Hvad er alternativ isolering?

I Danmark har der i mange år været tradition for at anvende isoleringsmaterialer af sten- og glasuld samt polystyren (flamingo). Imidlertid er en del andre typer isoleringsmaterialer, som ofte går under betegnelsen ”alternativ isolering”, kommet på banen. 

De ”alternative” isoleringsmaterialer er efterhånden blevet så almindelige, at man på det nærmeste ikke kan kalde dem alternative mere, men i mangel på bedre kaldes de stadig dette. 

”Alternativ isolering” er her defineret som isoleringsprodukter, der er produceret af andre materialer end sten- og glasuld samt polystyren. 

Alternative produkter kan anvendes på samme måde som de konventionelle, både som efterisolering af eksisterende bygninger og til isolering af nybyggeri. Enkelte materialer stiller dog meget specifikke krav til selve konstruktionen af bygningen.

Har alternativ isolering en god kvalitet?

Da det ofte er mindre producenter, der udvikler og producerer de alternative isoleringsmaterialer, er en af udfordringerne for mange producenter også at få dokumenteret materialernes ydeevne, da sådan en dokumentation er en bekostelig affære. 

Det kan derfor nogle gange være svært at gennemskue de alternative produkters egenskaber og ydeevne. 

Produkterne skal også leve op til en række andre krav for at være egnede som isolering i bygninger, hvor fx brandsikkerhed og modstandsevne over for fugt og svamp, lydreduktion og miljømæssige belastninger også er nogle af de udfordringer, producenterne løbende arbejder med at forbedre. 

Det betyder, at markedet for de alternative isoleringsprodukter i disse år gennemgår en rivende udvikling, hvor det ses, at flere og flere produkter bliver videreudviklet og får godkendt dokumentation for sine egenskaber. 

Hvilke typer alternative isoleringsmaterialer findes der?

Herunder finder du et lille udpluk af de mest almindelige alternative isoleringsprodukter:

  • Papirisolering
  • Hør
  • Træfiber
  • Halm
  • Perlite
  • Ålegræs kun som tagmateriale

Papirisolering

Papiruld/papirisolering er et genbrugsmateriale, der fremstilles af gamle aviser. Papirisolering anvendes normalt som løsfyld, der blæses ind i en konstruktion. Det findes også som isoleringsplader. 

Cirka 80 procent af papirisoleringens indhold er genbrugt avispapir, og dertil er der også tilsat brandhæmmende midler og salteborater, som samtidig er med til at forebygge svampeangreb og rådskader. 

Papirisolering kan nærmest ikke kaldes alternativ isolering, da det efterhånden er en meget udbredt isoleringsform. 

LÆS OGSÅ: Papirisolering

Hør som isolering

Isolering af hør er fremstillet af fibre fra hørplanten, som også bruges til tekstiler og reb.

Hørisolering findes som måtter. Hørisolering har et højt fiberindhold og har samtidig en god isolerende evne. De tekniske egenskaber gør den til en god isolator, næsten på lige fod med mineraluld. Dog har hør den ulempe, at det er et brændbart materiale.

Hør er svært at skære i, og derfor skal der bruges specialværktøj under arbejdet. Selvom der tilsættes kemikalier for at gøre den brandhæmmende, så er den stadig klassificeret til mindre end klasse B i forhold til brandsikkerhed.

Bemærk, at hør rådner, hvis det påvirkes af fugt over længere tid. Ret derfor henvendelse til producenten, og bed om at få en produktbeskrivelse samt montagevejledning, før du giver dig i kast med at anvende det.

LÆS OGSÅ: Hør som isolering

Træfiberisolering

Isolering af træfiber fremstilles af cellulosefibre fra træer. I Danmark findes træfiberisolering kun som et løst materiale, dvs. som granulat, der sprøjtes ind i en konstruktion.

Træfiberisolering er ikke en billig løsning, når man skal nedbringe sit energiforbrug. Til gengæld minder det meget om papirisolering i sin konsistens og i øvrigt også i montage, dvs. indblæsning.

Træfiberisolering anbefales kun i træskeletkonstruktioner, hvor der ikke er risiko for fugtdannelse, selvom materialet både kan optage og afgive fugt.

Halm som isolering

Halm er velkendt som strøelse til dyr, men kan også bruges som isolering - både som sammenbundne halmballer og som plader.

Du skal søge dispensation hos kommunen, hvis du vil bruge halm som isolering. Bemærk, at halm reelt kun bruges som isolering i de huse, der går under betegnelsen halmhuse, hvor væggene er konstrueret af halmballer, der er stablet oven på hinanden og bundet sammen.

Halm kan derfor oftest kun anvendes, når du opfører et nyt hus eller en tilbygning. Det egner sig derfor ikke til efterisoleringsopgaver. Halm har også relativt dårlige fugtafvisende og lydabsorberende egenskaber.

LÆS OGSÅ: Halm som isolering

Perlite som isoleringsmateriale

Perlite er fremstillet af en vulkansk bjergart, nærmere bestemt af vulkansk aske.

Perliteisolering findes som et granulat, der sprøjtes ind i en konstruktion. Fordelen ved perlite er, at den ekspanderer til små luftfyldte kugler og har en vandafvisende effekt. 

Isoleringsmaterialet anvendes i løs form, særligt i konstruktioner mod jord, hvor det er velegnet til efterisolering af svømmende gulve. Produktet er mineralsk og er derfor ikke så sårbar over for angreb af mikroorganismer.

Perlite er ikke så miljøvenligt som de andre alternative materialer, da forarbejdningen er ret energikrævende. Perlite findes både som løsuld og i bats, som har forskellige egenskaber.

Ålegræs

Ålegræs er en havplante, som mange forveksler med tang. Når ålegræsset river sig lød fra havbunden skylles det op på stranden, hvor det ligger og tørre i solen. Det er det tørre ålegræs, som i mange århundreder er blevet anvendt til tagbelægning på Læsø. Husene kaldes tanghuse. 

Ålegræs har de gode egenskaber, at det ikke rådner og ikke kan brænde. Men der skal store mængder til for at opnå en tilstrækkelig isolering. Tagene på de gamle tanghuse på Læsø kan være op til 2 meter tykke. 

Hvilke fordele og ulemper har alternativ isolering?

De alternative produkter har både fordele og ulemper i forhold til de traditionelle produkter som mineraluld og polystyren. 

Fordele:

  • De fleste isolerer lige så godt som traditionelle isoleringsprodukter, men isoleringsevnen afhænger dog af, om der er anvendt bats, som er plader, eller løs granulat.
  • Granulat giver færre kuldebroer, da det fylder alle sprækker og revner ud. 
  • Materialer som hør og halm kradser og kløer ikke som mineralsk isoleringbehagelige materialer at arbejde med.
  • Papirisolering er tilsat salte, som skadedyr (mus, rotter og mår) ikke kan lide at opholde sig i. Derfor finder man sjældent skadedyr på lofter, der er isoleret med papirisolering.

Ulemper:

  • Alternativ isolering har som regel mindre brandmodstandsevne - med undtagelse af perlite.
  • Er biologisk nedbrydelig og holder derfor ikke så længe - med undtagelse af perlite.
  • Er mere modtagelig for fugt og svampe - med undtagelse af perlite.
  • Er anderledes at arbejde med end de velkendte isoleringsprodukter, hvilket kan give problemer med udførelsen af arbejdet.
  • Kan være dyrere end mineraluld - med undtagelse af halm.
  • Tjek altid et alternativt isoleringsprodukt nøje, og sørg altid for at få valid dokumentation for produktet. Det kan fx være, om produktet er omfattet af garantiordninger, om det er kvalitetssikret, hvilke anmeldelser produktet har fået på internettet, og om der findes en udførlig montagevejledning.

