At købe bolig er formentlig den største investering, du nogensinde kommer ud for, og en bolighandel er en kompliceret proces, der stiller store krav til faglig viden, indsigt og erfaring på mange tekniske fagområder. 

Derfor er flere boligkøbere i København, Aarhus, Odense, Aalborg og i resten af landet begyndt at hyre en købermægler – eller en køberrådgiver, som de også kaldes – for at få hjælp og mere sikkerhed, når de skal købe hus, lejlighed eller sommerhus. Herunder kan du finde ud af, hvad en købermægler kan hjælpe dig med, og hvad det koster.

Hvad er en købermægler?

Begrebet købermægler eller køberrådgiver er af nyere dato og dækker over den rådgivningsydelse, en køber af en bolig kan vælge at købe i forbindelse med en ejendomshandel. Med andre ord er en købermægler købers egen fagmand.

Mange mæglerkæder er også begyndt at tilbyde køberrådgivning, men det er ikke tilladt i dag, at samme mægler varetager både sælgers og dine/købers interesser samtidig. I fagsprog kaldes dette ‘separat partsrepræsentation’.

Hvad kan en købermægler hjælpe med?

En købermægler kan hjælpe dig med store dele af din bolighandel. Køberrådgiveren kan:

  • Finde det rigtige hus.
  • Besigtige og vurdere huset.
  • Forhandle husprisen og vilkårene i hushandlen.
  • Gennemgå alle dokumenter (tilstandsrapport, el-rapport osv.).
  • Stå for det juridiske arbejde som tinglysning. 
  • Rådgive omkring hus- og ejerskifteforsikring. 

Ifølge Lov om Formidling af fast Ejendom, LOFE, fra januar 2015, må ejendomsmæglere eller køberrådgivere/købermæglere ikke rådgive om finansiering.

Mange købermæglere har ikke alle fagligheder selv eller i deres firma, og derfor har mange faste samarbejdsaftaler med advokater og øvrige faggrupper, der er nødvendige.

Køber du din pakke via en uvildig købermægler, er du sikret faglige specialister, der er fuldstændig på din side.

Sarah og Daniel valgte en købermægler

Sarah og Daniel Dieckmann boede i en andelsbolig i København, men ville købe hus i Hvidovre - og det var en stor mundfuld at overskue, fortæller Sarah.

- Det er jo ikke ligesom at købe et par sko. Jeg researchede i forbindelse med at prøve at overskue priser på realkreditlån og banklån og faldt over en reklame for en uforpligtende samtale med en købermægler, og det prøvede vi. Det gik ret godt, og han endte med både at blive vores købermægler og både at vurdere salgsopstillinger, forhandle selve huskøbet og forhandle lånpriser med banker.

Købermægleren havde desuden partnere tilknyttet, der kunne gennemlæse de juridiske dokumenter, samt en forsikringsmægler, der hjalp med at finde den rette hus- og ejerskifteforsikring. Parret sørgede selv for en byggesagkyndig til at gå huset igennem.

- Jeg føler, vi fik en håndfuld eksperter for de 15.000 kr., det kostede os. Og vi behøvede kun at have kontakt med én, der havde snor i det hele. Vores hus kostede 3,7 millioner kroner, så den sum penge synes vi stadig er godt givet ud. Det var købermægleren, der gav os ro i maven, så vores huskøb blev en god oplevelse, siger Sarah. 

Hvorfor er en købermægler en god ide for en boligkøber?

Du bliver som almindelig boligkøber aldrig selv ekspert i alle de fagkompetencer, der er i spil i en bolighandel. En købermægler er en fagperson, der dels kender alle faldgruber, dels kender alle genveje og trick, der sandsynligvis kan give dig som køber en samlet bedre oplevelse i boligkøbsprocessen.

Desuden kan en købermægler formentlig spare dig for en del penge på fx en billigere købspris eller på valget af de rigtige forsikringer.

Det er ofte for sent for købermægleren at gøre noget, når handlen er i hus og købsaftalen og andre papirer ‘bare’ skal ses igennem. Tag derfor fat i købermægleren, allerede før du kigger på hus - eller bed ham om hjælp til at finde det rigtige hus.

Hvad koster en købermægler?

Priserne for en købermæglerrådgivers arbejde kan variere en del - afhængig af sagens omfang, kompleksitet, dine individuelle ønsker, og hvilket salær købermægleren får.
Et købsforløb kan koste alt fra ca. 4.000 kr. og op til 12.000-15.000 kr., afhængig af, hvor meget assistance du behøver. Se altid denne udgift i forhold til købssummen på din bolig.
Købermægleren har desuden en lovpligtig ansvarsforsikring, som dækker tab og skader, du som køber måtte lide, hvis tabet skyldes fejl, der kan tilskrives købermægleren.

Hvad skal jeg tage mig i agt for?

Priserne på markedet for købermæglere er ret ens de forskellige aktører imellem. Er en købermæglers pris markant lavere sat end markedet generelt, bør dine alarmklokkerne ringe.

Hold også øje med, om købermægleren tilbyder Købt eller Gratis. Undersøg altid, hvad betingelserne for Købt eller Gratis omfatter.

Vær opmærksom på, om den købermægler du vælger, er ansvarsforsikret. Ved større tvister er det afgørende for, om du kan få den kompensation, som du er berettiget til. 

Er en købermægler medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) eller Ejendomsmæglernes Landsorganisation (EL), er vedkommende dækket af ansvarsforsikringen igennem foreningerne. 

Er købermægleren ikke medlem af DE eller EL, skal du som boligkøber sikre dig, at denne er ansvarsforsikret via en anden forsikringsudbyder. 

Hvordan vælger jeg en dygtig købermægler?

Markedet for købermæglere er et relativt nyt marked. Det betyder, at der er mange mindre aktører ift. markedet for salg af boliger, som ellers er domineret af nogle meget store spillere. Men en købermægler med en lille butik kan være dygtig og erfaringsrig nok - tjek evt. vedkommende baggrund, uddannelse osv.

Det kan også være en god ide at tjekke, om det er en relativt nystartet købermægler ved at se på, hvornår virksomheden er stiftet. Der er ikke nogen, der ønsker at være prøvekanin, når de skal købe bolig. Kig evt. også på Trustpilot og Facebook og hør venner og bekendte, om nogen har gode erfaringer med den pågældende købermægler - eller om de kan anbefale en god købermægler.

Der er principielt to typer købermæglere. Dem, der er uafhængige og ikke er en del af en ejendomsmæglerkæde, og dem der er en del af en kæde som fx home eller Nybolig. Kæderne har af naturlige årsager hovedfokus på at sælge boliger, og det er de rigtig gode til. Overvej derfor grundigt, om du ønsker en købermægler tilknyttet en virksomhed, hvis hovedfokus er at repræsentere sælger - og ikke købere som dig. 

Vælg - uanset hvad - altid en specialist i netop dét, du skal bruge, samt en person, du føler dig tryg ved.

Kan jeg klage over min købermægler?

Hvis du som boligkøber får rådgivning af en købermægler, hvor rådgivningen viser sig at være mangelfuld eller decideret fejlbehæftet, har du mulighed for at klage, ligesom vi kender det fra ejendomsmæglere på sælgers side. 

Klagen skal indgives til Klagenævnet for Ejendomsformidling. Klagenævnet er et uvildigt nævn, der behandler klager fra forbrugere over ejendomsmæglere og købermæglere. 

Prøv dog altid at løse sagen direkte med købermægleren, så du undgår den omfattende og langstrakte sagsbehandling.