Fiskeeventyret kollapsede, men nu rejser Nexø sig igen

• Nexø er Bornholms næststørste by med 3.607 indbyggere.
• Byen ligger på øens østkyst. 
• Neksø er i dag en uofficiel stavemåde af bynavnet.
• I Nexø er der i sommerhalvåret hyppig færgeforbindelse til Kołobrzeg i Polen.
• Forfatteren Martin Andersen Nexø, som flyttede til Nexø med sin familie i 1877, tog navn efter byen.
• I Nexø ligger bl.a. Bornholms Glas- og Keramikskole samt Nexøs gamle røgeri.
• Nexø Stadion er hjemmebane for NB Bornholm (tidligere Nexø Boldklub), og her er plads til omkring 3.000 tilskuere, heraf 900 siddepladser.

Læs mere om Nexø på bornholm.info

Nexø og især havneområdet var stedet at være i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne. I havnen lå fiskekutterne så tæt, at vandet i det store havnebassin kunne krydses tørskoet. Dét var tider for ikke bare Nexø, men for hele Bornholm, der nød godt af tiden, før EU’s fiskerikvoter strammede til, og Sverige og Sovjetunionen endnu ikke kunne blive enige om, hvor deres fiskerigrænser i Østersøen skulle placeres. Sidstnævnte efterlod en uafklaret gråzone af et farvand med masser og fisk og dermed kronede dage for bl.a. bornholmske fiskere.

Fiskeriets guldalder smittede af på alle lag og fag i lokalsamfundet Nexø – og på hele Bornholm. Så længe det varede.

Krise i Nexø i 1990’erne

I 1990’erne og ca. to årtier frem var både Nexø og hele øen i den grad udfordret af fraflytning, arbejdsløshed og ringe økonomi, men i dag blomstrer hele øen og også Nexø igen. Ingen kan være i tvivl om øens gode gænge, funderet i fødevarekultur, Folkemøde og stagnerende fraflytningstal. Også Nexø som by og tidligere succesfuld erhvervshavn begynder at opleve nye caféer, butikker, sociale og kulturelle tilbud og en ny, positiv stemning.

I Nexø Havn var der under fiskeriets guldalder indregistreret op mod 200 fartøjer, og havnen summede af liv og aktivitet døgnet rundt. Der duftede dejligt af fisk og kollektiv velstand, når et af de store fangstfartøjer kom i land med op mod 30 ton fisk om bord til ca. 6-8 kr. kiloet.

Pengene kom hurtigt ud at virke. Både på de lokale værtshuse Rottehullet og Bodegaen, og i form af store indkøb i elektronik- og møbelbutikker eller med bestilling af nye og større huse hos de lokale håndværkere. 

Nexø havde fem filetfabrikker, der var lossecentraler i alle havne på Bornholm, og tusindvis af arbejdspladser på øen og især i Nexø var tilknyttet fiskeriet. Det var virkelig vilde og sjove tider, fortæller Klaus Hjorth, der er født i Aarsdale, en by lidt nord for Nexø.

Selvom der var penge nok, arbejdede alle hårdt for deres penge. Klaus Hjorth også. Som så mange andre unge knægte i 7. klasse rensede han torsk om natten eller inden skoletid. Når sæsonen fra februar til juni stod på, arbejdede alle nat og dag, husker han.

– Onde tunger vil påstå, der var mange blærerøve og et vildt overforbrug dengang, men jeg vil sige, at der var mange hårdt tjente penge i omløb, som var sjove at bruge. Min mor tvang mig til at betale for at bo hjemme, og dem sparede hun op for mig. Men det var svært for os alle at håndtere så mange penge. Easy come, easy go, du ved. Det brændte mange fingrene på, da kvoterne kom, fortæller Klaus Hjorth.

