Flugtveje og redningsåbninger

Huse skal have flugtveje og redningsåbninger, så beboerne kan redde sig ud i tilfælde af brand. Bygningsreglementet stiller bl.a. krav til, hvor store døre, vinduer og lemme skal være.

flugtveje hurtigt ud af dit hus i tilfælde af brand. Derfor er der lovkrav om flugtveje.
Du skal kunne komme hurtigt ud af dit hus i tilfælde af brand. Derfor er der lovkrav om flugtveje. Foto: Scanpix

Hvad kendertegner flugtveje og redningsåbninger?

Bygningsreglementet stiller krav om, at dit hus skal have flugtveje og redningsåbninger, så de personer, der opholder sig i huset, hurtigt kan redde sig ud i tilfælde af brand.

  • En flugtvej er typisk den vej, du i det daglige bruger, når du skal ud og ind af huset.
  • En redningsåbning er typisk et vindue eller en lem, som kan bruges til at give dig til kende igennem over for redningsmandskabet. Og den skal også anvendes til, at brandmanden kan komme ind i boligen og redde dig ud. En redningsåbning kan aldrig erstatte en flugtvej.

Hvilke krav stilles der til flugtveje?

Bygningsreglementet stiller følgende krav til flugtveje i fritliggende enfamiliehuse og sammenbyggede enfamiliehus som fx rækkehuse eller dobbelthuse:

  • Der skal være adgang igennem en dør direkte fra husets stueplan til terrænet udenfor.
  • Døre i stueetagen skal have en fri bredde på mindst 77 cm, hvilket svarer til 90 cm. fra  dørkarm til dørkarm.
  • Gangarealer skal være mindst 1,3 meter brede.
  • Det er nok med en bredde på 1 meter for gangarealer uden døre eller skabsdøre i stueetagen og for gangarealer på 1. sal samt ved ombygning af eksisterende huse.
  • Der er ingen krav til bredden af interne trapper.

Der stilles væsentligt strengere krav til flugtveje i etageejendomme, da der er flere beboere, der skal kunne nå at redde sig ud fra lejligheder, der ligger oven på hinanden i flere etager.

Hvilke krav stilles der til redningsåbninger?

Bygningsreglementet stiller følgende krav til redningsåbninger, hvad enten du bor i hus eller i lejlighed:

  • I enfamiliehuse skal der normalt være mindst én redningsåbning direkte til det fri i hvert beboelsesrum og i køkkenet. Det kan være et vindue, en dør eller en lem.
  • Et rum behøver dog ikke at have en redningsåbning, hvis der er 2 døre i rummet, som fører ind til hvert sit rum. De 2 rum må ikke ligge i åben forbindelse med hinanden.
  • Redningsåbningens højde plus bredde skal være mindst 1,5 meter. Højden skal være min. 60 cm og bredden min. 50 cm.
  • Redningsåbningens underkant må højest være placeret 1,2 meter over gulvet inde i huset, og åbningen skal være let at finde og at komme hen til.
  • Redningsåbningen skal være let at åbne, og den skal kunne holdes åben i en position.
  • Der må ikke være noget, der forhindrer brugen af redningsåbningen som fx solafskærmning el.lign.
  • Redningsåbningen må ikke være blokeret af karnapper, udestuer el.lign., så brandvæsnet ikke kan komme til udefra.

Hvilke pligter har du som husejer?

Når du bor i huset

Når du bor i dit hus, skal du sørge for at vedligeholde det, så du er sikker på, at de døre og vinduer, der skal fungere som flugtveje under en brand, virker. Tjek jævnligt, at vinduer og døre kan åbne.

Redningsåbning gennem vindue
Bestemmelse af fri højde og bredde på redningsåbninger. Højden skal være min. 60 cm og bredden min. 50 cm. Højden og bredden lagt sammen skal være minds 1,5 m. Illustration: SBi.

Undgå også at blokere døre og vinduer med ting og sager, som gør det svært at komme ud.

Tænk dig om, når du monterer solafskærmning el.lign., udvendigt som indvendigt.

Når du placerer en karnap, udestue el.lign., skal du huske at tænke på, om du forringer en eksisterende flugtvej.

Hvis du bygger om

Eksisterende huse skal være bygget, så de opfylder de krav, der var gældende på det tidspunkt, da huset blev bygget. Det gamle hus skal altså ikke umiddelbart opfylde nye krav til flugtveje og redningsåbninger, der er blevet indført i bygningsreglementet, efter at huset er blevet bygget.

Når du bygger om, skal du sikre dig, at det som du ombygger/ændre opfylder gældende krav.
Hvis du fx skifter vinduerne, skal du sikre dig, at de nye vinduer lever op til gældende krav om redningsåbninger.

Når du bygger nyt hus eller en tilbygning

Når du bygger et nyt hus, skal du sørge for, at bygningsreglementets krav til flugtveje og antal størrelse af redningsåbninger overholdes. Det samme gælder, hvis du bygger en tilbygning til dit eksisterende hus eller en ny 1. sal. Eller inddrager en eksisterende 1. sal til beboelse

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab