Fakta om indefrosne feriepenge

De indefrosne feriepenge er nu på vej til udbetaling til ca. 3 millioner danskere. I gennemsnit ligger udbetalingen på ca. 19.000 kr. Beløbet er beregnet ud fra, hvad du har tjent i perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020.

Du kan selv bestemme, om du vil have pengene udbetalt. Hvis du ønsker at få dem i hænderne nu, skal du ’bestille’ dem på borger.dk inden 1. december 2020.

Hvis du ikke gør noget, får du i stedet pengene udbetalt, når du når folkepensionsalderen.

Læs mere om de indefrosne feriepenge og udbetalingen af dem på borger.dk

Skal det være en ny hæk, en varmepumpe eller en opfriskning af køkkenlågerne?

For de fleste kommer udbetalingen af de indefrosne feriepenge nok som en dejlig overraskelse. Og for mange giver det også en uventet mulighed for at gøre nogle ting, og måske endda foretage nogle investeringer, som ikke lige var planlagt på forhånd.

Indefrosne feriepenge: Sådan bruger du dem på boligen

Feriepengene sendes lige nu ud i samfundet med det formål at sætte gang i samfundsøkonomien. Initiativet skal sikre job og vækst, og de kan samtidig forbedre din bolig.

Med fokus på bolig, bæredygtighed og beskæftigelse giver fire af Videncentret Bolius’ fageksperter her deres bud på, hvordan du bruger dine feriepenge bedst på boligen.

Panelet består af:

Feriepenge: Budget op til 5.000 kr.

  • Hyr en konsulent til at gennemgå din bolig
    Lad en energikonsulent/byggesagkyndig gennemgå din bolig. Og ja, det er der faktisk råd til inden for budgettet. Det er en fantastisk mulighed for at få et præcist overblik over de steder i din bolig, hvor der kan optimeres både i forhold til energimæssige tiltag, men også i forhold til vedligehold.

  • Få bedre styr på dit indeklima
    Det danske vejr tvinger os ofte til at være indendørs, og vi tilbringer typisk 13-16 timer i døgnet i vores bolig. Det er derfor også vigtigt for vores sundhed og livskvalitet, at indeklimaet er godt, og det er blevet nemmere at overvåge det ved hjælp af teknik.
    Der findes i dag flere forskellige effektive CO2-målere på markedet. En af måderne er fx at koble en indeklimamåler fra Netatmo sammen med en intelligent pære fra Philips Hue. Når CO2-niveauet bliver for højt i rummet, skifter lysets farve til rødt, og så ved du, at det er på tide at få åbnet vinduet og få luftet ud. De kan også arbejde sammen med ovenlysvinduer, så vinduerne åbner automatisk, når CO2-niveauet blver for højt.

  • Køb en støvsuger med et ordentligt HEPA-filter
    HEPA står for High Efficiency Particulate Air og er et effektivt partikelfilter, der kan fange op mod 99,9 procent af de fine støvpartikler. På støvsugere med HEPA-filter sørger filteret for, at den luft, der blæses fra støvsugeren og tilbage i rummet, er renset for de ultrafine partikler, der især belaster allergikere og astmatikere.
  • Gør din bolig indbrudssikker
    Du kan komme rigtig langt for små penge, når det gælder indbrudssikring. Det kan være, at skuret har brug for en kraftig hængelås, eller at tiden er inde til at få sat nogle sikringsbeslag på vinduerne. Mange indbrud sker gennem terrassedøren, så her er et nyt dørgreb med lås indvendigt en oplagt og nyttig investering.

LÆS PÅ BOTRYGT.DK: Gør dit hus (næsten) indbrudssikkert på en formiddag

  • Udskift de gammeldags lyskilder
    Har du ikke allerede fået skiftet til LED-pærer, ligger det lige til højrebenet. LED-pærers lyskvalitet er efterhånden så god, at de kan bruges de fleste steder. Du sparer mange ressourcer på strøm. Og du sparer ressourcer på fremstillingen af lyspærer, da LED-pærers levetid er længere end traditionelle lyskilders.
  • Send den gamle benzinplæneklipper på pension
    Står den benzindrevne plæneklipper alligevel til udskiftning, har du nu chancen for at få en el-plæneklipper. Både lednings- og batterimodellerne bruger selvfølgelig strøm, men de udleder ikke forurenede stoffer, mens du arbejder, og larmer ikke nær så meget som de gamle benzindrevne.
  • Nye fuger i brusenichen
    Bløde fuger holder desværre ikke evigt - faktisk kun mellem 5 og 10 år. Er du handy, kan du sagtens skifte dem selv. Men det kan godt være et drilsk arbejde, og det er vigtigt, at de er perfekte, så du undgår vand- og rådskader. Derfor er det måske lige nu, du skal få en professionel til at udskifte den mugne akryl- eller silikonefuge i brusenichen.
  • Udskift gamle vandhaner
    Skift et udtjent armatur ud med en berøringsfri model og/eller en sparevandhane. Det sparer på vandet i det lange løb.
  • Skift til sparebruser
    Har du ikke fået skiftet til en sparebruser, er det en oplagt mulighed for en hurtig og nem gevinst, både hvad angår økonomi og bæredygtighed. I grove træk halverer en sparebruser vandforbruget fra brusebadene, og i praksis kan det betyde en årlig besparelse på flere tusinde kroner.
  • Køb planter til haven
    Den optimale plantesæson er netop gået i gang. Hvis du køber barrods planter, rækker pengene længst. Fx kan du for under 5.000 kr. plante 125 meter bøgehæk (80-100 cm i højden), hvilket matcher en grund på ca. 800 m2. Hvis du deler udgiften med naboen, er der også råd til et nyt rosenbed.

