– Jeg vil være i fred!

Sådan lyder det måske hjemme hos jer, hvis I har en teenager eller pre-teenager, der lukker døren ind til sit værelse.

Men de unges behov for privatliv bag den lukkede dør påvirker i sidste ende indeklimaet.

– De store børn vil ofte gerne være i fred og ro og sidde og snakke enten med vennerne eller over computeren, uden at søskende eller forældre lytter med. Så de lukker døren ud til fællesarealerne, og dermed bliver der ikke mulighed for luftcirkulation, forklarer Tue Patursson, fagekspert i indeklima hos Videncentret Bolius.

CO2 i indeklimaet

CO2 er ikke farligt i sig selv, men et højt CO2-niveau er tegn på et dårligt indeklima. Det er en indikation på, at luften ikke bliver nok udskiftet.

  • Under 1000 ppm: Godt indeklima
  • 1000-2000 ppm: Dårligt indeklima
  • Over 2000 ppm: Meget dårligt indeklima

Arbejdstilsynet anbefaler, at CO2-niveauet ikke overstiger 1.000 ppm.

Når døren er lukket, kan CO2-niveauet stige til op mod 5.000 ppm. Det viser, at luften på værelset ikke bliver blandet med udeluft eller luft fra resten af boligen, og det kan føre til hovedpine og koncentrationsbesvær. Arbejdstilsynet anbefaler, at CO2-niveauet ikke overstiger 1.000 ppm. 

De mange timer på værelset med lukket dør betyder også, at der kommer en del fugt. Et menneske afgiver omkring to liter væske i døgnet.  

– Fugten er med til at øge risikoen for skimmelvækst, ikke mindst på de værelser, hvor der måske står en tallerken med lidt madrester glemt i hjørnet, eller der ligger et par fugtige strømper smidt i en bunke. Det samler støv, og er der lidt fugtigt, kan de ende med at blive til små skimmelsvampreder, forklarer Tue Patursson. 

Godt indeklima med plads til privatliv

For at få et godt indeklima på teenageværelset er det derfor vigtigt at huske to ting: For det første at åbne døren ind til værelset og for det andet at lufte ud med gennemtræk i hele boligen 5-10 minutter tre gange om dagen.

Og det kan godt kombineres med kravet om privatliv, når kæresten eller vennerne er på besøg.

– Det er fair nok, at de unge gerne vil være i fred for resten af familien, men prøv at bryde med vanen om altid at lukke døren. Den kan stå åben, hvis teenageren er alene hjemme, ligesom man kan lave aftaler om at åbne døren, når resten af familien er gået til ro, så døren ikke er lukket hele natten, siger Tue Patursson og foreslår, at døren også kan åbnes på klem på minimum 20 cm.

Derudover bør hele familien gøre det til en vane at lufte ud med gennemtræk – og meget gerne inden sengetid, fx i forbindelse med tandbørstning – så luften på værelserne starter med at være så frisk som mulig inden natten.

Teenageværelse i kælderen frister

Nogle steder står det måske højt på ønskelisten at indrette teenageværelse i kælderen, så både teenager og forældre kan få fred for hinanden. Men langt de færreste boliger egner sig til denne løsning, og kombinationen af teenagere, fugtige vægge og dårlig udluftning er rigtig skidt, lyder det fra Tue Patursson:

– Det er meget, meget få kældre, der må bruges til beboelse, og det er generelt en dårlig idé, både på grund af brandsikkerhed og indeklima. Der vil næsten altid være fugt i kælderen, og det er svært at sikre en ordentlig udluftning, siger han og peger på, at teenageværelset skal godkendes til beboelse.

Andre gode råd til et godt indeklima til teenageren

  • Tøj og andre tekstiler samler støv, holder på fugten og afgiver fnuller. Få din teenager til at lukke det inde i skabet eller kommoden – eller aflevere det i vasketøjskurven – så er der også mindre behov for støvsugning.
  • Drømmer teenageren om at male væggene sorte, grønne eller noget helt tredje? Husk at vælge en miljømærket maling, så der er færreste mulige giftige stoffer, og luft godt ud i tiden, efter der er malet.
  • Der kan være hormonforstyrrende stoffer i plastiktryk på t-shirts, rygsække og sko – så undgå at smide de nyeste indkøb på værelset, men vask dem først, eller lad dem afgasse udenfor.
  • Drop stearinlysene. De er hyggelige, men de afgiver masser af skadelige partikler, særligt når de bliver slukket. Duftlys og lys med klistermærker er særligt giftige.