Er lugten fra kælderen tegn på skimmelsvamp?

Hej Bolius

Jeg har et hus i 2 etager med en uisoleret krybekælder.

Jeg ved ikke, om der gror "noget", men der er en træls, muggen luft i mit hus.

Oven i det lider jeg også af en uforklarlig træthed og irriterede slimhinder.

Kan jeg måle, om luften indeholder noget, fx skimmelsvamp? Og er det noget, jeg selv kan gøre ?

Hej Boligejer

Den mugne lugt, som du kan lugte i dit hus, kan sagtens være skimmelsvamp. Det vil jeg anbefale dig at få undersøgt af en professionel – snarest.

Dernæst: Du skriver, at du har en uisoleret krybekælder. Men en krybekælder kan du ikke forvente er tør – for er den ikke godt nok ventileret, vil den stillestående, fugtige luft skabe kondens på undersiden af dine gulve. Og så vil dét give skimmelsvampen optimale vækstbetingelser. Om det lige er det, som er årsagen til den mugne lugt, du fornemmer, er ikke til at sige uden en besigtigelse af forholdene.

Lugten kan også skyldes manglende eller ukorrekt udluftning som kan give skimmelsvamp.

Du skal derfor sikre dig følgende:

  • At alle ventilationsriste til krybekælderen er rene, så luften frit kan passere gennem krybekælderen.
  • At huset er opvarmet, så der er samme temperatur i alle rum.
  • At der bliver luftet godt ud 3 gange om dagen af 5-10 minutter ad gangen – og gerne med gennemtræk.

Læs mere her: Sådan finder du ud af, om der er skimmelsvamp i din bolig 

Vil du have dit hus grundigt tjekket, så hyr en professionel rådgiver, der kan bestemme omfang og oprindelse på skimmelsvampeproblemet.

Med venlig hilsen

Bolius - et helejet Realdania selskab