Feriepenge: Budget 5.000 til 10.000 kr.

  • Udskift gamle termostater
    Vil du spare på både energi og penge, er det lige nu oplagt at udskifte radiatortermostaterne i dit hjem. Moderne termostater kan indstilles til at styre temperaturen i rummet ud fra bestemte kriterier – ofte via en app på din smartphone. Termostaterne kan monteres direkte på dine eksisterende radiatorer – også de ældre af slagsen – og så kan du fx sætte automatiske nat- og dagtemperaturer til, så du ikke har det for varmt om natten og ikke for koldt, når du vågner.
  • Forlæng levetiden af dit køkken
    Køb fx en ny køkkenbordplade eller udskift grebene på køkkenlågerne. Ved at forny mindre ting i dit køkken, er det med til at give det samlede køkken en meget længere levetid. Det kan også gøres med nymalede køkkenlåger. Send evt. lågerne til autolakering, nu der er lidt penge på kontoen. 
  • Køb bæredygtige materialer til haveprojektet
    Hvis du er frisk på selv at tage fat, når der skal bygges i haven, kan du virkelig få fingre i nogle gode materialer på det budget. Et eksempel kunne være nye egetræskanter til køkkenhaven. Egetræ holder længere end meget andet træ i direkte jordkontakt. I denne prisklasse kan du, hvis du bygger selv, få ca. tre bede af 3 x 1,5 meter i egetømmer og ny jord til at fylde i.

Budget 10.000 til 20.000 kr.

  • Udskift dit gamle oliefyr eller gasfyr
    Nej, der er desværre ikke penge nok til den helt store udskiftning. Men en mulighed er at leje en varmepumpe på abonnement. På den måde kan du slippe af med det gamle olie- eller naturgasfyr uden at skulle investere de ca. 70.000-100.000 kr. som en luft til vand-varmepumpe typisk koster. Lige nu kan installatøren endda få et tilskud på op til 25.000 kr. og dermed gøre det billigere for dig at få installeret en varmepumpe og dermed få varme på abonnement.
  • Luft-luft varmepumpe til sommerhuset
    En luft til luft-varmepumpe til opvarmning af et sommerhus er en oplagt investering. Den trækker varmeenergi ud af luften udenfor huset og bruger varmeenergien til at opvarme luften inde i huset. En luft til luft-varmepumpe er ideel til at varme et sommerhus op, da den er relativt billig i anskaffelse og kan bruges, hvor der ofte ikke er trukket varmerør eller er radiatorer beregnet til et centralvarmeanlæg.
  • Luftsolfanger til sommerhus eller kælder
    Med lidt ekstra penge på kontoen, kan det være, det er nu, du skal investere i en luftsolfanger.
    En luftsolfanger hjælper med at holde huset tørt og frostfrit ved at blæse frisk luft udefra ind i huset. Luften bliver opvarmet ved hjælp af solenergi, så den er lun og tør.
    En luftsolfanger er især velegnet til kolde rum, der let bliver fugtige, når de står uopvarmede i længere tid.
    Når du først har investeret i luftsolfangeren, koster den ikke noget i drift, da den udnytter energien i solens stråler. Er den dimensioneret korrekt og placeret optimalt, er den så effektiv, at den kan holde et almindeligt sommerhus tørt og frostfrit uden anden form for varmetilskud.
  • Ekstra isolering på loftet
    Bor du i et ældre hus, kan det være, at du skal gå en tur på loftet med nogle af dine udbetalte feriepenge.
    I mange ældre huse ligger der allerede isolering på loftet. Men ofte er det et lag på 100 mm, og det er ikke nok til at isolere huset tilstrækkeligt. Der skal helst ligge et lag isolering, der alt i alt er mindst 300 mm tykt, hvis der ellers er plads til det. Hvis den gamle isolering er i pæn stand, kan du blot lægge et nyt lag isolering oven på den, så den samlede tykkelse bliver mindst 300 mm.
    Men undersøg først, om dampspærren er helt tæt. Hvis den gamle isolering er medtaget, fugtig, krøllet el.lign., bør du smide den ud og erstatte den med et helt nyt lag.
  • Få malet vinduerne
    Nymalede vinduer er virkelig noget, som kan gøre underværker på din bolig. Hvis vinduerne ellers ikke fejler noget, er det derfor oplagt at hyre en professionel maler til at stå for arbejdet. Det forlænger vinduernes levetid, gavner beskæftigelsen og forskønner din bolig.
  • Plant et stort træ
    Det kan være svært at vente på, at haven gror til. Men store træer er drøn dyre, og det er svært og tungt at plante dem på egen hånd. Måske er det derfor nu, du skal gribe chancen og bestille det store træ (med levering og plantning), som du altid har drømt om.