Hvad er en facade af fibercement?

Facader af fibercementplader ses ofte i kombination med enten træ eller mursten. Sat sammen med andre materialer kan fibercement være med til at skabe flotte og spændende kontraster og effekter.

Fibercement laves både som plader og brædder. De er fremstillet af cement, kalk, vand og fibre. Fibrene er normalt plast- og cellulosefibre. Fibrene gør pladerne stærkere og mere fleksible og forhindrer dem i at revne, når de udsættes for vind og vejr, varme og kulde samt belastninger som stød og slag.

Pladerne kendes også under andre navne, fx eternitplader, Ivarsson, Fermacell og Cembrit.

Hvorfor vælge en facade af fibercement?

Fibercement kan fremstilles i forskellige former og farver, og det giver arkitekter - og dig som bygherre - mange valgmuligheder, hvad angår facadens udformning. De fleste plader har en helt glat overflade, men der findes også plader med en overflade, der ligner træ eller andre former for prægning af pladerne. Pladerne produceres også i mange størrelser. Nogle har mål som brædder, andre er store rektangulære plader eller små kvadratiske plader.

Fibercementplader kræver ikke vedligehold i form af maling. Vedligeholdelsen består mest i afrensning. Pladerne har lang levetid, og de nedbrydes ikke af svamp og råd.

Fibercement havde tidligere et dårligt ry, idet mange forbandt materialet med de meget udskældte eternitplader med asbestfibre. Men fibercementplader indeholder ikke asbest længere. Det blev forbudt i 1987.

Fibercement fremstilles i dag af fibre, der ikke er sundhedsskadelige, som asbestfibrene jo viste sig at være. I dag bruges cellulose- og plastfibre.

Nogle mener, at fibercement kun er egnet til industri- eller kontorbyggeri på grund af det rå udseende. Men fibercementplader fremstilles i dag i mange nye farver og med forskellige overflader, så udseendet behøver ikke være så råt som tidligere og de anvendes efterhånden også tit til enfamiliehuse

Hvor er fibercementplader til facader bedst egnet?

Fibercementplader kan bruges til alle typer facader, men er specielt egnet til steder, hvor det er svært at komme til at male, da de ikke kræver vedligeholdelse. 
Ligesom andre facader kan der dannes alger på nordvendte facader, men de kan børstes eller vaskes af. 

Pladerne kan anvendes alle steder, hvor du ellers ville vælge træbeklædning. Plader af fibercement er desuden velegnede til lette ydervægge, dvs. en ydervæg, der er bygget op med et bærende træ- eller stålskelet.

Pladerne anvendes ofte i samspil med mursten

Fibercementpladerne sættes op på lister beklædt med gummi. Listerne skal sikre, at der er et ventileret hulrum bag pladerne. Bag listerne placeres vindpap eller et andet vindstoppende materiale. Resten af ydervægskonstruktionen består af et skelet af træ eller stål med isolering imellem og en indvendig beklædning af gips.

Nogle af de nye produkter skal ligne træ og kan anvendes i stedet for træ, hvis man ønsker en ”træfacade” uden træets krav til vedligeholdelse. Man skal blot være opmærksom på, at fibercementprodukterne ikke patinerer eller ældes som træ. 

Fibercementplader på hele facaden er også godt til boliger, hvor der ønskes et minimalistisk eller stramt udtryk.

Hvilke fordele og ulemper er der ved facader af fibercement?

Der er delte meninger om brugen af fibercementplader. Nogle synes, at materialet er genialt, fordi det ikke skal males, og det er nemt at vedligeholde. Andre er knap så positive, da de forbinder materialet med kontorbygninger eller industri, ikke med enfamiliehuse.