Fiskekvoter og fiskerigrænser gav problemer på Bornholm

 I 1972 meldte Danmark sig ind i EF og blev dermed også en del af et europæisk farvandsfællesskab, hvor alle må fiske i alle farvande. Med tiden og fællesskabet fulgte i starten af 1980’erne begyndende kvoter for tilladte mængder fangst, og begrænsningerne på sild, torsk og laks begyndte at påvirke fiskerisamfundet Nexø.

– Mange fiskere købte endnu større både for at slippe for beskatning af indtjening og for at beholde skruen i vandet ved at kunne tage endnu større mængder fisk med i land – hentet fra stadig fjernere farvande, fortæller Erik Gornitzka. 

Han er født i Nexø i 1943 og er i dag som pensionist tilknyttet Nexø Museum. Han husker tydeligt de begyndende lokale bekymringer for fiskeriets fremtid. Eller rettere kampen for ikke at ville se, hvor det uafværgeligt ville bære hen. 

– Fiskeriets frie forhold strammede til op igennem 1980’erne. Her blev Sverige og Sovjetunionen dels enige om deres fiskerigrænse i farvandet mellem Gotland, Estland og Letland, dels blev kvoterne fra EU strammere og strammere, hvilket fik mange til at forsøge sig med alternative løsninger eller større fartøjer for at holde skruen i vandet. Mange forgældede sig yderligere, nogle begyndte med rejefiskeri i Grønland, nogle klarede den, men rigtig mange gik konkurs der sidst i 1980’erne og starten af 1990’erne, fortæller Erik Gornitzka. 

Fiskeres konkurser gav konsekvenser

Med fiskernes omsiggribende konkurser, der bl.a. er skildret i instruktøren Lotte Svendsens film ”Bornholms stemme” fra 1999, gik alt i stå. Bornholmere og Nexø-boere i massevis mistede deres arbejde, færre og færre kunne betale deres regninger, forbrugsfesten stoppede, og butikker lukkede. Kuttere blev solgt på tvangsauktioner eller hugget op med støtte, og mange måtte gå fra hus og hjem pga. gæld i båden.

Hvad der mindede om en depression, indhyllede Nexø i det, der skulle vise sig at blive til godt to årtier med stilstand, mismod og en rungende tom havn. Få fiskede fortsat meget små mængder, og generelt skulle der kigges meget langt efter en kutter i Nexø Havn i 1990’erne og 2000’erne. En hård tid for mange.

– Byen lød pludselig rungende tom, som om det var kirketid hver dag. Tomme huse, dalende boligpriser og fraflytning betød, at Nexø gik nogle hårde år i møde. For mens befolkningstallet faldt og faldt, kæmpede de tilbageblevne for økonomisk overlevelse. Nexø gispede desperat efter vejret, husker Erik Gornitzka.

De samme minder har Klaus Hjorth, der dengang gik konkurs med farens vodbindervirksomhed. I dag er han bl.a. direktør i Nexø Vodbinderi, i bestyrelsen for Nexø Havn, andelshaver i Bornholm Havbrug og meget mere. For nogle må gøre noget, hvis vi skal ud af dødvandet, lyder det fra ham.

– Jeg bliver meget bevæget, når jeg tænker på de mange skæbner, der slog sig på fiskeriets krak. Selvom de havde tjent mange penge og kastet om sig med forbrugsgoder, så betød deres store forbrug jo velstand til alle handlende og lokalmiljøet, som hele Nexø – ja, hele Bornholm – nød godt af. Mange dygtige fiskere blev ruineret og måtte gå fra hus og hjem, flere par blev skilt eller flyttede fra øen for at få arbejde ovre (på fastlandet, red.). En på alle måder trist tid, konstaterer Klaus Hjorth.

Gamle fiskere i den nye Café R60 på havnekajen

Skiltet, der annoncerer for hipsterdrikken fritz-cola, vidner om, at nye generationer er i gang med at gøre Nexøs havn til et sted, der igen er til gavn for byen Nexø.

