Flagstænger og flagregler

Hvilke typer flagstænger findes der? Hvad siger flagreglerne om at flage med det tyske flag? Og hvornår er det god skik at hejse flaget op i flagstangen? Find ud af det her.

Flagregler i Danmark - Dannebrog.

Dannebrog er det flag, som anvendes ved højtider i Danmark. Skal du flage med fx det tyske flag, kræver det tilladelse fra dit lokale politi. Arkivfoto.

Traditionen med at flage, når der skal fejres runde fødselsdage, mærkedage, dåb og konfirmationer er med til at sikre, at flagstangen stadig er fast inventar i mange villahaver rundt om i det danske land. 

En flagstang kan både være en fryd både i for- og baghaven. Der findes forskellige typer og størrelser, og der er også flagregler, som du skal overholde.

Hvilken type flagstang skal du vælge?

Når du skal købe en flagstang, kan du normalt vælge mellem 2 materialer:

  • Den traditionelle flagstang af træ.
  • En flagstang af glasfiber.

Prisen på typerne er forholdvis ens, så valget afhænger mere af æstetiske overvejelser, samt hvor mange kræfter du vil bruge på vedligeholdelse.

Flagstang af træ

En flagstang af træ er typisk lavet af gran. Gran er især velegnet til flagstænger, da stammerne er høje og lige. Træet bliver fældet, afgrenet og afbarket, hvorefter stammen høvles og overfladebehandles med olier og evt. males til sidst.

En flagstang af træ kan holde i mange år, men har den ulempe, at den kræver løbende vedligeholdelse. Malingen skaller af, så flagstangen bliver grim, og det kan også ødelægge flaget, hvis flagstangen er ru og beskidt.

Når du skal vedligeholde flagstangen, må du første løsne den nederste bolt og langsomt sænke flagstangen, så den kommer ned at ligge på jorden. Herefter skal den slibes og males.

Det er nødvendigt at være et par stykker om arbejdet, så der er nogen til at tage imod flagstangen, når den sænkes ned. Ligeledes skal I være flere til at rejse den igen, når den er blevet malet.

Flagstang af glasfiber

En flagstang af glasfiber har måske ikke den samme charme som en flagstang af træ - til gengæld er den stort set vedligeholdelsesfri. Den kan med tiden blive snavset og trænge til rengøring, men den skal aldrig slibes og males.

Hvor høj skal flagstangen være?

Der er ingen fast regel for, hvor høj en flagstang skal være, men sørg for at vælge en højde, der passer til huset, grunden og omgivelserne. Flagstangen bør rage et godt stykke op over husets tag samt det meste af beplantningen på grunden, så flaget er synligt fra vejen. Halvanden til 2 meter højere end husets tagryg er en passende højde.

I de fleste parcelhushaver passer en flagstang på 7, 8 eller 10 meter godt, mens huse på større grunde sagtens kan have en flagstang på op til 12 meter.

Der er ingen regler for, hvor på grunden du skal placere din flagstang, medmindre der er fastsat krav i lokalplanen for området. Af almindelig høflighed bør du dog holde den 5 meter inden for skel.

Når du skal placere din flagstang, er det tilmed en god idé at placere den, så der er plads til, at du kan lægge den ned, når den skal slibes og males eller rengøres.

Flagstangens og knoppens farve

Det er god "flagskik" at lade sin flagstang være enten hvidmalet eller stå i naturtræ. Knoppen på flagstangen, som enten kan være af træ eller glasfiber, er normalt enten hvid eller rød. Men den må godt have andre farver. Den kan fx være gylden.

Flagstangens fod

De fleste flagstænger bliver fastgjort på en fod, som graves ned i jorden. Foden kan være af beton eller træ. Flagstænger af glasfiber kan også fås med en usynlig indvendig fod, fx et spyd eller en pæl, som flagstangen sættes ned over.

Hvad koster en flagstang og et flag?

Prisen på en flagstang afhænger af størrelsen, hvor de billigste modeller på 3 meter inkl. fod koster ca. 900 kr., mens de dyreste modeller på 12-13 meter koster op imod 3.000-4.000 kr. Hertil skal regnes en udgift til sokkel/fod og evt. montering.

En flagstang på 8 meter, som vil være et typisk valg til villahaven, kan fås fra ca. 1.500 kr. i både glasfiber og træ inkl. flag. Skal du også have en sokkel/fod, koster den ca. 700 kr. oveni.

Hvis du skal have hjælp til at montere foden og gøre flagstangen fast, skal du regne med en udgift på yderligere 1.000-1.500 kr.

Et flag, som passer til en flagstang på 8 meter koster ca. 200 kr., og en vimpel ca. 100 kr.

Bemærk, at alle priser er ca. priser indhentet i 2016 og er inkl. moms.

Hvad siger flagreglerne om, hvilke flag du må flage med?

I Danmark flager vi normalt med det danske nationalflag Dannebrog. Dannebrog menes at være det ældste flag i verden. Sagnet fortæller, at Dannebrog faldt ned fra himlen under Valdemar Sejrs korstog i Estland den 15. juni 1219. Den 15. juni kaldes derfor for Valdemarsdag og er en af de officielle flagdage i Danmark.

Regler for flagning med andre landes flag

Ud over Dannebrog må du også flage med de andre nordiske flag, dvs. det svenske, norske, finske, færøske, islandske og grønlandske flag. Du må også flage med EU-flaget og FN-flaget.

Du må derimod ikke flage med andre landes flag i Danmark, medmindre du har fået en særlig tilladelse fra det lokale politi.

