Dræbersnegle

Dræbersnegle kan hurtigt blive til et mareridt for haveejere, hvis den får lov at sprede sig. Læs, hvordan du bekæmper det lille dyr, der kan udrette stor skade på haven.

Dræbersnegle (Iberiske Skovsnegle) kan have mange farver, men ses typisk i rødbrun

Dræbersnegle (Iberiske Skovsnegle) kan variere i farve, men ses typisk i rødbrun. Arkivfoto.

Hvorfor bekæmpe dræbersnegle?

Dræbersnegle (også kaldet Iberisk Skovsnegl) har fået sit drabelige tilnavn, af en journalist fra Jydske Vestkysten, efter et interview med sneglespecialist Gunnar Hansen, der i 1997 opdagede dræbersneglen i Danmark. Navnet opstod, da Gunnar Hansen viste journalisten, hvordan sneglene havde spist alt grønt omkring sig. Siden har dræbersneglen spredt sig til det meste af landet.

Hver dræbersnegl kan lægge op til 400 æg i løbet af en sæson, og især i milde og fugtige somre kan det blive til mange voksne snegle. De senere år har dræbersnegle været et stort problem i mange danske haver, hvor de altædende snegle har raseret køkkenhaver og prydplanter.

Ud over at være en pestilens for haveejere kan dræbersneglene også forrykke den naturlige balance mellem de vilde arter i naturen. Dræbersneglen er især en trussel mod den sorte skovsnegl.

SE TEMASIDE: Dræbersnegle

Hvordan kan du kende en dræbersnegl fra andre snegle?

Dræbersnegle har ikke noget hus. Deres farve kan variere meget fra orange til næsten sort. Den mest typiske farve for de voksne snegle er rødbrun. De helt unge snegle er ofte lyse med mørke bånd ned langs siden.

Unge dræbersnegle.
Foto: Naturhistorisk Museum i Århus.

Både voksne og unge dræbersnegle kan let forveksles med både røde og sorte skovsnegle. Men hvis du har mange snegle i haven, er det sandsynligvis dræbersnegle. Røde og sorte skovsnegle lever normalt ikke så tæt sammen.

Skov- og Naturstyrelsen har lavet en sneglenøgle som du kan bruge til at finde ud af, om det er dræbersnegle, du har i haven.

LÆS OGSÅ: Sådan genkender du dræbersneglen

Hvordan kan du forebygge at få dræbersnegle i haven?

Hvis du ikke allerede har dræbersnegle i haven, kan du gøre en del for at forebygge, at de invaderer din have.

Du kan bl.a.:

  • Undgå snegle og æg i nye planter
  • Bruge sneglehegn
  • Bruge sneglesikker kompost
  • Lave bræmmer med bar jord

Pas på med nye planter til haven

Du risikerer at få dræbersnegle i din have, når du planter nye planter, som du har købt eller fået foræret.

Hvis planterne kommer fra et sted, hvor der er dræbersnegle, kan der være småsnegle eller æg i jorden. Kig derfor jorden grundigt efter for småsnegle og snegleæg, inden du planter planterne i haven.

Vask evt. jorden forsigtigt af rødderne, så du er sikker på at få fjernet alle snegle og æg.

Sæt sneglehegn op

Sneglehegn kan forhindre dræbersnegle i at komme ind i haven. Men da sneglehegnet typisk koster fra 60 til 70 kr. pr. meter, kan det blive dyrt at indhegne hele haven.

I stedet kan du vælge at beskytte dele af haven med sneglehegn, fx køkkenhaven, kompostbunken eller blomsterbedet med sneglehegn.

Du kan også selv lave et sneglehegn. Det kan f.eks. laves af tynde metalplader, som du bukker i en vinkel på 45-55 grader, så der dannes en kant, der fra siden ligner et 1-tal. Det lille tag skal være ca. 6 cm og vende mod det sted, hvor sneglene kommer fra.

Hegnet skal være ca. 30 cm højt, og heraf skal de 10 cm af hegnet graves ned i jorden.

Ideen med sneglehegnet er, at sneglene ikke kan krumme sig op over taget, fordi de kommer til at hænge frit i luften.

Det er vigtigt, at planter eller græsstrå ikke vokser op ad hegnet, så de danner en bro, som sneglene kan bruge til at komme over hegnet.

Du kan forbedre både et hjemmelavet og et færdigkøbt sneglehegn ved at smøre brun sæbe ind under sneglehegnets tag.

Et hegn eller en ring af kobber kan også beskytte planterne. Kobberet har en svag elektrisk ladning, som afskrækker sneglene. Kobber er dog ret dyrt, så det egner sig især til at beskytte enkelte yndlingsplanter mod snegle.

Du kan selv bygge et dræbersneglesikkert højbed

Du kan selv bygge et dræbersneglesikkert højbed. Arkivfoto.

