”Du får penge tilbage i skat. De bliver automatisk sat ind på din konto”.

Ovenstående er en besked, de fleste håber at få mandag den 11. marts 2019, når årsopgørelsen for 2018 tikker ind på skat.dk.

Det er nemlig de færreste, der synes, at det en nem opgave at lave en helt igennem korrekt forskudsopgørelse. Og derfor sidder mange danskere klar til at tjekke årsopgørelsen for at se, om de skal have penge tilbage i skat eller i stedet betale en restskat.

Er man er i et parforhold er spændingen for mange større, da et eventuelt positivt resultat oftest vil blive delt ligeligt.

I mere end hver anden parforhold går alle penge i overskydende skat til en fælleskasse – helt præcist vælger 56 % denne løsning ifølge en YouGov-undersøgelse foretaget for Videncentret Bolius i november 2018.

- Værdien ved at lægge pengene i en fælleskasse er, at de bidrager til den fælles opsparing, som kan bruges til uforudsete udgifter eller fælles projekter. Men det kræver, at parret har fælles præferencer for, hvad pengene skal bruges til, siger Christian Bjørnskov, lykkeforsker og professor i økonomi hos Aarhus Universitet. 

Overskydende skat er lommepenge for yngre par

I parøkonomi er der som regel en stor forskel på, hvad de unge og de ældre vælger at gøre. Og hvad man gør med overskydende skat er ingen undtagelse.

Hos ældre par på over 55 år vælger 66 % af parrene at dele pengene ligeligt i en fælleskasse. Men hos de unge på mellem 25 og 34 år er det kun 37 %, der vælger denne løsning. I stedet beholder de fleste 25-34-årige de penge, de får tilbage i skat, selv.

- Jo yngre man er, jo mere kreditbegrænset er man. Dvs., når man får et større beløb tilbage, kan man pludselig bruge mere, end man plejer, og derfor giver det for nogle bedre mening at give overskydende skat som lommepenge frem for at spare op i en fælleskasse, siger Christian Bjørnskov.

Undersøgelsen viser også, at parrenes indkomst ikke spiller ind – deres valg ændrer sig ikke, uanset om husstandsindkomsten er lav, gennemsnitlig eller høj. 

Boligejer: Det skal du huske at rette i forskudsopgørelsen

Som boligejer er der en række punkter, der har indflydelse på, hvad du skal betale i skat. Sørg derfor at ændre din forskudsopgørelse, hvis du:

  • Har ændrede renteudgifter, fx ifm. omlægning af lån eller ved køb af bolig.
  • Har brugt ydelser, der giver håndværkerfradrag.
  • Har skattepligtig indkomst fra udlejning af helårsbolig eller fritidshus.

Kilde: Jørgen Munksgaard Rasmussen, boligøkonomisk ekspert i Videncentret Bolius

Syddanskere putter overskydende skat i fælleskassen

Til gengæld er der forskel i forhold til, hvor man bor. Par fra Region Syddanmark vælger i markant højere grad at lægge den overskydende skat i en fælleskasse – 64 % for at være nøjagtig.

I den modsatte ende er par fra Region Hovedstaden, hvor kun lige halvdelen (51 %) vælger at dele pengene ligeligt.

 

Er jeres parøkonomi som alle andres?

Spørgsmålet om hvad par gør med overskydende skat er blot ét af flere spørgsmål i en YouGov-undersøgelse foretaget for Videncentret Bolius. På baggrund af den undersøgelse har vi lavet en quiz, hvor du kan sammenligne jeres parøkonomi med den gennemsnitlige besvarelse i undersøgelsen.

Prøv quizzen herunder.