sig gældende over hele Europa, fortæller flere danske byggemarkeder, Bolius har været i kontakt med.

Et af de byggemarkeder, der oplever problemer med at skaffe biobrændsel nok til at kunne efterkomme forbrugernes behov, er byggemarkedet Jem & Fix.

- Der er stor efterspørgsel på træbriketter, men ingen forhandlere har noget, og der er ikke rigtig noget at få, siger Claus Petersen, adm. direktør i Jem&Fix, til Bolius.

- Jeg tror ikke på, at vi når at få normale tilstande i denne sæson, og selvom der kan købes brænde nogle steder, ser jeg ikke umiddelbart noget alternativ til træbriketterne, fortsætter Claus Petersen. 

Mild vinter har saboteret høst

Forklaringen på det manglende udbud hænger sammen med den hidtil milde vinter og al den regn, der er væltet ned over Europa i de seneste måneder.

Især det våde vejr i Baltikum udgør nu et problem for det danske forbrug af biobrændsel, da næsten hele Danmarks forsyning af biobrændsel importeres fra udlandet, heraf omkring halvdelen fra de baltiske lande.

Danmark har selv en beskeden produktion, men i løbet af de seneste tyve år er danskernes forbrug skudt i vejret, og det betyder, at vi nu er dybt afhængige af import fra de baltiske lande.

Men nu står skovene i Baltikum under vand. Jorden er blød, og skovhuggerne kan ikke komme ind og fælde træerne. De håber på snart at få frost, så produktionen kan komme i gang igen.

Svært at spå om behov

Hos Jem & Fix forklarer Claus Petersen, at det kan være svært at forudse, hvor meget brændsel man skal bestille hjem, inden sæsonen begynder.

- De seneste fem år har det ikke rigtig været vinter, og så har en lidt koldere vinter i år. Det svinger meget og er svært som forhandler at vurdere, hvor meget man har brug for at importere, siger Claus Petersen.  

Han forklarer, at de har indrettet sig efter tidligere års mindre efterspørgsel. Nu er efterspørgslen stor i hele Europa, og indkøberne kan ikke følge med. 

Mangel på træbriketter rammer store som små

Det er ikke kun de store byggemarkeder, der mangler træbriketter og andet biobrændsel. Også hos Øernes Brændeplads i Helsingør mærker man situationen. 

- Alle har været generet af den milde vinter, siger Flemming Eickhoff, indehaver af Øernes Brændeplads.

- Jeg har heldigvis en leverandør i Sverige, som ikke er løbet tør, men jeg oplever også ventetid, og mine kunder har i nogle tilfælde afbestilt deres ordrer, siger Eickhoff.

Selvom de vejrmæssige forhold er den væsentligste årsag til manglen på træbriketter, har andre begivenheder også haft betydning. Flere kilder oplyser til TV 2, at en brand på fabrikken Fågelfors i Småland i sommeren 2017 har påvirket udbuddet af træbriketter. Fabrikken stod for en del af leverancerne til Danmark.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab