Få gratis tjek: Er din bolig skybrudssikker?

Alle boligejere kan få et gratis klimatjek af boligen, så de ved, hvor de skal sætte ind for at undgå skader, men der er også meget du kan gøre selv. Få en række gode råd her.

Klimaet ændrer sig, og derfor kan du med fordel sikre dig, at din bolig kan klare det voldsommere vejr. Du kan få et gratis klimatjek af din bolig, men du kan også selv gøre meget for at sikre din bolig. Vi kommer her med en række gode råd til, hvad du kan gøre.

Find dit gratis klimatjek her

Hvordan minimerer du risikoen for oversvømmelse?

Der er række forskellige muligheder, når det drejer sig om at undgå oversvømmelser. De mest effektive er listet herunder, hvor de også beskrives kort, og du kan læse meget mere om de forskellige muligheder på Bolius.dk.

Højvandslukke

Den beskytter din bolig mod vand fra kloakken under skybrud. Til daglig løber spildevandet forbi højvandslukket. Ved skybrud, når kloakken fyldes helt op med vand, lukker højvandslukket automatisk, så der ikke kan strømme kloakvand ind i boligen. Et højvandslukke er et stykke kloakrør med to klapper. Klapperne fungerer som en sluse, der åbner, når spildevandet løber ud af boligen, men lukker, hvis kloakvandet presser på udefra. Du bør spørge en kloakmester om, hvilken type der passer bedst til din bolig.

Pumpebrønd

Brønden placeres, så spildevandet fra kælderen løber hen til brønden. Der sidder en pumpe i brønden, som pumper vandet videre til kloakken. Selv når kloaksystemet er overbelastet, kan vandet pumpes videre, og du kan stadig komme af med dit vand. Det er den sikreste og dyreste løsning. 

Omfangsdræn

Et omfangsdræn kan sammenlignes med en nedgravet tagrende, som ligger langs fundament og ydermur på et hus og leder overskydende vand væk fra jorden og fører det til en regnvandsbrønd og videre til kloak og afløbssystem.

Du skal have fat i en autoriseret kloakmester, når du vil etablere et omfangsdræn.

Faskine

En faskine er en nem og relativt billig måde at få ledt regnvand bort på. En faskine er et hulrum i jorden fyldt med grus eller sten, som regnvandet ledes ned til. Her samles det op, og derefter siver det ned i jorden.

Før du etablerer en faskine, skal du søge om tilladelse hos kommunen.

Grønt tag

Et grønt tag har et lag, hvor der typisk gror græs eller sukkulenter. Dette lag kan indeholde vand. På den måde giver det mindre regnvand på din grund, som du skal lede væk. Du bør være opmærksom på, hvorvidt din tagkomstruktion kan bære hele det grønne tag.

Regnvenlig indkørsel

Almindelige belægninger som asfalt og beton giver ikke vandet mulighed for at sive igennem, og du kan med fordel udskifte dem med et overlag, som giver vandet mulighed for at sive ned i jorden. Det kan eksempelvis være grus, perlegrus eller stenmel eller lignende. Vær opmærksom på, at din kommune kan have regler omkring, hvordan belægningen i din indkørsel skal være af hensyn til skraldemændene.

Regnbed i haven

Som med overfladen i indkørslen, så kan du også i din have give vandet mulighed for at sive ned i jorden via et regnbed. Regnbedet skal anlægges mindst 5 meter fra huset og skellet, og det fungerer typisk sådan, at vandet via en tæt rende ledes fra taget og ned i bedet.

Regnvandstønde

Det er nem måde at lette presset på kloakken. En typisk tønde kan indeholde 200-300 liter vand, og kommer der mere vand, så løber det videre til din tagbrønd og din kloak.

LÆS OGSÅ: Genbrug af regnvand

Hvordan kan du forebygge vandskader på dit hus?