Du må gerne hejse sørøverflag eller et flag fra et firma i din have, da det ikke krænker Dannebrog eller Danmarks suverænitet. Forbud og regler om, hvilket flag du må hejse, omfatter derfor kun andre nationer eller nationsfællesskabers flag. 

Flagets størrelse

Når du køber et nyt flag, bør du naturligvis vælge et, der passer til flagstangens højde. Tommelfingerreglen er, at flagets højde skal være en femtedel af flagstangens højde. Hvis du har en flagstang på 10 meter, bør flagets højde altså være 2 meter.

På skråtstillede flagstænger er tommelfingerreglen, at flagets højde skal være en tredjedel af flagstangens højde.

Krav til flagets farve og størrelse

Dannebrog skal have en klar rød og hvid farve. Men i modsætning til andre lande har Danmark ingen regler om, at flaget skal have én korrekt farve. I en forordning fra 1748 om koffardiskibets flag står der blot, at Dannebrog skal være rødt, men ikke noget om, hvilken nuance af rød det skal være. Oftest anvendes farven pantone 185.

Ifølge forordningen fra 1748 skal forholdet mellem de farvede felter i Dannebrog være 3:1:4,5 (3 for det korte røde felt, 1 for den hvide stribe og 4,5 for det lange røde felt).

Splitflag

Splitflaget ender i 2 spidse snipper omtrent som en svalehale. Det må kun anvendes af kongehuset, staten, offentlige myndigheder og militæret.

Vimpler

Når flagstangen står tom, kan du hejse en vimpel - et spidst trekantet flag. Den korrekte længde for en dannebrogsvimpel er det halve af flagstangens højde. Har du en 10 meter høj flagstang, bør vimplens længde være 5 meter.

Du kan også vælge det, der hedder en dannebrogsstander, som er kortere og bredere end en vimpel.

Hvilke flagregler gælder?

Der findes ikke nogen egentlig flaglov i Danmark. Flagning i private haver er i princippet op til den enkelte ejer. Men der findes alligevel en række hævdvundne regler for, hvordan du bør gøre, når du flager. 

Her er nogle af de vigtigste:

  • Flaget hejses ved solopgang, dog tidligst kl. 8 og hales ned ved solnedgang. Flaget kan hales ned tidligere, hvis der er behov for det.
  • Flagning efter mørkets frembrud siges at være flagning for Fanden.
  • Der bør vises respekt for flaget, når det hejses. Flaget hejses stramt og i et roligt tempo helt til tops, mens de, der står i nærheden, vender front med flaget.
  • Flaget må aldrig røre jorden.

Der er ingen fast regel for, hvordan du skal lægge Dannebrog sammen.

Som privat må du flage, så tit du vil, og du har ikke pligt til flage på de officielle flagdage.

'Sådan hejser du dit flag'

Officielle flagdage

De officielle flagdage bliver fastsat af kongehuset og Justitsministeriet. Privat kan du flage, så ofte du har lyst, og du behøver ikke flage på de officielle flagdage.

Officielle flagdage i anledning af helligdage og nationale mærkedage:

  • Nytårsdag den 1. januar.
  • Langfredag (halv stang indtil solnedgang).
  • Påskedag.
  • Danmarks besættelse 1940 den 9. april (på halv stang indtil kl. 12 og derefter på hel stang).
  • Kristi himmelfartsdag.
  • Danmarks befrielse 1945 den 5. maj.
  • Pinsedag.
  • Grundlovsdag den 5. juni.
  • Valdemarsdag og Genforeningsdag den 15. juni.
  • Danmarks udsendte 5. september
  • Juledag den 25. december.

Officielle flagdage i anledning af fødselsdage i kongehuset:

  • Kronprinsesse Marys fødselsdag den 5. februar.
  • Prinsesse Maries fødselsdag den 6. februar.
  • Dronning Margrethes fødselsdag den 16. april.
  • Prinsesse Benediktes fødselsdag den 29. april.
  • Kronprins Frederiks fødselsdag den 26. maj.
  • Prins Joachims fødselsdag den 7. juni.
  • Prins Henriks fødselsdag den 11. juni.

Fødselsdage for prinser og prinsesser i det danske kongehus bliver først til officielle flagdage, når de bliver myndige. 

Hvornår må du flage på halvt?

At flage på halvt er et udtryk for sorg og bruges bl.a. ved død og bisættelser. Der flages også på halv stang hele langfredag. Den 9. april på dagen for Danmarks besættelse i 1940 flages der på halv stang indtil kl. 12 og derefter på hel stang.

Der gælder følgende regler for at flage på halvt:

  • Flaget hejses først helt til tops og hales derefter ned til en højde, så underkanten af flaget er ud for midten af flagstangen. Når flaget hales ned, hejses flaget først til tops og hales derefter helt ned.
  • Der kan flages på halvt på dagen for dødsfaldet. Ved bisættelser hejses flaget på halv stang, og når bisættelsen er overstået, hejses flaget på hel stang til solnedgang.

'Den korrekte måde at flage på halv'

Hvordan bortskaffer du et flag?

Du bør ikke flage med et Dannebrog, der er blevet afbleget, laset eller snavset. Ifølge skik og brug er det heller ikke passende at vaske flaget.

Når flaget bliver for slidt eller snavset, bør du altså bortskaffe det, og også det bør ske med passende andagt og respekt for flaget. Faktisk er det mest korrekte at brænde flaget, men det bør dog ikke ske offentligt.

Hvis det ikke er muligt at brænde flaget diskret, kan du lægge det pænt sammen og aflevere det på genbrugsstationen.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab