Et karbad er langt sundere for huden end et kort brusebad.

Et godt bad for din hud er et bad, hvor de døde hudceller på huden fjernes nænsomt. Derfor kræver et ’sundt’ bad rigelig varmt vand, så hudens hornceller, dvs. det yderste lag, kan få lov at opsuge vand og svulme op som en svamp – op til 2-3 gange egen størrelse – så de døde hudceller nænsomt kan få lov at løsrive sig.

Det er de døde hudceller, der er nedbrudt af hudens bakterier, der lugter. Og de fjernes bedst og mest naturligt med rigeligt vand og for så vidt uden brug af sæbe.

Ligger du nedsænket i et badekar med varmt vand i fx 15 minutter, behøver du egentlig ingen sæbe og får en kemifri renselse af din hud. Gnid blot huden moderat med dine hænder. Når du åbner for bundproppen i badekarret, kan du se dine døde hudceller som rande på kanten af karret.

Hvad er det mest usunde bad for huden?

Det mest usunde bad for hud og krop, er det korte, forhastede brusebad, hvor vandet er lunkent, og du ikke får skyllet sæben ordentligt af huden eller ud af håret. Derved forbliver sæberester og evt. parfume på huden hele dagen, og det kan give eksem.

Shampoo og balsam, der ikke skylles ordentligt ud, kan resultere i hårbunds­eksem.

Er det nødvendigt at bruge sæbe i karbadet og brusebad?

Nej, uanset type af bad er det normalt ikke nødvendigt at bruge shampoo til kroppen, men kun vand.

Men hvis du er så beskidt, at du får en ubehagelig kropslugt, bør du bruge en mild sæbe.

Visse bakteriezoner på kroppen kan have brug for en kemisk rengøring af hygiejniske grunde. Det gælder især armhuler, tæer og fødder, kønsdele og omkring endetarmen. Så her kan du med fordel også bruge en mild sæbe.