Vandet skal kunne komme væk

Det er vigtigt, at vandet ikke hober sig op ved dit hus, og derfor skal det kunne komme væk. Det kan du blandt andet sikre ved, at der er et fald væk fra dit hus.

Få styr på dine afløb

Du skal sikre dig, at dine afløb er rene og tætte, samt at de har den korrekte størrelse. Det gælder både de afløb, du har over jorden, samt den del af afløbssystemet som er under jorden. Det gælder ligeledes med eventuelle rør, som løber igennem kældergulvet eller ydervæggen.

Hvordan sikrer du din bolig mod sne og frost?

Klimaforandringerne har også betydning for vinervejret, som bliver varmere og mere fugtigt, men samtidige vil vi også opleve kraftigere snefald. Det stiller øgede krav til din bolig.

Fjern sne, smeltevand og is

Du skal sørge for at fjerne is og sne, og du skal sikre dig, at eventuelt smeltevand kan løbe væk fra huset. Det kan du gøre ved at sikre dig, at render og riste er frie. Det samme gør sig gældende, når du skal undgå istapper. Her skal du sikre dig, at dine tagrender, riste og nedløbsrør er rene, så smeltevandet kan løbe væk, og ikke fryser til is. Det er også vigtig, at sneen ikke hober sig op på dit tag. Især tage med svag hældning kan kollapse, fordi der pludselig er mere sne, end hvad konstruktionen er bygget til.

Isolér dine vandrør

Skjulte rør i tag, vægge og gulvkonstruktioner er udsatte. Under hård frost kan vandrør, som løber langs ydervægge, tag, yderdøre og vinduer eller i uopvarmede rum sprænges af frosten. Frem til 1972 var det tilladt at lave skjulte samlinger af rørene i vandinstallationer. Så er dit hus fra før 1972, bør du være opmærksom på det. De skjulte rør kan gå gennem skunkrum eller løbe inde i vægge og på lofte.

Hvordan beskytter du din bolig mod solen?

Det er dog ikke kun mere vind, vand og sne, som er konsekvensen af klimaforandringerne. Solen og mere ekstreme hedebølger er ligeledes en konsekvens, og det kan du også beskytte dit hus imod.

Øget fokus på byggematerialer

Solens UV-stråler er hårde ved byggematerialerne. Især træ, plast og maling er udsatte, og der er en øget risiko for råd og insekt-angreb. Derfor bør du have øget fokus på vedligeholdelse, eller vælge andre former for materialer og overfladebehandling.

Skærm huset af

Hedebølger kan være hårde for mennesker, dyr og forskelige elektriske apparater. Derfor kan du med fordel skærme af for solen med skodder eller udvendige persienner.

Hvordan stormsikrer du dit hus og din have?

Vi oplever oftere og oftere kraftige storme, som kan meføre skade på din bolig. Der er dog forskellige ting, du kan gøre, for at minimerer risikoen for, at netop dit hus tager skade, når stormen raser.

Fokus på træer

Du bør holde godt øje med eventuelle træer på din grund, da de er ekstra udsatte, når det blæser. Du skal fjerne eventuelle døde, knækkede eller syge grene, og så bør du beskærer træerne. Det er vigtigt, at du snakker med en fagmand, før du selv begynder at beskærer.

Følg bygningsreglementet

Tagkonstruktioner, tagsten og diverse løse genstande i haven, såsom havetrampoliner, havemøbler og markiser, er udsatte, når det stormer. Du kan dog komme langt, hvis du sørger for, at tingene er ordentlig fastgjorte, og hvis du følger bygningsreglementet. Så har det indtil videre vist sig at være nok til at undgå stormskader.

Kan du undgå skader ved stormflod?

Det er vanskeligt fuldstændig at sikre sig mod skader ved en stomflod, men du kan mindske skaderne. Med en højvandslukke og 100 procent tætte rør i væggene, så er du langt, men du kan sikre dig yderligere. Dine døre og vinduer skal være tætte, og du kan tætne med sandsække omkring kældernedløb og lysskakter.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab