Godt nyt til solcelle-ejere: Snart bliver det lettere at vælge det bedste batteri

Teknologisk Institut har fået grønt lys til at gennemføre et projekt, der skal hjælpe danske boligejere med at vælge det bedste batterianlæg til lagring af solcelle-strøm.

Teknologisk Institut vil udvikle en metode til at sammenligne batterianlæg, der kan lagre strøm fra solceller. Projektet afsluttes i løbet af 2018. Foto: Tommy Verting.

Et forskningsprojekt på Teknologisk Institut har fået tilskud til at udvikle en metode til pålidelig test og sammenligning af solcelle-batteriers energikapacitet og effektivitet. Projektet er støttet af ELFORSK-puljen, som administreres af Dansk Energi

Håbet er, at den færdige metode skal gøre det lettere for installatører og boligejere at navigere i markedet for batterier til lagring af strøm fra solceller.

Det fortæller Johan Hardang Vium, der er civilingeniør og konsulent ved Teknologisk Institut.

- Vi skal finde ud af, hvordan man bedst sammenligner de her anlæg, som kan være meget forskellige.

- Der kan være tale om blybatterier med kortere levetid end dyrere litium-ion batterier, eller mere professionelle anlæg, der er designet til at holde væsentligt længere og måske med bedre sikkerhed, siger Johan Hardang Vium til Bolius og oplyser, at projektet efter planen afsluttes i 2018.

Ovenfor vises resultater fra en analyse, Energinet.dk har lavet, som viser mulige forløb for udbygning med solcelleanlæg og kombinerede solcelle- og batterianlæg (kombianlæg) i Danmark. Kilde: Energinet.dk.

Gem strømmen og brug den senere

Uden et batterianlæg til at lagre solcellestrømmen er du tvunget til at sælge den strøm, du ikke bruger med det samme, tilbage til energinettet under til tider ugunstige økonomiske vilkår.

Et typisk dilemma er, at strømmen produceres om dagen, hvor vi ikke er hjemme, mens vores energiforbrug typisk er størst om aftenen.

Med et batterianlæg kan du blive mere selvforsynende, idet overskudsstrømmen kan lagres, så du kan bruge den senere.

Også selvom du ikke har solceller, kan et batterianlæg i fremtiden være en ide, idet du får mulighed for at købe og lagre strøm fra el-nettet, mens den er billig, til senere brug, eller begrænse den maksimale effekt du trækker fra el-nettet.

Tesla Powerwall 2.0 er et af flere bud på et batterianlæg, der kan lagre strøm fra solceller. Foto: Tesla.

Stigende interesse for solcelle-batterier

Ifølge tal fra Energistyrelsen var der 96.993 nettilsluttede solcelleanlæg i Danmark pr. 1 juni 2017, og styrelsen vurderer, at endnu flere boligejere vil investere i solenergi i fremtiden.

Skønnet er, at produktionskapaciteten for solceller vil tidobles over de næste 25 år til 7,5 gigawatt.

Som en konsekvens af potentialet for solenergi har virksomheder som Tesla, Nissan, Mercedes og Fronius i løbet af de senere år lanceret batterianlæg, der kan installeres synligt i hjemmet.

Det voksende udbud af batterianlæg kombineret med faldende priser på både solceller og batterier vil ifølge Teknologisk Institut betyde, at flere vil købe de to teknologier som en samlet pakke.

Det kan også påvirke efterspørgslen, hvis flere netselskaber gør som i Norge, hvor man er begyndt at ændre el-afregningen for forbrugere til også at være effektbaseret, således at der betales efter månedens højeste effektforbrug.

LÆS OGSÅ: Solceller

Bolius - et helejet Realdania selskab