Tjekliste | 7 trin

Følg disse trin, når du skal male udvendigt træværk

Hvornår er det nødvendigt at grunde, og hvor meget skal du slibe? Her får du en let trin for trin-vejledning til at male udvendigt træværk.

1. trin

Tjek at træet er tørt

Træet skal være tørt, når du maler det, for at få det bedste resultat. Fugt i træet vil dels forhindre, at malingen sidder fast, ligesom tørreprocessen kan få træet til at svinde. Vil du være helt sikker på, at træet er tørt nok, kan du bruge en fugtmåler. Træet skal have en restfugt på ca. 20 procent, før det egner sig til at blive malet.

2. trin

Mal ikke råddent træværk

Hvis træet er råddent, gennemvådt eller på anden måde nedbrudt, skal du ikke male det, men i stedet investere i nyt træ. Træbeskyttelsen vil være helt nytteløs.

3. trin

Rengør overfladen

Rengør træværket med en blanding af vand og rengøringsmiddel, som er beregnet til rengøring af træværk. Brug grundrens, hvis overfladen er fedtet eller meget beskidt.

4. trin

Fjern løs maling

Skrab og slib gammel, løs maling af. Det, du maler ovenpå, skal have fuld vedhæftning til underlaget. Slib overfladen mat, hvis den gamle maling sidder godt fast.

5. trin

Brug grunder på ubehandlet træ

Grund altid ubehandlet træværk, før du går i gang med en yderligere behandling af træværket.
Vælg en grunder til udendørs træværk, så træværket er beskyttet mod svampeangreb og alger.
Brug også grunder på træ, der tidligere har været malet, men som nu er blevet renset og slebet - og står råt.

6. trin

Mal træværket 1-2 dage efter grunding

Lad grunderen tørre ind i træet i 1-2 dage, og mal herefter med træbeskyttelse. Vælg mellem en heldækkende og en transparent træbeskyttelse.
En heldækkende træbeskyttelse giver træværket en jævn og tæt overflade i den farve, du ønsker.
En transparent træbeskyttelse lader træets oprindelige farve og mønstre trænge igennem beskyttelsen.
Påfør altid træbeskyttelse med en stor, bred pensel, og mal med træets åreretning.

7. trin

Mal træværket igen efter 3 år

Hold øje med træværket. Hvor tit du skal male, afhænger af, hvor udsat træværket er - det har fx en betydning, om det står i skygge, sol, nær havet eller et sted med manglende ventilation.
Hvor ofte, du skal vedligeholde, afhænger også af træets kvalitet - er det fx kernetræ af høj kvalitet eller splintved af lav kvalitet?
Normalt kan du vente 8-10 år med at behandle det nybehandlede område igen, hvis du har benyttet heldækkende træbeskyttelse. Har du givet træværket transparent træbeskyttelse, skal du gentage behandlingen igen efter 2-4 år.