Opbevaring i kælderen

Brug kælderen til at lette husets øvrige rum for opbevaring.

Hvad bruger danskerne kælderen til?

Kælderen bruges primært til:

  • Opbevaring: 77 %
  • Værksted/hobbyrum: 60 %
  • Vaskerum/bad: 56 %
  • Bryggers: 31 %
  • Opholdsrum (legestue, tv-rum m.v.): 19 %
  • Kontor: 18 %
  • Soveværelse: 16 %
  • Andet: 13 %
  • Festsal: 10 %

Undersøgelsen er lavet af YouGov for Videncentret Bolius. 1.007 boligejere fra 18-74 år er blevet spurgt fra 9.-13. oktober 2013

Flyt al opbevaring ned i kælderen, så du udnytter dine rum med dagslys ovenpå bedst muligt. Få rene linjer i soveværelset eller skab plads til et kontorhjørne i stuen ved at rykke alt det, du har fyldt i store skabe og skænke, ned i kælderen. Få også mere plads i køkkenet ved at lave et forrådskammer i kælderen til opbevaring af dåser, konserves og andre langtidsholdbare madvarer.

Sådan opbevarer du bedst ting i kælderen

  • Placér reoler til opbevaring op ad indervægge frem for ydervægge, hvis det er muligt.
  • Brug reoler uden bagbeklædning, så der stadig kan komme luft til væggene.
  • Skjul dit rod ved at montere skydedøre på skinner foran reolsystemet. Sæt ventilationsriste i dørene, så luften kan passere.
  • Pak dit rod ned i plastikkasser, og del dem op i fx tøj, sportsudstyr og papirer, så du ved, hvor du skal lede efter tingene.
  • Saml opbevaringen ét sted i kælderen. Det gør det lettere at udnytte resten af kælderen til sjovere funktioner end opbevaring.

Indret værksted i kælderen

Et godt værksted til at snedkerere, ordne cykel og lave papmaché med ungerne kræver plads. Begrænser du værkstedet til et enkelt kælderhjørne, hober materialer og halvfærdige projekter sig hurtigt op, der gør, at du aldrig bruger værkstedet.

Kan du få store genstande ned i kælderen?

Skal du fikse gamle møbler og arbejde med brædder og lister, skal de kunne komme ned i dit værksted på en nem måde. Har kælderen ikke udgang til haven, kan du sætte et vindue i lyskassen, der har løs lodposte, så der ikke er nogen midterstolpe, og du kan åbne vinduet helt.

Afsæt plads i værkstedet

Hvis du skal flytte en masse ting rundt for at få plads til dit projekt, eller pakke en masse udstyr ud og væk efter hver arbejdsgang, kører du hurtigt sur. Derfor: Gør plads til, at fx skruestik og søjleboremaskine kan forblive skruet fast på bordet, og sørg for rigelig bordplads. Gør plads til midlertidig opbevaring af projekter i venteposition på dit bord eller i reolen. Hav også plads til et lille materialelager af trælister, skruer eller cykeldæk.

Indret værkstedet rigtigt

Er værkstedet kun for dig, kan du indrette efter dit eget snørklede system. Men skal dine børn og resten af familien også kunne finde hammer og boremaskine, skal systemet være lettere at overskue. Fx er en værktøjsvæg med aftegninger af sav og svensknøgler en god løsning.

Hold rent i værkstedet

Sørg for, at du let kan feje bordplade og gulv fri for spåner, savsmuld og lign. Gør det muligt at skærme af ved støvende, larmende og lugtende arbejde og husk ventilation.

Gør kælderen anvendelig

Når din kælder først er nogenlunde tør, kan du gøre ting både i den dyre og billige ende af prisskalaen, der gør den mere indbydende og anvendelig.

  • Udgrav udgang til haven. Det er en dyr omgang, men en dør ud til haven gør din kælder langt mere anvendelig. Så kan du holde al beskidt færden nede i kælderen. Det gør det også mere oplagt at lave gartnerværksted med rødder og knolde i kælderen. Pris: 50.000-75.000 kr.
  • Omlæg rør og læg dem i rørkasser. Det gør rummene højere og får dem til at virke mere overskuelige. Pris: 25.000-35.000 kr.
  • Etablér ny lyskasse. Det giver mere dagslys. Mod syd og vest får du direkte lys, fra nord får du himmellys. Pris: Ca. 25.000-40.000 kr. ekskl. kloakarbejde.
  • Læg flisegulv. Vælg fliser med god slidstyrke og helst gennemfarvede, så det ikke giver synlige skår, hvis du slår en flig af. Pris: 300-1.200 kr./m2.
  • Mal vægge, loft og gulv. Mal i lyse, blanke farver, der reflekterer lyset.
  • Vælg belysning med omhu. Når du ikke har dagslys, så vælg gode LED-pærer, der har god farvegengivelse, og sørg for både spredt lys og arbejdslys ved værksted og andre arbejdsstationer.

Indret fleksibel festsal i kælderen

Lav et fleksibelt festrum i kælderen, hvor du også har glæde af pladsen alle de dage, hvor I ikke holder store fester. Hold rummet fri for opbevaring, og møblér det med ting, du let kan flytte ud for at skabe plads til langborde og dansegulv. Et badeværelse i kælderen er i øvrigt en god idé, hvis husets teenagere skal have lov til at feste i fred.

Det kan du bruge festrummet til i hverdagen:

  • Hjemmebiograf. Et par bløde sækkestole og et lærred, der kan rulle ned foran endevæggen.
  • Spillerum. Opstil bordtennisbord og bordfodbold.
  • Motionsrum. Fx motionscykel, crosstrainer, boksebold, romaskine og ribbe på væggen.
  • Tørrerum. Kun hvis du kan lukke rummet af, og der er ventilation og opvarmning! Ellers giver det for meget fugt.

Indret bad og bryggers i kælderen

Få en vvs-installatør til at undersøge kloakforholdene, hvis du vil etablere bad og bryggers i kælderen, for det kan blive dyrt, hvis dine afløb sidder uheldigt.

Nogle gange er det en fordel at placere kælderens badeværelse under badeværelset i stueetagen, så rummet er tæt på de eksisterende installationer. Men i forhold til at etablering af badeværelse hurtigt løber op i 30.000-35.000 kr./m2, er udgiften til et par ekstra rørføringer ikke så stor, og det er vigtigere, at dit nye badeværelse bliver funktionelt og får den rette placering. Mekanisk ventilation er et lovkrav.