Hvilken isoleringsevne har de alternative isoleringsmaterialer?

Da der findes en del forskellige produkter på markedet, er det svært at rangordne de forskellige produkters isoleringsevne.

Men som tommelfingerregel kan du gå ud fra, at perlite, hør, papirisolering og træfiberisolering har en varmeledningsevne stort set tilsvarende mineraluldsprodukter, afhængig af produkttypen.

For halm er varmeledningsevnen ikke testet, da produktet ikke er standardiseret og dermed svært at generalisere i al almindelighed. Halmballer kan være ret forskellige, hvor selve montagen kan have en afgørende betydning for, om halmen isolerer optimalt.

Hvor miljøvenlige er alternative isoleringsmaterialer?

Når det gælder bortskaffelse af byggeaffaldet, kan de alternative produkter også være mere miljøvenlige, da nogle af dem kan brændes eller i nogen tilfælde genbruges. Dog er mineraluld blevet afklassificeret og kan også bortskaffes som byggeaffald. 

Vigtigst for miljøet er faktisk, at din bolig er godt isoleret, så dit hus bedre kan holde på varmen. 

Gevinsten ved at bruge isolering ryger, hvis du slækker på kravene til efterisoleringen. Det kan mærkes både på komfortsiden, dvs. indeklimaet, i form af kuldebroer og træk, og i øvrigt også på varmeregningen, da varmen i givet fald vil sive ud. 

Det er altså mere miljøvenligt at have et bolig, der er isoleret tilstrækkeligt med mineraluld end en bolig, der er dårligt isoleret med et alternativt isoleringsmateriale. Uanset om du anvender alternative isoleringsprodukter eller almindelig mineraluld, så skal huset isoleres efter gældende krav i bygningsreglementet.

Tilsætning af kemikalier

Flere af de alternative isoleringsmaterialer er tilsat kemikalier, der gør isoleringen mere modstandsdygtig over for brand, fugt og biologisk nedbrydning. 

De tilsætningsstoffer, der er anvendt, er ikke på Miljøstyrelsens liste over farlige stoffer med undtagelse af de borater (fx borsyre), som anvendes i nogle typer hør- og papirisolering. 

Borsyre mistænkes for bl.a. at skade reproduktionen hos mennesker. Derfor er det vigtigt at sørge for tilstrækkelig sikkerhed under selve montagen. Men når det alternative isoleringsmateriale er monteret, er der ikke stor risiko for, at der afgives fx bor til omgivelserne. 

Bemærk, at der ikke er dokumentation for, at monterede produkter udgør en sundhedsrisiko. 

Perlite, halm og træfiberisolering er normalt ikke tilsat kemikalier. 

Giver alternative isoleringsmaterialer et bedre indeklima?

Der er ingen undersøgelser, der dokumenterer, at alternativ isolering giver et bedre indeklima. 

Men i teorien er det dog muligt at opnå et bedre indeklima ved at anvende alternativ isolering, fordi disse materialer gør, at huset bedre kan "ånde". Det vil sige, at de mere diffusionsåbne materialer lader fugten slippe ud af bygningen. 

Til gengæld kan alternativ isolering være mindre modstandsdygtig over for fugt og skimmelsvamp og må derfor ikke anvendes i konstruktioner, hvor der er risiko for fugt. 

Hvis isoleringen udsættes for fugt, kan der opstå problemer med svamp og skimmelsvamp. 

Det er ofte en god idé at alliere sig med en energivejleder eller lignende rådgiver, før du går i gang med at efterisolere, så du undgår skader. 

Arbejdsmiljø

Det kan støve mere, når man isolerer med måtter eller løsfyldt papirisolering, træfiber, hør og perlite end med mineraluld.

Sørg for at anvende åndedrætsværn, som du i øvrigt også skal bruge, når du anvender mineraluld. Dette er især vigtigt, hvis du selv kaster dig ud i at isolere dit loft eller andre bygningsdele, hvor ventilationen er begrænset.

Det anbefales at få en professionel montør til at udføre opgaven for dig, hvis det fx drejer sig om efterisolering med granulat.

Lydisolering

Det kan være svært at finde dokumentation for, hvor godt de alternative isoleringsprodukter lydisolerer. Ifølge Papiruld ApS og Papiruld Danmark A/S er der undersøgelser, der viser, at papirisolering lydisolerer bedre end de traditionelle produkter.

Brandsikkerhed

Langt de fleste alternative isoleringsmaterialer opfylder kravene i bygningsreglementet om brandmodstandsevne, men gør de ikke det, må de kun bruges i bygninger, hvis de bygges ind i eller indkapsles i en brandsikker konstruktion, fx mellem 2 lag gips eller lerpuds. 

Holdbarhed

Alternative isoleringsmaterialer af papir, træ, halm og hør er organiske materialer, som med tiden vil blive nedbrudt.

Disse materialer kan derfor have en kortere levetid end uorganisk isolering som mineraluld og polystyren.

De fleste alternative produkter er dog tilsat stoffer, som gør deres holdbarhed længere. En undtagelse er perlite, der er et uorganisk produkt med lang holdbarhed.

Fugt

Du kan risikere, at alternative isoleringsmaterialer nedbrydes hurtigt, hvis de udsættes for fugt. Derfor må de ikke indbygges i konstruktioner, hvor der er risiko for fugt.

Det er også meget vigtigt, at isoleringen er tør, når den bygges ind i bygningen. Byggefugt er i det hele taget noget, du skal være opmærksom på, når du bygger. Materialerne skal være helt tørre, når du får dem fra producenten, og du skal selv sørge for at holde dem tørre i byggeperioden.

Halm kan indeholde fugt efter høst og skal derfor ligge og tørre i mindst et år, før det må bruges som isolering. 

Skimmelsvamp

Hvis alternativ isolering af papir, træfiber, halm og hør bliver fugtig, kan det give problemer med skimmelsvamp, som kan være sundhedsskadelig. Det gælder dog ikke perlite, der er et uorganisk materiale. Desuden tilsættes bl.a. papirisolering og hørisolering svampemidler, som gør dem mere modstandsdygtige. 

LÆS OGSÅ: Skimmelsvamp

At arbejde med alternative isoleringsmaterialer

De alternative isoleringsmaterialer har andre fysiske egenskaber end mineraluld. Det er man nødt til at tage hensyn til, når man bruger alternativ isolering i stedet for traditionel mineraluld.

Materialer vil i form af løsfyld, som perlite og papirisolering, falde lidt sammen med tiden.

Det er derfor vigtigt at blæse et ekstra lag isolering ind for at fylde hullerne ud, dvs. de steder hvor isoleringen er faldet sammen, for at undgå kuldebroer, dvs. områder, hvor kulden udefra kan trænge ind i bygningen.

I anvisningen "Anvendelse af alternative isoleringsmaterialer" fra Statens Byggeforskningsinstitut kan du læse nærmere om, hvordan alternative isoleringsmaterialer kan bruges i forskellige konstruktioner og se tegninger af forskellige løsninger og deres opbygning. Anvisningen henvender sig især til fagfolk i byggebranchen.

Hvad koster alternativ isolering?

De alternative isoleringsprodukter er generelt noget dyrere end mineraluld. Det gælder dog ikke halm, som kan fås meget billigt.

  • Halm kan fås væsentligt billigere end mineraluld.
  • Priser på papirisolering varierer fra forhandler til forhandler. Prisen er nogenlunde sammenlignelig med prisen på mineraluld.
  • Prisen på hørisolering og perlite ligger noget over prisen på mineraluld.

