Forskere advarer: Danskerne tænder alt for mange stearinlys

6 ud af 10 danskere tænder dagligt eller flere gange om ugen stearinlys i deres hjem, viser undersøgelse. Det er alt for meget, advarer to forskere. Levende lys skader nemlig både indeklima og dit helbred.

juledekoration med to tændte bloklys

Stearinlys udsender mange partikler, hvoraf nogle er sundhedsskadelige. Foto: Thomas Muus 

Danskerne og stearinlys

  • 39 % af danskerne tænder dagligt eller næsten dagligt stearinlys i deres bolig i vinterhalvåret.
    23 % tænder levende lys et par gange om ugen.
    7% tænder aldrig stearinlys.
  • Især kvinder tænder ofte stearinlys, flest mænd tænder aldrig levende lys.
  • Især de ældre (+55) tænder dagligt lys. De tæller til gengæld færre lys ad gangen end de unge.
  • 68 % af alle danskere tænder 3-4 eller flere lys ad gangen.
  • Fyrfadslys er de mest populære lys blandt danskerne, 87 % tænder fyrfadslys, 56 % bloklys, 53 % stagelys, mens 5% benytter glimmer- og duftlys.
  • Ca. hver femte lufter altid ud, når de har haft levende lys tændt i vinterhalvåret, men lige så mange svarer, at de aldrig lufter ud. 7 ud af 10 lufter mindst 5 minutter ud.
  • 39 % vurderer, at afbrænding af stearinlys ikke er farligt/belaster indeklimaet i deres hjem.

Kilde: YouGov-undersøgelse for Bolius, november 2014

Danskerne er mere end almindeligt glade for at tænde levende lys. Og de fleste nøjes langtfra med to lys på et bord.

Men du bør tænke dig om, inden du stryger tændstikkerne for mange gange og sætter dem til vægen. For de mange tændte stearinlys er ikke kun hyggelige. De forpester indeklimaet og kan skade vores helbred.

Stearinlys dårligt for indeklima og helbred

Når du tænder stearinlys indendørs, udløser det en eksplosion af partikler i luften, som langt overstiger, hvad der fx udledes på en stærkt trafikeret vej. Sodpartiklerne sætter sig ikke bare på vægge og vinduer, de kommer også ned i vores lunger.

Partikler fra stearinlys kan skade lunger

Samtidig afgiver de levende lys også en vis mængde kvælstofdioxid, røggasser, som vi kender fra dieselbiler, og som kan skade lungerne.

- En undersøgelse af 78 personer i 58 københavnske boliger viste, at der er lidt nedsat lungefunktion og tegn på inflammation (betændelse) hos personerne i de hjem, hvor der var mange partikler fra stearinlys. Men vi ved ikke med sikkerhed, om det skyldtes partikelforureningen, siger professor i miljømedicin Steffen Loft fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.

Samtidig viser et dyreforsøg på mus, at partikler fra stearinlys starter betændelsesreaktioner i lungerne og giver skader på musenes celler på samme måde som partikler fra store dieselbilers udstødning.

- Så der er yderligere evidens for, at stearinlys kan skade lungerne, siger Steffen Loft.

Forskere advarer: Danskerne tænder alt for mange stearinlys

Astmatikere får det skidt af levende lys

Han er ikke selv i tvivl om, at stearinlys påvirker vores lunger.

- Alle astmatikere, som jeg har talt med, og det er ret mange, siger, at de får det dårligt, hvis de kommer ind i et rum med mange stearinlys. Der kan være mange flere sundhedsskadelige følger af stearinlys, men der skal flere undersøgelser til, før vi har nok viden om det, påpeger Steffen Loft.

En sådan undersøgelse er på vej. Et nyt, stor, dansk forskningsprojekt, Candle, skal kortlægge sundhedsfaren ved partiklerne og hjælpe med at udvikle nye, levende lys, som er mindre skadelige.

Levende lys udleder mange partikler

Levende lys i hjemmet udleder masser af partikler. Det bekræfter en rapport fra Miljøstyrelsen fra april 2017.

32 forskellige hvide stagelys fra det danske marked af både stearin og paraffin og blandinger er blevet testet, og testen viser, at paraffinlys i gennemsnit udleder ca. halvt så mange partikler som stearinlys.

Alligevel kan man ikke konkludere, at stearinlys er mere sundhedsskadelige end paraffinlys, da det kræver mere viden om partiklernes sammensætning.

- Modsat mange partikler i udeluften ved vi desværre meget lidt om de sundhedsskadelige effekter fra levende lys, og man har ikke kunnet opstille grænseværdier for partikler i indeluften. De store mængder af fine partikler fra levende lys i hjemmene kan i sig selv virke bekymrende, men der er brug for mere viden om den kemiske sammensætning af disse partikler, før vi endeligt kan vurdere, om de har sundhedsskadelige effekter, siger biolog i Miljøstyrelsens kemikalieenhed, Grete Lottrup Lotus.

Miljøstyrelsen bedste råd er at undgå sodende lys med urolig flamme og lufte ud, når du har haft tændt levende lys.

Læs rapporten her

Let at skære ned på stearinlys

Professor og indeklimaforsker Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet er bekymret over danskernes høje forbrug af stearinlys, som er et af de af de største i verden.

- Lysene på juletræet og lagkagen til fødselsdage er traditioner, det er svært at lave om på. Men det daglige forbrug kan vi skære ned på, uden at det behøver gøre så ondt. Her kan hver enkelt let gøre noget, hvorimod det er sværere at løse problemet med den udendørs luftforurening, som vi i et vist omfang må leve med, siger Lars Gunnarsen.

kvinde ligger bag stearinlys

Stearinlys forbindes ofte med hyggelig stemning, men kan desværre også være sundhedsskadelige. Foto: Olga Dmitrieva.

Forskere anbefaler færre levende lys

Steffen Loft mener, at det kan blive op ad bakke, hvis flere danskere skal omvendes til at droppe det høje forbrug af stearinlys, da vi i den grad forbinder det med hygge og livskvalitet, specielt i den mørke tid på året.

- Men ligesom vi i dag går meget op i at undgå hormonforstyrrende stoffer i hudplejeprodukter og pesticider i vores fødevarer, tror jeg på, at vi en dag vil gå lige så meget op i ikke at forurene den luft, som vi indånder i vores boliger, mener han.

Stearinlys: Husk at lufte ud

I en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov lavede for Bolius i november 2014, siger hver femte, at de altid lufter ud med gennemtræk, når de har haft stearinlys tændt. Resten lufter kun ud en gang i mellem, sjældent eller aldrig, efter at de har haft levende lys tændt.

Bolius’ fagekspert i indeklima, Tue Patursson, mener, at vi skal være meget bedre til at lufte ud, når vi har haft stearinlys tændt, og så skal vi slukke lysene på den rigtige måde.

- Det tidspunkt, hvor der kommer allerflest partikler fra lysene, er, når man puster lysene ud. Partikeludledningen øges flere hundrede gange i den korte periode, hvor vægen står og ryger. Når lysene skal slukkes, gør man det effektivt med fugtede fingre eller en egentlig lyseslukker, og så sørger man for en ekstra solid omgang udluftning, siger Tue Patursson.

Overvej LED-lys i stedet for stearinlys

Han opfordrer også til at tænke i alternativer, når lys skal skabe hygge.

- Igennem de sidste par år er der udviklet rigtig meget på LED-lys. Tidligere lignede de små, kunstige dukkehuslys, men i dag er der faktisk kommet nogle rigtig fine LED-stearinlys på markedet, som er ret tætte på virkelighedens lys, siger han.

Udluftning hjælper - men kun lidt

Udluftning løser dog ikke hele problemet med forureningen og sundhedsfaren ved stearinlys, advarer forskerne.

- Påvirkningen fra stearinlysene sker jo under alle omstændigheder, mens de er tændt, og du typisk sidder tæt på dem. Det kan udluftning ikke råde bod på, siger Steffen Loft.

Lars Gunnarsen tilføjer:

- Selvfølgelig kan man reducere forureningen fra stearinlys ved udluftning og ved at vælge lyskilder, der forurener mindst, fx fyrfadslys. Men det er minimalt, hvor meget det betyder i forhold til helt at lade være med at tænde stearinlys.

Fakta om undersøgelsen om stearinlys

Undersøgelsen af danskernes forbrug af stearinlys er gennemført af analyseinstituttet YouGov og bygger på 1.005 interviews med danskere i alderen 18-74 år.

Undersøgelsen er gennemført i perioden 7.-9. november 2014 via internettet med udgangspunkt i YouGov Panelet. Data er vejet på dimensionerne køn, alder og geografi på baggrund af et ideal fra Danmarks Statistik, således at resultaterne er repræsentative for befolkningen i relation til ovenstående målgruppe.

Læs hele undersøgelsen om stearinlys her

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab