Få oldfruens vidunderblanding til ren brusekabine

Hvorfor bruge penge på dyre rengøringsmidler, når du nemt og billigt kan lave oldfruens vidunderblanding, der fjerner kalk og snavs lige så effektivt? Se opskriften her.

Med eddike og opvaskemiddel kan du selv blande et effektivt rengøringsmiddel. Arkivfoto.

Kalk, sæberester og snavs i brusekabinen kan være umuligt at slippe af med uden et skrapt rengørings- og afkalkningsmiddel. Eller kan det?

Prøv oldfruens vidunderblanding, som hun i årevis har brugt med succes i de fornemme badeværelser på Marienborg og Gråsten Slot.

Oldfruens vidunderblanding til ren brusekabine

Denne blanding er effektiv, mild og billig.

Lav en vidunderblanding af:

  • 2 dele citronopvaskemiddel
  • 1 del klar eddike
  • Brug evt. 2-3 dråber salmiakspiritus i stedet for eddike, hvis brusekabinen har glasflader.

            

Sådan bruger du blandingen:

  1. Skyl fugerne med vand. Det beskytter fugerne mod den svage syre i eddiken.
  2. Smør blandingen på alle overflader, glas og blandingsbatterier med en svamp eller opvaskebørste. Lad blandingen sidde i 30 minutter.
  3. Skyl blandingen af med rent vand fra bruseren, og tør efter med en tør klud.

Det er vigtigt, at blandingen kun anvendes på keramiske klinker, glas, stål mv. og ikke marmor, terrazzo eller andet kalkholdigt materiale, da eddiken nedbryder kalken.

LÆS OGSÅ: Sådan fjerner du misfarvede fuger på badeværelset

Hvad gør du mod genstridigt snavs og kalk?

Hvis blandingen ikke er nok til at fjerne kalk, sæberester og snavs, kan du skrabe belægningen af med en glasskraber med et barberblad.

Hvordan forebygger du snavs og kalk i brusekabinen?

Skrab vandresterne af med en god skraber, når du er færdig med brusebadet og tør af med en klud eller et gammelt håndklæde.

BESØG TEMASIDEN: Alt om rengøring

Oldfruens rengøringsfilosofi

Oldfrue Grethe Henriksen hjælper med rengøringstips til brusekabinen

Oldfrue Grethe Henriksen. Foto: Jesper Elgaard

Tidligere oldfrue Grethe Henriksen har i 19 år sørget for, at Marienborg og siden hen Gråsten Slot har været skinnende rene til glæde for en lang række kongelige og toppolitikere som Dronning Ingrid, Dronning Margrethe, Hillary Clinton, Poul Schlüter og Poul Nyrup.

Grethes filosofi er: Hvorfor bruge masser af penge på dyre, opreklamerede rengøringsmidler, når du kan bruge de gammeldags fif og samtidig tage hensyn til miljøet.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab