Se billedserien 'Sådan blev drømmedrivhuset bygget'

Sådan kommer du i gang

Det er ikke ’bare lige’ at gå i gang med at bygge så stort et drivhus selv – det kræver nogle håndværkerevner og at man har prøvet at bygge i større eller mindre grad før. Et godt råd er at starte med et projekt, der virker overskueligt for dig. Har du mod på det, er der nogle tips til, hvordan du kan gå frem, her:

  1. Start med at indsamle en masse byggematerialer. Der går mange til, som regel flere end man regner med. Og det kan tage tid at finde eller falde over det rigtige. Andre gange finder du noget, du ikke vidste kunne bruges, men som du har lyst til at inddrage.
  2. Lav en overordnet liste over, hvad du får brug for af brædder, døre, vinduer, fliser, søm og skruer mm. Dan dig et cirka-overblik over, hvor meget du får brug for af hver.
  3. Start med at skitsere byggeriet med en grundplan. Lav også gerne tegninger af, hvordan du tænker dig, at huset skal se ud i nogenlunde de mål, du forestiller dig.
  4. Lav herefter en detaljeret liste over det, der konkret skal til for at realisere projektet. Og begynd herefter målrettet at finde frem til de rigtige materialer i de mængder, du reelt har brug for.
  5. Du bliver muligvis nødt til justere de oprindelige tegninger efter de materialer, du har kunnet få fat i.

Mange haveejere ønsker sig et drivhus, men hvis man har lyst til noget større og mere personligt end de gængse standardtyper på markedet, er det måske ikke så ligetil at finde det rette drivhus til en overkommelig pris.

Derfor besluttede Helle Bolgen og Peter Wollesen at bygge deres nye drivhus. Og af flere årsager valgte de at opføre huset i genbrugsmaterialer.

Drivhus med udkigstårn

Familien bor på en gård på Sydsjælland med 14 hektar skov og mark samt en tilhørende grund på 3000 kvadratmeter staude- og køkkenhave samt en stor frugthave. Der var derfor ingen problemer med at finde plads på grunden til det store drivhus, familien ønskede sig.

Den gode plads gjorde det også muligt at placere drivhuset efter ønske – og derfor er det placeret med længdeaksen i retningen Nordvest/Sydøst og på den nordlige del af grunden med udsigt ud over de bølgende marker, som støder op hertil.

Helle havde et stort ønske om et udkigstårn, og derfor endte drivhuset med at blive i to etager med indvendig trappe.

Års indsamling af genbrugsmaterialer

Genbrugsmaterialer havde Helle og Peter samlet en hel del af i de foregående år, og derudover havde de mulighed for at hente noget af træet til byggeriet fra deres egen skov. Her er der blevet fældet en hel del træer, som blev skåret op på et nærliggende savværk. Langt de fleste materialer er dog rent genbrug.

Selvom der i forvejen var samlet meget sammen, viste det sig, da der blev tegnet en skitseplan af drivhuset, at der manglede en del, som først måtte findes, før de kunne gå i gang – og løbende opstod der også mangler, som de så måtte ud og skaffe, forklarer parret.

Genbrugs-gør det selv er tidskrævende men sjovt

Det har været en lang proces at få bygget drivhuset færdigt, da Helle og Per selv har gjort det meste af arbejdet, kun med lidt ekstra hjælp udefra til specielle opgaver som smede- og elarbejder.

I alt har byggeriet taget cirka et år fra første spadestik til drivhuset var klar til at tage i brug.
Undervejs førte Helle dagbog over, hvordan projektet udviklede sig undervejs, og der var mange ting, som skulle overvejes i forløbet, for når man arbejder med genbrug, er det ikke til at skræddersy løsningerne på forhånd.

Heldigvis rakte tålmodigheden, og resultatet er blevet et flot drivhus i to etager med rum til flere formål. Alt træværk er malet sort, hvilket giver en smuk indramning og understreger det grønne rum. Samtidig er den sorte farve med til at få byggeriets mange forskellige slags genbrugstræ til at se ens ud.

Byg med genbrug – fordele og ulemper

  • Du både skåner miljøet, sparer penge og skaber et helt personligt udtryk, når du bygger med genbrugsmaterialer. Hvad enten det er et større eller mindre byggeri – drivhus, lysthus, redskabsskur, legehus eller noget helt femte.
  • Det kræver samtidig en ekstra indsats og omtanke. Du kan ikke sætte denne slags byggerier på formel, da det er helt individuelt, hvad man kan få fat i af materialer.
  • At bygge med genbrugsmaterialer kan være mere kompliceret end at købe alting fikst og færdigt. Som helt nybegynder ud i gør-det-selv-projekter skal man derfor tænke sig om en ekstra gang, før man kaster sig ud i et større projekt.
  • Et godt råd er: Start i det små og vent med det komplicerede, til du er blevet mere erfaren.

Fotos: Helle Bolgen & Nina Ewald

Luft til afgrøderne

Der er skydedøre ud til det fri i to af siderne, hvilket også betyder, at parret kan skabe gennemtræk på varme dage. I den nordvestlige ende er der anlagt bede til at dyrke en masse forskellige grøntsager og blomster – ikke mindst krydderurter, tomater og chili.

Meget af vandet kommer fra en opsamling af regnvand, som opbevares i to store tønder. I den modsatte ende af drivhuset er der en arbejdsafdeling med pottebord og opbevaring, og blot et trin ned herfra er der en kombineret spise- og opholdsafdeling med brændeovn.

En åben trappe midt i huset fører op til udkigstårnet, hvor der også er spisebord og stole, så man kan sidde og nyde den pragtfulde udsigt ud over markerne lige på den anden side af haven.