Kobber har en lille elektrisk ladning, som afskrækker dræbersnegle.
Foto: Haven.dk.

Kobber har en lille elektrisk ladning, som afskrækker dræbersnegle. Foto: Haven.dk.

Bar, tør jord

Dræbersnegle kan ikke lide at krybe over bar og tør jord. Du kan derfor til en vis grad forebygge snegleproblemer, hvis du sørger for, at der er bar jord mellem planterne i bedene. Flere eksperter påpeger dog, at hvis sneglene virkelig vil, skal de nok komme over den bare, tørre jord.

Metoden har desuden nogle ulemper:

  • Den dur ikke i perioder, hvor det regner meget.
  • Den giver en del ekstra lugearbejde i haven, fordi bar jord i bedene giver mere ukrudt.
  • Den forringer forholdene for sneglenes naturlige fjender - pindsvin, fugle, tudser og løbebiller.

Du kan ikke vande haven med en vandspreder men skal vande lige omkring planterne.

Sneglesikker kompost


Få styr på de vigtigste opgaver i dit hus og have

Det er vigtigt at holde styr på, hvilke opgaver du skal lave i hus og have, så du undgår besvær og store ekstra-regninger. Med Bolius’ app Husets Kalender kan du nemt holde overblikket.

Hver måned har vores fageksperter udvalgt 3-6 vigtige opgaver. Vi viser dig, hvordan du løser dem, og hvor vigtige de er – og så er appen endda gratis og reklamefri.

Download appen i dag, og gør dit liv som boligejer nemmere.

Kompostbunker er paradis for dræbersnegle. Det er derfor en god idé at benytte en lukket beholder eller sætte sneglehegn op omkring kompostbunken

Kompostbunker er paradis for dræbersnegle. Det er derfor en god idé at benytte en lukket beholder eller sætte sneglehegn op omkring kompostbunken. Arkivfoto.

En åben kompostbunke er et ideelt levested for dræbersnegle. Komposten byder både på fugtighed og mad. Sneglene ynder også at lægge æg i kompostbunker.

Du kan forebygge problemer med dræbersnegle i komposten ved at bruge en lukket kompostbeholder.

Eller du kan sætte sneglehegn op omkring kompostbunken. Husk at tjekke, at der ikke er dræbersnegle inden for det indhegnede område.

QUIZ: Hvor god er du til at bekæmpe dræbersnegle?

Hvordan bekæmper du dræbersnegle i haven?

Hvis du allerede har fået dræbersnegle i haven, er der flere forskellige metoder, du kan bruge til at bekæmpe dem. Hvilken metode du skal vælge, afhænger bl.a. af, hvornår på året det er, og om der er mange snegle i haven.

Om efteråret dør de gamle snegle. Det er kun de små, unge snegle, der overlever vinteren ved at gemme sig i kompostbunker eller ved at grave sig ned i jorden. Om foråret kommer de små snegle frem, når temperaturen kommer op på 8-10 grader. Kort tid efter begynder de at lægge æg.

Det er mest effektivt at bekæmpe de unge dræbersnegle, så snart de kommer frem om foråret, inden de når at formere sig og blive til flere snegle.

Du kan bekæmpe dræbersnegle med følgende metoder:

  • Indsamling og aflivning af snegle.
  • Sneglefælder.
  • Skabe gode forhold for de naturlige fjender.
  • Hold høns og ænder.
  • Nematoder.
  • Sneglegift.

Det er en god idé at koordinere indsatsen med naboerne. Hvis du er den eneste, der bekæmper dræbersnegle, hjælper det ikke ret meget. Der kan hurtigt vandre nye snegle ind i din have fra naboerne.

LÆS OGSÅ: Sådan afliver du dræbersnegle

Saml snegle og æg ind og afliv dem

Den mest effektive metode til at bekæmpe dræbersnegle er at samle sneglene ind og aflive dem. Det bedste tidspunkt til indsamlingen er hen under aften i tusmørket, hvor sneglene kommer frem fra deres gemmesteder for at lede efter mad.

Æg fra dræbersnegle er hvide og ligger ofte i klumper på 20-30 stk.

Æg fra dræbersnegle er hvide og ligger ofte i klumper på 20-30 stk. Foto: Hans Erik Svart, Skov- og Naturstyrelsen.

Du finder typisk sneglene på fugtige steder, fx under planternes blade, gamle brædder, plastsække og lign.

Du kan aflive sneglene ved at klippe eller hakke dem over med en spade eller saks. Snittet skal helst lægges lige bag sneglens hoved - så dør den hurtigt.

Du kan også samle sneglene i en spand og hælde kogende vand over. Her skal du sørge for, at vandet er spildkogende, og at der er rigeligt af det, før du hælder det over sneglene. For lidt vand og for lav temperatur kan meget vel betyde, at sneglene bliver påført unødvendig lidelse, når de bliver aflivet.

