Fugtighedsmåler kan ikke forhindre skimmelsvamp

Hvis du vil undgå skimmelsvamp, er løsningen ikke at købe en fugtighedsmåler, siger flere eksperter. Læs, hvilke målere du også kan bruge til indeklimaet.

Skimmelsvamp kommer af fugt, så hvorfor ikke købe en elektronisk luftfugtighedsmåler, der kan måle luftfugtigheden i din bolig?

Det lyder måske smart, men ifølge seniorforsker og ekspert i fugt i boliger i Statens Byggeforskningsinstitut, Erik Brandt, er en luftfugtighedsmåler – eller blot en fugtmåler, som den også kaldes - ikke en god investering for private boligejere.

Luftfugtighedsmåler kan give falsk tryghed

- Det er falsk tryghed, hvis du tror, at du undgår skimmelsvamp ved at blot at købe en luftfugtighedsmåler. Hvor vil du placere den? I badeværelset? I kælderen? I køkkenet? I soveværelset?

- Og hvad med ude i hjørnerne af rummene og de kuldebroer, der er bag sofaen eller bogreolen, der også kan skabe kondens og skimmelsvamp? Det opdager en luftfugtighedsmåler ikke nødvendigvis, siger Erik Brandt.

Han opfordrer i stedet til, at du følger de gamle råd om at lufte ud i 5-10 minutter et par gange om dagen og sørge for, at der ellers er varmt i boligen.

Hvad er en luftfugtighedsmåler?

En luftfugtighedsmåler er et apparat, der måler den relative luftfugtighed, hvor den er placeret. Den relative luftfugtighed skal helst være på under 45 procent inden døre, men det er som regel kun muligt om vinteren, hvor vi varmer op inden døre. Med en luftfugtighed på mindre end 45 procent mindsker du mængden af husstøvmider og risikoen for skimmelsvampe i din bolig.

En luftfugtighedsmåler skal ikke forveksles med en indstiksmåler, der kan måle fugtigheden i træ ved hjælp af 2 små spidse spyd.

Fugtighedsmålere er svære at betjene

Luftfugtighedsmålere er også svære at betjene for almindelige mennesker, mener Erik Brandt.

- De skal jævnligt justeres og kalibreres efter de omgivelser, de står i, for at blive ved med at være retvisende. Men på dem, jeg har set, har der ikke været nogen ordentlig brugsanvisning til at gøre det med, siger han.

Morten Hjorslev Hansen, der har arbejdet professionelt med fugtproblemer i 20 år og bl.a. er med til at udarbejde de såkaldte erfaringsblade i Fonden BYG-ERFA, der formidler byggetekniske erfaringer, sammenligner luftfugtighedsmålingerne til private med, at du køber din egen blodtryksmåler.

- Man skal vide, hvornår man skal måle, og hvad resultaterne egentlig viser, og hvordan man skal tolke dem. En luftfugtighedsmåler er ét instrument blandt flere andre observationer, og resultaterne kan være meget kontekstafhængige, siger Morten Hjorslev Hansen.

Luft ud, varm op og gør rent

Bolius’ fagekspert og energirådgiver, Morten K. Mathiasen, er enig.

- Det er komplekst at lave en ordentlig fugtmåling, for der er mange fejlmuligheder, som man skal være opmærksom på. Han opfordrer også til, at du i stedet lufter jævnligt ud, holder god varme i hjemmet og gør ordentligt rent.

- Skimmelsvamp kommer af fugt og ofte i kombination med støv. Støvet kan nemlig bære nogle af svampesporerne med sig, siger Morten K. Mathiasen.

Dug på vinduer fortæller, om det er fugtigt

I stedet for at investere i en luftfugtighedsmåler, skal du holde øje med vinduerne.

- Vinduerne er nogle af de bedste fugtmålere, vi har. Er de jævnligt duggede, og er der mere end 2 cm dug på vinduerne, er der risiko for skimmelsvamp, selvom dug på vinduerne kan være svært helt at undgå, hvis man lige har hængt vasketøj til tørre, eller der kommer en masse gæster hjem, siger Morten K. Mathiasen.

Brug din næse mod skimmelsvamp

Erik Brandt anbefaler også en mere lavpraktisk løsning på at finde ud af, om du har risiko for skimmesvamp.

- Jeg vil råde til, at man simpelthen bruger sin næse og øjne, hvis man har mistanke om, at der skulle være skimmelsvamp. Man kan mærke, om der er fugtigt, man kan lugte om der lugter jordslået, og man kan se, om der er skjolder eller mørke områder på væggen, forklarer Erik Brandt.

Indeklimamåler fortæller om indeklimaet

Der er andre produkter, du kan bruge, til at sige noget overordnet om indeklimaet. Morten K. Mathiasen har selv investeret i en indeklimamåler, der kan måle CO2-indhold, temperatur, lyd, fugt og tryk i huset.

- Jeg er måske lidt fagnørdet, men jeg synes, det er interessant at se, hvordan fx CO2-indholdet i stuen kan stige markant en lørdag aften med tændte stearinlys og hygge. Så er det tid til at lufte ud, siger Morten K. Mathiasen.

Den model, Morten K. Mathiasen har købt, svarer til modellerne fra Netatmo.com. Apparaterne er pænt designede og kan stå fremme og flyttes rundt i hjemmet efter behov. Resultatet af målingerne kan aflæses på en app på telefonen.

Hygrometer måler relativ luftfugtighed

Du kan også overveje at investere i et simpelt hygrometer, der kun måler den relative luftfugtighed og kan fås hos isenkræmmeren til en tredjedel af prisen eller billigere.

Disse 3 instrumenter siger noget om den generelle luftfugtighed i et rum, men du kan også vælge at investere i et egentligt værktøj.

Temperaturmålerpistol måler temperaturen

De fås både som en infrarød temperaturmålerpistol, der kan punktmåle temperaturen på forskellige overflader, hvilket kan hjælpe dig til at finde kuldebroer, men til gengæld ikke sige noget om den generelle luftfugtighed i et rum.

Du kan også få en model fra Bosch, der både kan punktmåle og måle rumtemperatur og luftfugtighed.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab