Frank Thomsen er oprindeligt fra Strib på Fyn, men flyttede i 2014 siden til Sao Luis i Brasilien for at bo i et hus, han købte allerede for 13 år siden. Huset er et gammelt palæ på ca. 600 m2 med 8 værelser og badeværelser, store stuer, køkken og en luftig gårdhave i midten af huset med swimmingpool og terrasse.

Danskere i Brasilien – og en brasilianer i Danmark

Den danske ambassade i Brasilien vurderer over for Bolius, at der bor 1.000-1.500 danskere i Brasilien, de fleste i São Paulo-området. Bolius har fundet 5 af dem. Læs om dem her:

Samtidig bor der 3.370 brasilianere i Danmark. Vi har mødt en familie:

Huset har historisk betydning – bl.a. med en baggrund som Sao Luis’ førende bordel i over 60 år - og er fredet af Unesco. Frank Thomsen købte det i miserabel stand for c.a 100.000 kr. og har nu renoveret det fra top til tå for godt en halv million og driver stedet som et Bed & Breakfast og et kulturelt mødested i byen.

LÆS OGSÅ: Sådan bor de i Brasilien

Hvorfor bor du i Brasilien?

- Jeg er kommet meget i Brasilien i flere omgange og købte dette hus for 13 år siden. For 2 år siden besluttede jeg så at flytte herover og begyndte at leve af at drive stedet som et Bed & Breakfast. Og nu har jeg netop købt et hus mere nede af gaden, som skal laves til musiksted og café.

- Nabolaget er relativt fredeligt, og man føler sig ikke usikker. Når der sker noget i Sao Luis er det internt i de kriminelle miljøer – det er som regel ikke noget, som går ud over uskyldige.


- Naboerne holder også meget sammen her, og der kommer altid folk forbi til en snak, og man hjælper hinanden meget. Ofte bor der flere generationer i husene, og man kommer hinanden meget ved. Generelt er her måske lidt som i gamle dage ude på landet i Danmark.

Hvordan er det at bo i Brasilien (fordele og ulemper)?

- Der er flere grunde til, at jeg kan lide at bo i Brasilien. Der er selvfølgelig klimaet, som er dejligt. Og så kan jeg godt lide brasilianerne, som generelt er meget glade.

- Kulturelt sker der også meget med både musik og kunst, og det synes jeg er spændende og udfordrende. Det er også nemt og meget lidt bureaukratisk at være iværksætter her og starte et firma op, hvis man har opholdstilladelse. Så der er mange muligheder, hvis man er parat til at gribe dem.

- Det er faktisk svært at komme i tanker om ulemper ved at bo her. Det skulle da lige være, at de ikke har rugbrød. De har jo en anden livsstil her, som er meget gammeldags og bagud i udviklingen i forhold til inde i de store byer eller i forhold til Danmark. Men det kan jeg godt lide.

Hvad er mest anderledes i boligen i forhold til i Danmark?

- Husene i Brasilien er meget åbne, fordi der aldrig er under 23 grader. Vinduer og ofte døre står altid åbne, så der kommer meget luft ind. Og man bruger sine udeområder som terrasser og gårdhaver mindst lige så meget, som man bruger de indendørs rum.

- Det gør fx, at når jeg besøger mine forældre i Danmark, kan jeg nu føle mig helt indelukket, fordi det er så velisoleret, at der ikke trænger frisk luft ind.

Hvad kan vi danskere lære noget af?

- Der er stor forskel på, hvordan folk lever i Brasilien. Bl.a. er der jo en stor del af befolkningen, som er fattig.

- Men jeg synes godt, vi kan lære noget af den måde, de altid har liv i huset på. At børn, forældre og bedsteforældre ofte bor sammen, eller i hvert fald kommer og går meget ind og ud af hinandens huse, ligesom naboerne også gør det. De er meget åbne og sociale mennesker.

LÆS OGSÅ: Rundt om boligerne i Brasilien

Fakta om Brasilien

  • Størrelse: Brasilien er med sine 8,5 millioner km2 verdens femtestørste land – 200 gange så stort som Danmark.
  • Indbyggere: Ca. 200 millioner indbyggere – ca. 11 millioner bor i Sao Paulo, 7 millioner i Rio de Janeiro, og2 millioner i hovedstaden Brasilia.
  • Sprog: Portugisisk
  • Religion: Katolicisme er den mest udbredte religion.
  • BNP per indbygger: 11.385 USD (BNP per indbygger i Danmark: 60.634 USD)
  • Beskæftigelse: 68,4 % af brasilianere over 25 år er i arbejde. Fuldtidsbeskæftigede arbejder i gennemsnit 44 timer om ugen.
  • Lønninger: Minimumslønnen er 1.643 kr. om måneden. En god gennemsnitsløn for akademikere er ca. 14.000 kr. om måneden, mens fx sygeplejersker og politibetjente tjener mindre.
  • Største indtægtskilder: Brasilien har store ressourcer af malm og mineraler, og det er landets største eksportvarer. Derudover har Brasilien en stor tekstil- og fødevareindustri. I de senere år har der også været en stor udvikling inden for it og telekommunikation.
  • Ca. en fjerdedel er beskæftiget inden for industri, en fjerdedel inden for landbrug og halvdelen inden for service.
  • Kriminalitet: Fra Udenrigsministeriets rejsevejledning lyder det: Antallet af voldelige overfald, væbnede røverier, tyverier og bilkapringer er stort, især i større byer som fx Rio de Janeiro og São Paulo, Fortaleza, Recife og Salvador og på steder, hvor mange turister opholder sig.