Sørg også for at samle snegleæg. Æggene er runde og hvidlige og ligger normalt i klumper på 20-30 stk. eller flere. Æggene kan aflives med kogende vand eller ved at knuse dem.

Da sneglenes slim kan indeholde E.coli bakterier, er det en god idé at bruge handsker eller et redskab, fx en pølsetang el. lign. til at samle sneglene med.

Fang dræbersnegle i en ølfælde

En ølfælde kan gøre det lettere at fange dræbersnegle. Den gærede lugt fra øllet lokker sneglene til. Husk dog, at det er ulovligt at aflive dyr, herunder også snegle, ved drukning, så bruger du en ølfælde, skal den være indrettet så sneglene blot indfanges og ikke drukner i øllet. En måde at gøre det på er at nøjes med at hælde ½-1 centimeter øl i fælden.

Ølfælde til dræbersnegle

Eksempel på ølfælde til dræbersnegle. Foto: Isabellasmith.dk.

En ølfælde kan især være en fordel om foråret, hvor sneglene er små og kan være svære at få øje på. Eller hvis du har en stor grund med mange snegle, hvor det er meget tidskrævende at samle snegle ind.

Anbring ølfælden et fugtigt sted i haven, hvor dræbersneglene holder til fx under nogle buske, i nærheden af kompostbeholderen eller et sted hvor der ligger visne blade eller grene, som sneglene kan gemme sig under. Sørg for at tilse fælden hyppigt, så sneglene ikke når at stikke af igen. Brug en af ovennævnte metoder til at aflive de indsamlede snegle.

SE BILLEDSERIE: Ølfælde mod dræbersnegle

Skab gode forhold for dræbersneglens naturlige fjender

Voksne dræbersnegle er seje, slimede og bitre, så dem er der ikke mange dyr, der gider spise. Men en del dyr og insekter spiser unge dræbersnegle og deres æg. Det gælder bl.a. pindsvin, tudser, frøer, firben, løbebiller, mus og nogle fugle.

Hvis du sørge godt for disse dyr i haven, kan de være dine allierede i kampen mod dræbersneglene. Lad fx et hjørne af haven være lidt vildt og tilgroet, så dyrene har et sted, de kan være i fred. Det er også godt med en kvasbunke til pindsvinet.

Du bør aldrig hente et pindsvin ude i naturen, da pindsvin kan have unger. Desuden har pindsvin ofte svært ved at falde til nye steder. Hvis pindsvinet ikke kan lide din have, begynder det at vandre omkring på villavejene, hvor det kan blive kørt over.

Høns og ænder

At holde høns og ænder er en rigtig god løsning, især hvis du har en stor grund med mange dræbersnegle. Høns æder især de små snegle, mens nogle typer ænder bl.a. moskusænder æder dræbersnegle i alle størrelser.

Ænderne vil gerne vaske sneglene, før de æder dem. Derfor er det er en god idé at have en havedam eller en form for vandbassin i haven.

Pindsvinet er et af de få dyr, som kan spise voksne dræbersnegle

Pindsvinet er et af de få dyr, som kan spise voksne dræbersnegle. Arkivfoto.

Moskusænder kan spise dræbersnegle i alle størrelser

Også moskusænder spiser dræbersnegle i alle størrelser. Foto: Peter Nielsen, Fugleognatur.dk.

Nematoder

Nematoder er mikroskopiske rundorme, der lever som parasit på snegle. Nematoderne kan slå en snegl ihjel i løbet af cirka en uges tid. Du kan købe nematoder mod dræbersnegle på planteskoler.

Problemet med nematoder er, at de angriber alle typer snegle. Du bør derfor kun anvende nematoder hvis snegleplagen i din have er meget stor.

Sneglegift

Der findes forskellige giftstoffer mod dræbersnegle i handlen. Det virksomme stof i disse midler er jernfosfat.

Sneglegifte bør bruges med omtanke og kun i yderste instans, hvis problemet med dræbersnegle er stort, da giften også slår andre snegle ihjel. Sneglekorn bør derfor ikke strøs med rund hånd i haven, men kan fx bruges rundt om nye, små planter, så de kan vokse i fred.

Hvis du lægger sneglekorn mellem to fliser, som holdes fra hinanden med små sten el.lign., kan du lave sprækken mellem fliserne så smal, at snegle med hus, fx vinbjergsnegle, ikke kan komme i kontakt med sneglegiften.

Du bør ikke bruge giftstoffet metaldehyd, da det er giftigt for pindsvin, fugle og små hunde. Midlet er ulovligt at sælge i Danmark.

Du kan se listen med godkendte sneglegifte fra Miljøstyrelsens her

Kilder og henvisninger

Kilder:

Henvisninger:

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab