Hvad er grønne vægge?

Grønne vægge er vægge, der er beklædt med planter, som vokser i specielle plantekasser monteret direkte på den oprindelige væg. Planterne på en grøn væg sidder helt tæt, så den oprindelige væg ikke kan ses. Grønne vægge er ikke det samme, som når klatreplanter, fx husvin og efeu, vokser op ad en facade. Grønne vægge er vertikale haver, der skaber et levende grønt univers, hvor de sættes op.

Grønne vægge er et system, hvor planterne vokser i. Planterne vokser i et specielt vækstmedie, der er med til at sikre optimale vækstbetingelser for planterne.

Et i grønne vægge findes et vandingssystem, som sikrer optimal vanding af planterne, så væggene forbliver grønne og velplejede at se på. Der er også et afløb, der sørger for, at der ikke kommer vand på gulvet eller jorden.

Hvad kan grønne vægge bruges til?

Grønne vægge kan bruges som en alternativ vægoverflade. Hvis du er træt af en murstensvæg eller en kedelig gipsvæg, kan et modul med planter være et flot dekorativt indslag i indretningen - både ude og inde. Du kan både dække væggen helt eller nøjes med enkelte felter på facaden. 

Der er ingen undersøgelser, der viser, at grønne vægge forbedrer indeklima. 

Udenfor kan grønne vægge være gode "rumdelere", de kan fx dele haven op i områder. Du kan også skabe grønne rum ved at beklæde større flader med grønne vægge.

Hvor kan du bruge grønne vægge?

Grønne vægge kan sættes op både på indvendige vægge og udvendige facader. Det kan være en flot udsmykning af en ellers kedelig og grå væg. Grønne vægge i danske boliger er stadigvæk et rimeligt nyt fænomen, og de fleste grønne vægge bliver sat op indendøre i institutioner, konferencerum, møderum, hoteller m.m.

Derudover findes også en frithængende model af en grøn væg, som står på et speciallavet stativ. Det kræver ikke, at der er en væg i forvejen, som plantekasserne kan hænges op på.

Grønne vægge er mest udbredt udendørs og er bl.a. rigtig gode til at dele en have op.

Flere og flere arkitekttegnestuer har i de senere år projekteret med grønne vægge for at lave grønne zoner i det bebyggede miljø og på enfamiliehuse. I Københavns Kommune er der endda et krav om, at alle fremtidige flade tage skal være grønne tage.

Er der krav til det sted, hvor grønne vægge sættes op?

For at kunne sætte en grøn væg op, skal du sikre dig følgende:

Eksisterende væg kan bære plantekasserne m.m.

Selvom plantekasserne ikke vejer så meget, er det vigtigt at tjekke hos producenten eller montøren af grønne vægge, at den væg, du vil hænge kasserne op på, kan holde til 120 kg pr. kvadratmeter. Husk at regne med plantekassens vægt i våd tilstand, da den vejer en del mere. 

Der findes også nyere produkter på markedet, hvor planterkasserne ikke vejer mere end 45 kg pr. kvadratmeter, når de er våde. Det muliggør opsættelse på de fleste vertikale flader.

Den grønne væg kan tilsluttes vand

For at planterne på væggen får den bedste pleje, skal den grønne væg kunne tilsluttes et vandingssystem.

Den grønne væg kan tilsluttes et afløb

Der skal være et afløb, som kan sættes til en afvandingsbakke nederst på væggen, så eventuelt overskydende vand fra vandingen ikke løber ud på gulvet eller jorden.

Der er ikke specifikke krav til, hvor meget lys der skal være på en grøn væg, da planterne kan vælges ud fra væggens placering.

Hvordan sættes grønne vægge op?

Grønne vægge hænges op på et stålskelet, som sættes direkte ind i den eksisterende væg med kroge.

Der monteres en afvandingsbakke, som kobles til et afløb.

Så monteres vandingssystemet, der består af lodrette og vandrette vandrør med drypdyser, som automatisk leverer vand og næring til plantekasserne. Der laves et separat vandingssystem til hver plantekasse.

Når dette er på plads, sættes plantekasserne af trådnet op. Hver kasse indeholder en klods af hårdt "planteskum", som planterne sidder i. Når alle plantekasser er sat op, fremstår væggen som en grøn plantevæg. I nogle tilfælde skal den lige have lov til at vokse til, mens andre er helt færdige fra starten.

Det er det samme system, der bruges uden- og indendørs.

Hvem sætter grønne vægge op?

De grønne vægge sættes op af professionelle montører. Da det endnu er et forholdsvis nyt fænomen, er det ikke noget, du selv kan købe som samlesæt i et byggemarked. Desuden bør det være en professionel, der sætter plantekasserne op, da der skal monteres og tilsluttes vandrør - og det bør kun en vvs'er gøre.

Så når du køber grønne vægge til haven eller inde i boligen, er der i systemet og prisen inkluderet montage udført af en professionel montør.

Hvilke planter kan du vælge?

Der findes mange forskellige planter og blomster, der kan gro i grønne vægge.

Valget af planter afhænger ofte af specifikke ønsker fra den, der skal have sat væggen op, og det er selvfølgelig også afgørende, hvordan den grønne væg skal se ud.

Hvis væggen skal have en helt ensartet grøn nuance, er det ofte nok med en eller to slags planter. Skal den derimod være en kombination af forskellige farver og udseende (f.eks. store og små blade), skal der bruges flere forskellige planter.

Planterne kan udskiftes så ofte, som det nu ønskes. Der findes grønne vægge med sæson- eller årstidsmoduler. Det er dog ofte på offentlige bygninger, hvor planterne f.eks. udskiftes hvert kvartal, så de passer til årstiden. Offentlige bygninger har en vedligeholdelsesplan, der omfatter en sådan udskiftning, og har ofte en aftale med en gartner, der tilser de grønne vægge og planterne.

Der kan også vælges pollenfri planter, så allergikere ikke bliver generet.

Sol- og skyggeforhold har også betydning for, hvilke planter du kan vælges. Er der steder på plantevæggen, hvor der ikke er særligt meget dagslys, kan du supplere med kunstig belysning, så planterne får den korrekte mængde lys.

Forhandleren vil også kunne give råd angående valg af planter.

Følgende planter er dog gode bud (husk at overveje, hvor meget sol/ skygge, den grønne væg kommer til at stå i):

  • Slangskæg
  • Alunrod
  • Japansk star
  • Hosta
  • Kambregne
  • Hjortetunge
  • Gulstribet japansk star
  • Stenbræk

Hvor meget vedligeholdelse kræver en grøn væg?

Der er normalt ikke ret meget vedligeholdelse med grønne vægge. Visne blade skal fjernes og planterne nippes, men væggen skal ikke klippes eller beskæres. Normalt er arbejdet ikke større end med almindelige potteplanter i hjemmet. Det kræver selvfølgelig ofte en stige at nå de øverste planter, og der er flere planter der skal passes.

Derudover bør planterne have næring igennem vandet. Det er meget forskelligt, hvor meget gødning planterne skal have, men i gennemsnit bør de gødes en gang om ugen igennem vandingen.

Vanding af væggen sker via et vandingssystem. Nogle plantekasser har en indbygget fugtighedsmåler, som måler fugtighedsprocenten i plantekasserne, så der automatisk bliver vandet, når der er behov.

Er der ikke en fugtighedsmåler på systemet, er det en god idé at have en timer på vandingssystemet. Det er især smart på indendørs grønne vægge, når du skal på ferie. Ellers skal du have nogen til at vande plantekasserne, mens du er væk, så planterne ikke tørrer ud.

Det samme gælder udendørs vægge, som dog vil blive vandet, når det regner. Men et automatisk anlæg med timer vil sørge for at vande væggen i perioder uden regn. De skal ikke vandes om vinteren.

Hvert halve år skal alle plantekasserne vandes godt igennem for at rense affaldsstoffer og andet snavs ud af modulerne. Dette er ofte inkluderet i prisen på den grønne væg og er noget, forhandler eller leverandør kommer og gør. Når du bestiller den grønne væg, skal du undersøge, om dette er en del af en "vedligeholdelsesaftale".

Hvad koster en grøn væg?

En grøn væg koster ca. 5.000-9.000 kr. pr. kvadratmetrer inklusive montering og vedligeholdelse. I en almindelig stue med en endevæg på 4 x 5 meter, hvor der anlægges en 4 kvadratmeter grøn væg i en ramme, vil det koste 20.000-36.000 kr. Prisen er stort set det samme, hvis du skal have en grøn væg udenfor, dog koster selve stativet en anelse mere.

Oven i det kommer vandforbruget, som varierer, alt efter hvilke planter der sidder i væggen. Under normale omstændigheder bruger en grøn væg om sommeren dagligt i gennemsnit ca. 4 liter vand pr. kvadratmeter. Det er 16 liter vand for en væg på 4 kvadratmeter. Hvis 1 kubikmeter vand koster 80 kr., koster 1 liter vand ca. 12,5 øre. Det vil give en pris på 16 x 12,5 øre = 2,00 kr. om dagen for vand til den grønne væg.

Det kan være en god idé at koble vandingsanlægget til en regnvandsbeholder i haven, hvorfra der kan pumpes vand gennem et filter og direkte ind i plantekasserne.

Kan jeg selv lave en grøn væg?

Du kan godt selv lave en grøn væg, hvis du går at drømmer om det. Du kan bruge en ramme af træ, som du bygger skråhylder ind i med plads til jord og planter. Du kan også bruge en gammel palle som ramme. Mulighederne er mange, og det er stort set kun din fantasi, der sætter grænser.

Det vigtigste er, at der er nok jord (eller en anden form for vækstmedie) så planterne kan udvikle et ordentligt rodnet. Du skal huske at vande jævnligt - minimum en gang om ugen bør jorden gennemvandens med gødningsvand.

Er der love og regler omkring grønne vægge?

Der er ingen love og regler om grønne vægge. Der kan dog være lokalplaner, som forbyder grønne vægge udendørs. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du må lave en grøn væg på dit hus, bør du kontakte din kommune og spørge om mulighederne.