Genforhandler du prisen på dine forsikringer? For 43 procent af danskerne er svaret nej, viser en ny undersøgelse, analyseinstituttet YouGov har lavet for Videncentret Bolius.

Ifølge Videncentret Bolius’ fagekspert Tine R. Sode kan resultatet hænge sammen med, at mange ikke er klar over, at prisen på en forsikring som udgangspunkt altid er til forhandling.

- Og så skal vi ikke glemme, at det for en del også er et spørgsmål om, at man føler et ubehag ved at krejle om priserne.

- For nogle kan det også være et spørgsmål om misforstået loyalitet. Sandheden er, at forsikringsselskabet på mange områder ikke kan honorere loyale kunder med bedre service, da selskabet af juridiske årsager ikke kan yde mere eller mindre end det, der står i policen, siger Tine R. Sode.

Det fortæller undersøgelsen også

  • Netto 49 pct. af danskerne genforhandler prisen på deres forsikringer
  • Mænd genforhandler oftere end kvinder
  • Personer under 35 år genforhandler sjældnere
  • Personer i parcelhus genforhandler i højere grad prisen på deres forsikringer

Kilde: YouGov for Videncentret Bolius

Genforhandl, når du alligevel er i gang

Det oplagte vindue til at genforhandle prisen på sine forsikringer opstår, når man alligevel gennemgår sine forsikringer for at tjekke, om man er dækket godt nok - og det behøver du ikke gøre hvert år.

For mange kan det ifølge fageksperten være nok at gå porteføljen igennem hvert tredje, fjerde eller femte år.

- Når du har fået en pris fra dit nuværende forsikringsselskab, kan du gå en runde hos forskellige andre selskaber for at høre, hvad de kan tilbyde. Du behøver ikke at ringe, du kan også bare sende en mail.

- Når du så nævner, hvad de andre tilbyder, kan du danne dig et overblik over rimeligheden af det tilbud, du har liggende på bordet, lyder det fra Tine R. Sode.

Resultat behøver ikke være kroner og ører

En ting er, at du kan forhandle dig til en lavere forsikringspræmie eller en mindre selvrisiko. Men Tine R. Sode oplyser, at det også kan være muligt at forhandle sig til en bedre dækning end sin nuværende. Hvor meget du kan spare, afhænger af dine konkrete forsikringsforhold.

Generelt gælder, at det typisk er bilforsikringen, der afgør, hvor interesseret forsikringsselskaberne er i at få dig som kunde.

- Selskaberne tjener ikke specielt meget på ejerskifteforsikringer og den slags. Pengene er i bilforsikringer. Derfor er mulighederne for at få et bedre tilbud større, hvis du har en bilforsikring, du kan lokke med at flytte over til et nyt selskab, forklarer Tine R. Sode.