I et gammelt ishus på havnekajen har Lasse Holmgaard åbnet caféen R60 lige der, hvor hans far i 1970’erne lossede fisk fra fiskekutteren af samme navn – og han har da også haft besøg af mange af de gamle fiskere, som er glade for, at der igen kommer liv i de mange industrielle kvadratmeter på havnen.

– Jeg er fra 1981, og fra min barndom husker jeg en generel bydepression – ophugning af både, alkoholisme og skilsmisser. Det var voldsomt, hvor stor indvirkning fiskekrakket havde. Men Nexø er så meget andet, også selvom vores industrihavn aldrig bliver så romantisk som Svaneke og Gudhjems hyggehavne. Til gengæld har vi meget plads, industrielle lokaler klar til kreative kræfter – og vi har ligesom plads at udvikle os på og et blankt lærred at male fremtidens Nexø på. Og det gør vi, siger Lasse Holmgaard.

For otte år siden rykkede Lasse Holmgaard med kæreste og børn tilbage til Bornholm, og caféen på havnekajen – med en udsigt, de fleste vil misunde – blev en realitet, fordi han manglede et sted at hænge ud med venner, gæster og alle de aktive i den lokale fodboldklub, som mange lokale kræfter holder godt kørende.

– Jeg håber, Nexø bliver byen, hvor kunst, kreative miljøer og design hører hjemme. Hvor design­kvalitet, havnens råhed og arbejderånden går hånd i hånd. For Nexøs historie og fiskeriets storhedstid lige her vil og skal præge byens og havnens fremtid, for denne her kæmpe havn kan vi bruge til så mange ting, at det giver byen utrolige muligheder for at udfolde sit lokal- og turistliv året rundt hernede. Mange små pop-ups er i gang, og hvis man tænker på den rivende udvikling, Bornholm generelt er i, så kunne Nexø Havn igen blive STEDET at være, lyder det optimistisk fra Lasse Holmgaard.

Gourmetrestauranter på Bornholm

Også Daniel Kruse, der som ihærdig og lokalforankret Nexø-dreng er restaurantchef på restauranten Molen på Nexø Havn, har mange barndomsminder fra de hårde år, men han vil hellere fortælle om, hvad byens havn kan i dag. 

– Da jeg var barn, færdedes man ikke på havnen, for det var en travl erhvervshavn. I dag kan lokale og gæster gå tur her, hænge ud, spise og nyde det rå miljø og historierne om en svunden tid. Jeg synes virkelig, Nexø Havn kan noget – lidt ligesom Kødbyen i København, der i dag er et hipt mad- og kulturområde. 

Daniel Kruse var – som så mange andre bornholmske unge – væk fra den trange fødeø i en 10 års tid, men da de 49 m2 i København blev for trangt for familien på fire, vendte han retur med børn og sin bornholmskfødte frue.

– I 2011 begyndte der at ske noget på øen. Vi talte om vores særlige terroir, dyrkningsmetoder og mængde af solskinstimer, og frem kom Kadeau-drengene i Pedersker, der som lokale kokke startede en gourmetrestaurant på Sydbornholm og nu har en Michelin-stjerne. Der var også den kendte kok Mikkel Marschall med hans store kokkekonkurrence ”Sol over Gudhjem” og flere andre, fortæller han. 

Øen oplever en generel opblomstring, der lidt sent rammer Nexø, der ”ikke altid været den mest trendy og turistlækre by på Bornholm”. 

– Tiden er til nye ting. Mine gæster stiller krav om lokale råvarer, der er fanget i det hav, de kan se fra restauranten, og de vil høre fortællingen om Nexø. Og det skal vi som bornholmere være stolte af og bevidste om. Fiskeriet kommer ikke tilbage, så vi skal have gang i at udnytte, at vi har så store, rå havnearealer, tomme bygninger og siloer og havnekvadratmeter med fed udsigt, der bare venter på, at idérige folk rykker ind og skaber en ny havneby, siger fra Daniel Kruse.