Nøkkerose, krebseklo, brudelys, og muslingeblomst. Planterne til havedammen har maleriske navne, og der er mange at vælge i mellem.

Når du skal vælge planter, kan det være fristende at vælge planter ud fra, hvilke planter du synes er smukkest. Men sørg også for at vælge ud fra plantens funktion. Nogle planter er bedre end andre til at holde vandet klart i havedammen, mens andre skaber gode betingelser for dyrelivet i og ved dammen.

Det er også vigtigt, at du vælger den rette jord, de rette gødningsformer samt jævnligt luger ud og beskærer planterne i havedammen, hvis du vil give dem de rette vækstbetingelser.

De bedste planter til havedammen

  • Hornblad (undervandsplante)
  • Vandspir/Hestehale (undervandsplante)
  • Tusindblad (undervandsplante)
  • Nøkkerose (vandplante med flydeblade)
  • Krebseklo (flydeplante)
  • Vandhyacint (flydeplante)
  • Muslingeblomst (flydeplante)
  • Iris (sumpplante)
  • Sværdsiv - Juncus ensifolius (sumpplante)
  • Kærmysse (sumpplante)
  • Brudelys (sumpplante)
  • Bukkeblad (sumpplante)

Kilder: Dan Nürnberg fra DanKoi og Ellen Margrethe Mikkelsen fra Lundhede Planteskole

Hornblad, vandspir og tusindblad

Alle tre planter er fintløvede undervandplanter, der egner sig godt til havedamme generelt.

Fordelen ved dem er, at de optager næringsstoffer fra vandet, så der ikke kommer for mange alger. På den måde hjælper de med at holde vandet klart og dermed opretholde en naturlig balance i havedammen.

Nøkkeroser 

Nøkkerose kaldes ofte, fejlagtigt, åkande – også i planteskolernes sortiment, hvor du skal kigge efter planter med navnet ’Nymphaea’, hvis du vil have en nøkkerose med dig hjem. Nøkkeroser og åkander er godt nok i samme familie, men de tilhører to forskellige planteslægter.

Der findes mange forskellige typer af nøkkeroser, også i forskellige farver. Selvom de fås både i rød, hvid eller gul, så gå ikke kun efter farven men også efter plantens egenskaber. Det er nemlig vigtigt at købe en plante, der passer til dammens størrelse.

Den hvide nøkkerose ’Alba’ samt den lyserøde ’Hollandia’ egner sig fx bedst til større havedamme, da de har det med at blive for store og uregerlige i en almindelig lille havedam. 

Nøkkerosen ’Nymphaea Gonnere’, som er kendetegnet ved dens dobbelte blomster med mange kronblade i en ren hvid farve, er ikke så voldsom og egner sig bedre i en almindelig havedam.  Det samme gælder forskellige sorter af dværgnøkkeroser, som fx ’Ellisiana’. Ellisiana er en kompakt sort med pink blomster, der er forholdsvis nem at få til at trives i den lille havedam. 

Krebseklo

En anden god vandplante er krebseklo. På samme måde som de fintløvede undervandsplanter, optager den en masse næringsstoffer fra vandet og hjælper med til at holde en god balance i havedammen. 

Krebseklo er fritflydende og har det med at brede sig, hvis man ikke luger ud i den en gang imellem. Men fordi den flyder frit, er det nemt at fiske dele af den op og smide den på komposten.

Muslingeblomster

Vil du sætte et skulpturelt pift til havedammen i sommerperioden, er muslingeblomster et godt valg. Muslingeblomst er en flydeplante, der er kendetegnet på sine runde blade.  

Muslingeblomster breder sig hurtigt, men da de ikke er vinterhårdføre, holder de sig kun sommeren over. Til gengæld er de ikke særlig dyre og er derfor gode, hvis du ønsker lidt variation i havedammen.

Iris og siv

I sumpbedet langs kanten af dammen skal der også være planter, og her kan du med fordel plante Iris og forskellige siv. Her anbefaler Dan Nürnberg, at du planter iris og forskellige siv, som ikke blot er dekorative, men også er med til at skabe rammerne for et godt dyreliv i havedammen, hvor tudser og insekter kan boltre sig.

Både siv og iris findes i et hav af forskellige sorter, og vil du sætte kulør på vandkanten, findes iris, ud over almindelige gule, også i blå, næsten sorte og hvide udgaver.

Juncus ensifolius (sværdsiv) egner sig godt til almindelige havedamme, da de er nemme at styre. Undgå derimod at plante almindelige dunhammer, da de breder sig for meget.

Brudelys bukkeblad og kærmysse

Når du skal vælge planter til sumpbedet, er det vigtig at vælge nogle, der kan tåle periodevis hel eller delvis udtørring. Her kan kærmysse, bukkeblad anbefales. Kærmysse og bukkeblad sætter hvide blomster, mens brudelys med sin sivagtige vækst sætter sarte lyserøde skærme af blomster.

12 gode råd om at plante i havedammen

  1. Plant vandplanter i netkurve. Når du planter i kurve får planterne ilt til rødderne og de breder sig ikke for meget.
  2. Brug lerholdig specialjord til havedamme - gerne med ishavs-ler, der er blandet med lidt sand eller grus.
  3. Plant undervandsplanter - de er vigtige, fordi de optager næringsstoffer fra vandet og derved begrænser algevæksten.
  4. Plant de høje planter bagest i sumpbedet tættest på vandet og de lavere foran - ligesom i et blomsterbed.
  5. Hvis der er fisk i bassinet, bør sumpbedet adskilles fra vandbassinet f.eks. med en række store sten eller en kantmåtte. Fiskene kan ikke lade være med at pille i kanten og i planterne og splitte dem ad.
  6. Gød kun med specialgødning til havedamme f.eks. gødningskugler, som stoppes ned i jorden omkring planten om efteråret, eller flydende gødning. Brug aldrig almindelig havegødning, da det overgøder dammen, så der kommer mange alger.
  7. Klip sumpplanterne ned om efteråret, ellers falder de visne planter ned i dammen, hvor de går i forrådnelse.
  8. Nøkkeroser er flydeplanter, hvis blade flyder i vandoverfladen. De skal plantes i en dybde, der passer til den størrelse de får, når de er udvokset. De lave sorter kan drukne, hvis de plantes på for dybt vand.
  9. Vælg nøkkeroser med omhu. Undgå sorter, der bliver for store og uregerlige i forhold til dammens størrelse.
  10. Undgå at plante nøkkeroser i nærheden af springvand, da planterne ikke kan lide at få sprøjtet vand på bladene.
  11. Klip nøkkeroser ned til ca. 5 cm over roden, men bevar det nederste sæt blade.
  12. Plant nøkkeroserne om hvert eller hvert andet år. Bræk de gamle dele af roden af og plant de nyeste dele. Der skal være mindst et øje/skud på hver ny roddel.