Her skal vi bare bo!

Camilla og Jesper var på udkig efter et nyt hjem, da de forelskede sig i et arkitekttegnet sommerhus i Skæring ved Aarhus. Det var arkitekt Rasmus Bak, der havde tegnet det til sin egen familie – en skøn lille kube i træ – og både Jesper og Camilla var fuldstændigt betagede.

Her bor:

Camilla og Jesper med deres to døtre Lillie og Ingeborg.

– Først og fremmest fordi det var så utroligt smukt, men også på grund af stemningen. Der var masser af kroge i det i øvrigt enkle hus, og det skreg bare til himlen om, at her var fred og ro, fortæller Camilla.

Men huset var et sommerhus og måtte ikke benyttes som helårsbolig, så den ide måtte familien droppe.

Lidt tid efter kom Camilla og Jesper tilfældigt forbi det lille udbyggerkvarter nord for Aarhus. En stribe hyggelige huse på en lukket vej ved et fredet stykke skov, en god skole og endda et lille gadekær – alt sammen kun 12 km fra Aarhus centrum.

Skræddersyet i skæve vinkler

– Der var én eneste grund tilbage i kvarteret tæt ved skoven. Vi fornemmede hurtigt, at her ville vi kunne bygge et hus med udsigt til et grønt tæppe af træer, fortæller Jesper.

Og hvad var mere nærliggende end at hyre arkitekten bag det sommerhus, familien først havde forelsket sig i? Rasmus Bak fra Baks arkitekter blev tilkaldt for at kigge på grunden, allerede inden Camilla og Jesper havde skrevet under, så de ikke købte katten i sækken. Årsagen til at grunden endnu ikke var bebygget var nemlig den linje af skovbeskyttelse, der lå på matriklen – et benspænd, der skulle tages højde for i arkitekturen.

– Rasmus (Bak, red.) var heldigvis med på ideen med det samme. Han tegnede nogle skæve vinkler ud mod haven og tilpassede huset til grunden, så vi i sidste ende fik den rumfordeling og de kvadratmeter, vi ville have. Det blev simpelthen skræddersyet, fortæller Jesper.

Arkitekt Rasmus Bak endte faktisk med at udnytte benspændet på grunde til sin fordel.

– Planløsningen er lidt atypisk, og huset er ikke voldsomt stort – men det føles fuldstændigt logisk og større, end det egentligt er.

Træ inde – og træ ude

  •  Camilla og Jesper har valgt en cedertræs beklædning på husets facade, der patinerer smukt og ikke kræver yderligere behandling.
  • Samtidigt levner facaden i træ flere kvadratmeter indenfor end en murstensfacade ville have gjort, og det er en fordel, når man bygger med stramme restriktioner for pladsen.
  • Indenfor er køkkenet i egetræ og egetræsbeklædningen i soveværelset med til at skabe en hyggelig og varm stemning, ligesom materialet bidrager til at forbedre akustikken.

Lyset bliver lukket ind alle vegne ved hjælp af ovenlys og linjerne i rummene, der trækker dagslyset helt ind til husets inderste hjerte. Samtidigt har vi fået skabt nogle rum i rummene, så der stadig er små kroge og gemmesteder i den åbne planløsning, fortæller arkitekt Rasmus Bak.

God gammeldags, minimalistisk hygge

Æstetikken og udtrykket på huset tager udgangspunkt i stilen fra det sommerhus, Camilla og Jesper oprindeligt var vilde med. Minimalisme tilsat lidt hygge og gamle dyder a la Friis & Moltke. Og så elsker både Camilla, Jesper og arkitekten træ.

Udenfor er huset beklædt med cedertræ, og indenfor spiller egetræet en fremtrædende rolle.

– Træet indenfor giver en masse varme, hygge og ro. Det skaber en anden stemning, både i køkkenet, men især i soveværelset, der er som en hyggelig hule, fortæller Jesper.

Samtidigt bidrager træet med en god akustik, der bliver yderligere forstærket af de akustikplader, som udgør loftet igennem hele huset. Det har gjort huset forbløffende behageligt – noget familien nyder hver eneste dag, og som alle gæster bemærker, når de træder indenfor.

Lyden af et godt hus

Der er lagt vægt på, at akustikken i det nybyggede hus er behagelig, uanset hvor mange gæster og børn, der er på besøg.

Løsningen har været Troldtex-akustikplader i loftet gennem hele huset, og effekten markant.

Selv om planløsningen er åben og her er mange hårde overflader i form af glas og sten, er lyden blød og behagelig overalt.

– Det er det første folk siger, når de kommer – at her er rart at være. Det er virkeligt noget, man lægger mærke til. Uanset hvor mange gæster vi har, så er her aldrig stressende og larmende, tværtimod indbyder rummene til masser af hyggelig samtale og snak. Og det er lige, som vi ønskede os det, fortæller Camilla.

Indretningen har på intet tidspunkt voldt familien de store problemer. Faktisk vidste de på forhånd, hvor alting skulle stå og havde også arkitekten med på råd, så der fx blev skabt en særlig plads til den arvede Børge Mogensen-briks. Endnu en hyggelig krog i det skræddersyede hus.

– Der går ikke en dag, hvor vi ikke siger til hinanden, hvor glade vi er for det her hus. Stemningen, rumfordelingen og æstetikken er alt sammen, som vi ønskede os det. Der er så mange ting jeg nyder – frem for alt den ro, vi har her, siger Camilla, der bakkes op af Jesper. Han er slet ikke ked af, de ikke endte med at bo i arkitektens eget sommerhus.

– Vores hus er faktisk blevet endnu bedre

Camilla og Jespers bedste byggeråd:

– Hav arkitekten med på råd, allerede når du kigger på grunden, så du er sikker på, at du kan bygge det hus, du drømmer om.

– Lav dit forarbejde grundigt, så sparer du tid og besvær senere i byggeprocessen. Udarbejd en materialeliste, hvor du har valgt alt fra armaturer til fliser, dørhåndtag og køkken. En slags drømmeliste, du evt. kan skrue på undervejs, hvis økonomien strammer.

– Brug en arkitekt. Vi ville aldrig have haft fantasi til at bygge det her hus selv. Her er unikke linjer, lysindfald og en planløsning, vi ikke ville have kunnet finde ud af til denne grund.

Processen kort

  • Tid: Tegneprocessen med Baks Arkitekter tog omkring tre måneder inkl. en sommerferie. Byggeriet af huset tog i alt ca. 6 måneder.
  • Styring: Jesper indgik et samarbejde med en bygningsingeniør omkring styringen af byggeriet og deltog i byggemøder ca. hver 14. dag.
  • Entreprise: Aalsrode Tømrefirma
  • Interiør: Camilla og Jesper har selv valgt alle materialer og interiør-elementer til huset, mens arkitekt Rasmus Bak har udarbejdet en lysplan med integrerede lamper både inde og ude.
  • Pris: Arkitekt 65.000 kr. Byggeri 3.200.000 kr

Camilla og Jespers ønskeseddel

  • Masser af lys
  • Højt til loftet
  • God akustik
  • Træ ude og inde
  • Åben planløsning, men med plads til krinkelkroge og gemmesteder
  • Personlighed, personlighed, personlighed