Mange danskere bruger de såkaldte engangsklude (fiberklude) i forskellige farver til rengøring. Nogle smider dem ud, andre vasker og genbruger dem. Men er det spild af tid og ressourcer at vaske dem, og hvad er egentlig bedst?

Det korte svar er: Vask og genbrug engangskludene.

Derfor skal du genbruge engangsklude

  • Billige i brug: Engangsklude er billige at vaske, da de ikke vejer meget.
  • 30 vaske: Engangskludene kan vaskes helt op til 30 gange, inden de smides ud, alt efter hvor mange gange kluden bruges mellem hver vask.
  • Skåner miljøet at genbruge: Miljøet skånes for produktion af nye klude ved at genbruge kludene så længe som muligt. Omvendt afgiver engangsklude sandsynligvis en smule mikroplastik ved vask - størstedelen af mikroplasten fanges i rensningsanlægget, men der vil formodenligt være udslip til naturen.

Er der mikroplastik i karklude?

Alle typer klude, du kan bruge til rengøring i husstanden, belaster miljøet på den ene eller anden måde.

De kulørte engangsklude indeholder 15-20 % polypron, der er en meget slidstærk fiber. De sidste 80-85 % er viskose, som ved slid forsvinder og giver huller i kludene. Det er ikke videnskabeligt bevist, om kludene afgiver mikroplast ved brug, og dermed er det uvist, om vask af kludene er skadeligt for miljøet.

En undersøgelse fra Miljøstyrelsen lavet i december 2016 viser, at et rensningsanlæg fanger 99,7 % af al mikroplast, der bliver skyllet ud. Derudover viser undersøgelser, at tekstiler (klude, fleecetrøjer mm.) kun bidrager til 1,8 % af verdens samlede udledning af mikroplast, hvoraf størstedelen kommer fra fleeceprodukter, der er lavet af 100 % polyester. 

Vælg engangsklude uden mikroplast

Hvis du vil være sikker på, at dine karklude ikke udleder mikroplast, når du vasker dem,  kan du købe engangsklude, der ikke indeholder plastik. De er oftest hvide og altså ikke pastelfarvede, men ligner ellers andre engangsklude i udseende og funktion. Tjek kludenes indholdsdeklaration for at sikre dig, hvad de indeholder.

Bomuldsklude indeholder ikke mikroplast

Du kan bruge bomuldsklude, fx i hæklet eller strikket udgave, hvis du helt vil undgå mikroplast i dine klude. En bomuldsklud lever længere end en engangsklud, og skal derfor sjældnere udskiftes. Ved korrekt brug går der ca. 20 engangsklude på en bomuldsklud.

Strikker eller hækler du dine egne bomuldsklude, kan du bruge genbrugsgarn for yderligere at mindske miljøbelastningen. Alternativt kan du bruge rester fra aflagte bomuldsprodukter som klude, og dermed minimere nyproduktionen af bomuld.

Når det kommer til vask og tørring af bomuldsklude, kræver det flere ressourcer i form af vand og elektricitet end ved engangskludene.

Det er svært at vurdere, om bomuldsklude eller engangsklude er bedst for miljøet, da vask og tørring vægter en del i det samlede miljøregnskab.

Engangsklude er bedre end andre klude i køkkenet

Kigger man på selve effektiviteten ved engangsklude/fiberklude vs. bomuldsklude, tørrer fiberklude væsentligt hurtigere end bomuldsklude, hvilket betyder, at bakterier har dårlige betingelser i fiberkludene. Derfor det er mere hygiejnisk at bruge engangsklude fremfor bomuldsklude.

Snavs sætter sig heller ikke så nemt fast i engangsfiberkludene som i en bomuldsklud. Til genæld suger bomuldskluden bedre vandet op efter aftørring.