Oven i prisen på det alternative isoleringsprodukt skal du lægge udgifterne til at få udført arbejdet af håndværkere, Det klogeste er at kontakte en producent og få dem til at udføre arbejdet eller få en håndværker med faglig indsigt i det byggetekniske ved efterisolering til at udføre arbejdet.

Det er ikke muligt at give et bud på, hvad det koster at få isoleret en bygning med alternativ isolering - det afhænger nemlig helt af den konkrete opgave. Du må indhente tilbud på opgaven hos producenten/håndværkeren.

Hvilken type alternativ isolering er bedst?

De forskellige produkter har hver deres fordele og ulemper.

Hvad der egner sig bedst, er en vurderingssag for en byggesagkyndig, der byggeteknisk korrekt og i forhold til de gældende regler kan fortælle eksakt, hvilken løsning der egner sig bedst til lige netop din bolig.

Før du vælger et alternativt isoleringsprodukt, er du derfor nødt til at se på den konkrete opgave.

Til nogle isoleringsopgaver er det en fordel at bruge et løst granulat, der kan sprøjtes ind, fx papirisolering, perlite eller træfiberisolering, mens det til andre opgaver er bedre med isolering i måtter (hør) eller plader/baller/bats(papirisolering og halm). 

Halm og træfiberisolering er bedst ud fra et miljøsynspunkt - i hvert fald når man ser på selve produktionen af isoleringen. Begge materialer er bæredygtige, da der er tale om biprodukter fra henholdsvis landbrug og skovbrug.

Halm og træfiber bliver normalt ikke tilsat kemikalier. Af samme grund har disse produkter den ulempe, at de er mindre brandsikre og mere modtagelige for svampeangreb, hvorfor en korrekt byggeteknisk anvisning er vigtig at følge.

Er alternativ isolering et godt valg?

Nogle af de alternative isoleringsmaterialer er stadig relativt nye - i hvert fald i Danmark. Der findes derfor ikke helt den samme solide og grundige dokumentation og det samme erfaringsgrundlag, som vi har i forhold til anvendelse af mineraluldsprodukter på vore breddegrader.

Det er vigtigt at følge producentens anvisninger og dermed tage højde for, at nogle af produkterne har andre egenskaber end mineraluld.

Eksempelvis kan nogle typer papirisolering synke en smule sammen med tiden, hvilket er muligt at tage højde for ved at blæse et tykkere lag ind ved den vandrette isolering fra start, og blæse det ind med en højere tæthed (densitet) i de lukkede konstruktioner.

Hvad angår isoleringsevnen, er de fleste alternative produkter nogenlunde på højde med almindelig mineraluld, hvis man er omhyggelig, når de bygges ind.

Undersøgelser har vist, at de fleste alternative isoleringsprodukter har en mindre miljøpåvirkning end de traditionelle isoleringsmaterialer. Ud fra et miljømæssigt syn kan det derfor være ganske fornuftigt at vælge et alternativt isoleringsprodukt.

Du bør også overveje spørgsmål omkring brandmodstandsevne og fugt . Det er en god idé at være ekstra omhyggelig med at gøre konstruktionen fugttæt og brandsikker, hvis du vælger alternativ isolering. 

Tjek markedet grundigt, inden du vælger isoleringsmateriale

Markedet for isoleringsmateriale kan være svært gennemskueligt, da der er mange forskellige holdninger til, hvilket produkt der er bedst, og om de alternative isoleringsmaterialer nu også er lige så gode som traditionel isolering. 

Et godt råd er derfor at undersøge markedet grundigt og bruge din kritiske sans. Ring evt. til producenterne og hør mere om de enkelte produkter og deres egenskaber. 

Sørg for at få dokumentation for materialernes egenskaber. En løsning egner sig måske et sted, men være at fraråde et andet sted. 

Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) og Teknologisk Institut har udgivet flere rapporter og anvisninger om alternative isoleringsmaterialer, hvor du kan søge mere uddybende faktuel viden om de forskellige materialer.