Fru Grøn: Sådan slipper du af med dårlig lugt i vaskemaskinen

Mange oplever, at vaskemaskinen lugter dårligt, men der er råd for problemet. Få Bolius’ rengøringsekspert Fru Grøns opskrift til rengøring af vaskemaskinen og få en lugtfri og ren maskine.

Foto: Tommy Verting

Foto: Tommy Verting

Derfor lugter din vaskemaskine

Hvis din vaskemaskine lugter, er det et tegn på, at der har ophobet sig kalk og smudsrester i maskinen, hvilket giver grobund for bakterier.

Det kan ikke nødvendigvis ses, da kalk og smuds kan sidde indvendigt på tromlen eller i revner og sprækker.

Tøm trevlesien. Foto: Tommy Verting

Tøm trevlesien. Foto: Tommy Verting

Skrub hullerne i sæbeskuffen. Foto: Tommy Verting

Skrub hullerne i sæbeskuffen. Foto: Tommy Verting

Fjern kalk fra hullerne. Foto: Tommy Verting

Fjern kalk fra hullerne. Foto: Tommy Verting

Tør rude og plastkanter. Foto: Tommy Verting

Tør rude og plastkanter. Foto: Tommy Verting

Kør en kogevask. Foto: Tommy Verting

Kør en kogevask. Foto: Tommy Verting

Vaskemaskinen kan komme til at lugte, hvis du:

  • Altid vasker ved lave temperaturer.
  • Ikke rengør vaskemaskinen.
  • Lukker lågen og sæbeskuffen efter vask, så fugten bliver i maskinen.

Sådan rengøre du vaskemaskinen og fjerner lugten

  • Tag trevlesien ud, tøm den og rengør den med en tandbørste. 
  • Rens sæbeskuffen for sæberester på både for- og bagside. På de fleste maskiner kan sæbeskuffen tages ud med et lille, fast ryk. 
  • Skrub hullerne over sæbeskuffen (der, hvor vandet kommer ind) med en hård børste, så der ikke sætter sig kalk og bakterier. 
  • Fjern kalk fra hullerne hvor vandet kommer ind i maskinen. Brug fx en kødnål til at skrabe kalken løs, hvis der er meget og/eller spray en blanding af 4 dele vand og 1 del eddikesyre 32 % på, og lad det virke natten over. Du kan også sætte en klud med eddikesyreblandingen på hullerne natten over. 
  • Tør ruden og plastkanten ved døråbningen af med en fugtig mikrofiberklud, og vær særlig opmærksom på snavs i plastkantens revner. Plastkanten, der også kaldes dørbælg eller lågebælg, kan være fyldt med gamle kalkrester. Fjern kalken ved at smøre 1 del eddikesyre og 3 dele vand på og i plastkanten. Læg evt. et gammelt håndklæde i bælgen og hæld opløsningen over.
  • Afkalk vaskemaskinen med et afkalkningsmiddel, fx Hexametafosfat eller afkalkningstabs.
  • Kør en kogevask på 95 grader som afslutning på rengøringen, gerne med hvidt tøj og et hvidvaskemiddel.
  • Hvis du har tilført vaskemaskinen lugt udefra som ikke vil forsvinde, fx ved at vaske en klud med terpentin på, bør du følge rådene ovenfor og evt. prøve at anvende Rodalon som lugtfjerner.

Afkalkning er ekstra nødvendigt hvis du har hårdt vand

Bor du i et område med hårdt vand (over 20dH) er det en god idé at tilsætte ekstra kalkopløser som fx Nahexametafosfat, som du kan købe i fx Matas og Silvan. Det vil fjerne en evt. kalkbelægning på indersiden af tromlen og gøre det hvide tøj endnu hvidere. Læs og følg brugsanvisningen på produktet.

Se på GEUS' kort, hvor hårdt vandet er i din kommune

Sådan undgår du lugt i vaskemaskinen fremover

  • Giv vaskemaskinen en hovedrengøring et par gange om året. Gør som beskrevet ovenfor.
  • Lad lågen og sæbeskuffen stå på klem efter hver vask, så maskinen tørrer inden i. Det hæmmer bakterievækst.
  • Dosér vaskemidlet efter pakkens anvisning. For lidt vaskemiddel kan også være medvirkende til dårlig lugt.

Fakta om Fru Grøn

Fru Grøn er selvstændig grøn konsulent inden for husholdning. Foto: Tommy Verting

Fru Grøn er selvstændig grøn konsulent inden for husholdning. Foto: Tommy Verting

  • Hedder rigtigt Anne Grete Rasmussen
  • Født i 1951
  • Gift med Jess Meyer sammen har de to voksne børn og 3 børnebørn
  • Bor i Sorø i parcelhus fra 1974
  • Uddannet husholdningslærer og master i sundhedspædagogik, tidligere projektleder hos Statens husholdningsråd
  • Selvstændig Grøn konsulent inden for husholdning
  • Rengøringsfilosofi: HOLD rent frem for at GØRE rent. Fjern smuds med mekanik fremfor kemikalier. Brug ikke universalrengøringsmiddel - målret rengøringsmidlet alt efter typen af snavs.

BESØG TEMASIDEN: Alt om rengøring


Få styr på de vigtigste opgaver i dit hus og have

Det er vigtigt at holde styr på, hvilke opgaver du skal lave i hus og have, så du undgår besvær og store ekstra-regninger. Med Bolius’ app Husets Kalender kan du nemt holde overblikket.

Hver måned har vores fageksperter udvalgt 3-6 vigtige opgaver. Vi viser dig, hvordan du løser dem, og hvor vigtige de er – og så er appen endda gratis og reklamefri.

Download appen i dag, og gør dit liv som boligejer nemmere.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab