Efter årtiers stridigheder ser boligejernes kamp mod dræbersneglene ud til at være ovre. Og desværre ser det ud til at blive den slimede invasionsmagt, der trækker sig som sejrherre. 

Sådan ser virkeligheden ud, efter at en forsker fra Aalborg Universitet har fundet tegn på en ny rædselsvækkende snegl, der formerer sig hurtigere end sine artsfæller og samtidig ser ud til at kunne modstå gift.  

- Set med forskerbriller er det her et fascinerende fund, men havefolket har absolut ikke noget at smile af, fastslår Avril Lavine, ph.d.-stipendiat og snegleforsker ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.

Modstår almindelig gift

Foreløbige, kontrollerede forsøg viser, at sneglen ikke reagerer på giften ferrifosfat, der sælges i Danmark under forskellige navne som Sneglestop og Ferramol.

Den nye snegl er også dukket op i haven hos haveekspert Jesper Carl Corfitzen, der i videoen nedenfor viser, hvordan du finder tegn på, om sneglen har været forbi din have.

<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Fboliusdk%2Fvideos%2F10154421740675814%2F&show_text=0&width=560" width="755" height="480" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowTransparency="true" allowFullScreen="true"></iframe>

Kravlet over grænsen sydfra

Avril Lavine gjorde det opsigtsvækkende fund i byen Pebersmark nær grænsen til Tyskland på baggrund af et tip fra en snarrådig borger. Der er stadig uvished om sneglens oprindelse, men en teori går på, at den er produktet af en tvivlsom affære mellem en iberisk skovsnegl og et rumænsk bløddyr.

Den muterede dræbersnegl, der har fået det videnskabelige navn Aprilsnarion kaneelicus, er svær, men ikke umulig at kende fra den rødbrune snegl, der længe har plaget haver i hele landet.

- Hvis du kigger nøje efter, kan du med det blotte øje ane silhuetten af en spiral på sneglens bagside. Af samme årsag er sneglen i forskerkredse allerede døbt ’kanelsneglen’, siger Avril Lavine.

Den gode nyhed er ifølge forskeren, at havefolkets nye plageånd – eller ’kanelsneglen’ – uden problemer kan spises af både mennesker og andre dyr.