Fordele

  • Plader og brædder af fibercement er tynde, så hele ydervægskonstruktionen kan blive meget tynd og fylde ganske lidt omkring 31 cm. Til sammenligning er en ydervæg med træbeklædning ca. 37 cm tyk og en murstensvæg ca. 41 cm.
  • Det er et stærkt materiale trods den begrænsede tykkelse.
  • Materialet vejer ikke meget.
  • Materialet er ikke organisk og rådner derfor ikke.
  • Materialet kan ikke brænde.
  • Materialet tåler vind og vejr.
  • Materialet er nemt at montere og afmontere.
  • Materialet kan nemt skæres til i ønskede mål.
  • Materialet er ikke sundhedsskadeligt, da det er fremstillet af cement, cellulose- eller plastfibre og kalksten.
  • Materialet kan genbruges.
  • Materialet kan fås i mange farver og udformninger.
  • Det er forholdsvis billigt.

Ulemper

  • Når fibercementplader eller -brædder går i stykker, skal de udskiftes, de kan ikke repareres. Hvis en plade eller et bræt skiftes ud, vil der sandsynligvis være en farveforskel på gamle og nye plader/brædder. 
  • Er pladerne ikke gennemfarvet kan malingen skalle af og det giver en lidt nedslidt udseende.
  • Materialet patinerer ikke som fx træ.
  • Nogle mennesker forbinder materialets udseende med industribygninger.

Hvornår er fibercementplader til facaden en god idé?

Da fibercementplader er den udvendige beklædning på en let ydervæg, skal du tage stilling til om du vil anvende pladerne som et alternativ til fx træbeklædning. Når du står i en af følgende situationer skal du træffe beslutningen, om du vil anvende fibercementplader:

Når du bygger nyt hus

Skal du bygge nyt hus, skal du tage stilling til, hvilken ydervægskonstruktion du vil anvende. Når du så har valgt en let facade, skal du vælge overfladen til den lette facade. En facadeoverflade af fibercementplader kombineres ofte med andre materialer, som fx træ eller mursten, så der opstår kontraster og fordi man ofte anvender lette facader under fx vinduer.

Når du bygger til eksisterende hus

Skal du lave en tilbygning til dit hus, kan tilbygningen bygges med en let ydervæg med en facade af fibercement. Du får dermed en tilbygning, som kan stå i kontrast til den eksisterende bygning. Det kan være en god løsning, hvis det er svært at lave en tilbygning, som ligner det eksisterende hus.

Ændre på eksisterende hus

Skal du efterisolere dit hus udvendigt, er en beklædning af fibercement en relevant facadeløsning, da pladerne ikke fylder ret meget i tykkelsen. Man skal dog huske, at der skal være ventilation på bagsiden af fibercementpladerne.

Hvad koster en facadeoverflade af fibercementplader?

En facade af fibercementplader er relativt billig. Prisen på selve facaden afhænger af typen af fibercementplader eller -brædder. Nogle plader kræver mere arbejdstid at montere end andre. Generelt kan man sige - jo mindre plader, des mere arbejdstid. 

Opsætning af plader af fibercement koster pr. kvadratmeter 550-1.500 kr. inkl. moms. "Brædder" fremstillet af fibercement sat op "en på to" eller "på klink", som traditionelle brædder af træ, koster pr. kvadratmeter 800-2.000 kr. inkl. moms (priser 2016).

Hvor længe holder en facade af fibercement?

Der gives normalt 15 års garanti på fibercementplader, men pladerne kan ofte holde længere. Man forventer, at levetiden er omkring 50 år. Man kan flere steder i byggeriet stadig se de gamle facadeplader, som indeholder asbest, her 60 år efter de er sat op.

Hvordan vedligeholdes facader af fibercement?

Fibercementplader er nemme at vedligeholde. Materialet kan klare al slags vejr, men vil i mindre grad påvirkes af forurening i luften og gradvis ændre farve. Fibercement kan børstes af for skidt eller evt. vaskes. En gang om året bør du gennemgå facaden:

  • Det er vigtigt at kontrollere, at pladerne eller brædderne er skruet ordentligt fast, og at der er god ventilation bag dem.
  • Du skal sikre dig, at der ikke er snavs langs siderne, som lukker for ventilationen bag pladerne.
  • Du skal feje spindelvæv og planterester væk.
  • Du skal stramme eventuelle løse skruer.

Du kan læse mere om vedligeholdelse på producenternes hjemmesider, fx Cembrit.