Hvis du nemmest vil sælge dit hus, skal det være bygget i røde mursten eller have en lys og vandskuret facade, et tag med glaserede tegl, træ/alu vinduer og trægulve. Det er dog ikke alle huse, der visuelt kan bære glaserede tegl, og her vil almindelige tegl være det rigtige valg.

Det viser en ny undersøgelse, hvor samtlige mæglere hos Realmæglerne og BoligOne har svaret på, hvilke byggematerialer der gør et hus mest salgbart.

Boligkøbere vil have vedligeholdelsesfrie materialer

Langt størstedelen af de populære materialer handler om holdbarhed og minimal vedligeholdelse. Det var også resultatet, da mæglerne svarede på undersøgelsen i 2014. Men der er alligevel sket et lille skifte. 

Direktør i RealMæglerne og BoligOne, Preben Merrild Angelo, fortæller, at vandskurede ydermure, ofte hvidmalede eller i lyse nuancer, bliver en stadig mere populær opgradering af boligen. Det skyldes nok primært, at det er en fremgangsmåde, der kan forvandle 70’ernes parcelhuse til et 2019-look.
Samtidig er det tydeligt, at boligkøberne stadig i stigende grad efterspørger vedligeholdelsesfrie materialer. 

– Røde murermestervillaer og patriciervillaer er stadig en efterspurgt vare, som har ry for at være sunde huse bygget i gode materialer. Men da størstedelen af boligmassen er parcelhuse bygget i 60’erne og 70’erne, er der mange boligkøbere, som tænker ud af boksen, og som opdaterer et parcelhus i moderne, energirigtige og vedligeholdelsesfrie materialer, fortæller Preben Merrild Angelo.

Vedligeholdelsesfrie vinduer sælger huset

Der er heller ikke meget arbejde ved træ/alu vinduer, hvor ydersiden er vinduerne er lavet i aluminium, så de ikke skal males. Og det er populært, lyder det fra Home.

- Træ- og aluvinduer er klart noget, som mange købere foretrækker. Det er pænt, praktisk, og så behøver det ikke at koste en formue at vælge den løsning, siger Michael Dalsager, seniorkommunikationskonsulent i Home og uddyber.

- Materialevalget i huset spiller en stor rolle for, hvad det kommende ejerskab kræver af kræver af tid og flid fra boligejeren. En praktisk og nem bolig er et kæmpe plus, siger han.

Almindelige tegl mere populært end glaserede tegl

Op gennem 00’erne har glaseret tegl på taget været populært. Normalt er der meget delte meninger om glaseret tegl på taget, og i den nye undersøgelse har almindelige tegl ogsåovertaget førstepladsen. 
Ifølge Michael Dalsager handler det meget om, at glaserede tegl kræver en speciel hustype for at passe ind i købernes drømme.

- Mange foretrækker almindelige tegl, og det er vores opfattelse, at det er især sorte og grå tegl, der er fremherskende ved renovering samt nybyggeri. Derimod kan glaserede tegl passe rigtig godt til en palævilla, siger han.

Det er dog langt fra alle huse, at glaserede tegl passer til.

- På et almindeligt parcelhus passer harmonerer ikke så godt med byggestilen, siger Michael Dalsager.

Vælg byggematerialer der passer til hustypen

Mens nogle byggematerialer vil være populære i den brede befolkning, så er det ikke sikkert, at de er det rigtige valg til lige netop dit hus. 

Rådet fra Home lyder, at man skal være påpasselig med blot at vælge byggematerialer ud fra, hvad der er vedligeholdelsesfrit og efterspurgt blandt købere, hvis det ikke passer ind i husets stil.

- Boligen og vores indretning understøtter vores personlighed – for nogen mere end andre. Materialevalget har i den forbindelse stor betydning for arkitekturen og æstetikken. Det er et signal, vi sender til omverden, siger Michael Dalsager og uddyber.

- Eksempelvis vil plastvinduer i en patriciervilla trækker gevaldigt ned i prisen, fordi en kommende køber sandsynligvis vil skifte hele rækken af vinduer fra ende til anden, fastslår Michael Dalsager.

Populære byggematerialer i 2019

Så populære er de forskellige byggematerialer målt på en skala fra 1 til 10 med 10 som højeste karakter:

Vinduer

Træ/alu: 9

Træ: 6,6

Aluminium: 6,5

Plast: 4

Tag

Almindeligt tegl: 8,1

Glaseret tegl: 7,6

Cementtegl: 7

Skifer: 6,6

Tagpap: 5,9

Eternit: 4,4

Stråtag: 3,6

Ydermure

Vandskurede/filsede/pudsede mure: 7,4

Røde mursten: 6,9

Gule mursten: 5,5

Træ: 4,4

Hvide mursten: 4,2

Bjælketræ: 3,8

Gasbeton: 2,4

Gulve til stuer og værelser

Træ: 9,1

Klinker: 5,5

Laminat: 5,1

Gulvtæpper: 3,6

Linoleum: 2,8

Kilder: Undersøgelse fra Realmæglerne udført i maj 2019