Når du har sat en ny terrassedør i dit hus, skal du afslutte arbejdet med at ordne lysninger og indfatninger på indersiden af dørkarmen.

Du kan spare tømreren og gøre det selv. Følg guiden trin for trin herunder.

Værktøj

  • Tommestok
  • Blyant
  • Skruemaskine
  • Vinkelmåler
  • Hammer
  • Kap/geringssav
  • Multicutter eller en "japanersav" (Sav til mindre, grovere snedkerarbejde)

Materialer

  • Selvskærende skruer
  • Dykkersøm
  • Isolering
  • Træ til indfatninger
  • Træ til lysninger
  • Maling

Sådan ordner du selv lysninger og indfatninger

1
Tegn på karmen
Start med at strege op på karmen, hvor lysningen skal monteres, så den kommer til at side helt lige. Sørg for at tætne og afslutte dampspærren med tape og lukke alle huller og afslutninger.
2
Mål højden på lysningen
Sæt den øverste lysning på først. Herefter kan du måle præcist, hvor høje lysningerne i siderne skal være.
3
Tjek om lysningen passer
Tjek, at lysningen passer helt perfekt. Hvis den står i spænd, kan den med tiden blive skæv.
4
Monter lysningerne

Når du har skåret de tre lysninger til, skal de sættes fast på underlaget. Brug selvskærende skruer, som er nemme at arbejde med.

5
Sørg for at klodse lysningen op

Det er vigtigt at 'klodse' lysningen op, så den ikke bliver skæv, når du skruer den fast.

6
Selvskærende skrue
Selvskærende skruer er hurtige at arbejde med. Find dem i dit byggemarked.
7
Tjek med vinklen
Alle lysninger skal sidde vinkelret på dørkarmen. Nøjagtighed betaler sig i længden og sørger for, at din dør åbner og lukker perfekt. Tjek, om det er tilfældet ved at holde en vinkel på karmen.
8
Skru de lodrette lysninger fast
Oftest er det nok med én skrue pr. 30-40 cm i de lodrette lysninger. Så slår de sig ikke.
9
Husk at isolere og stoppe, inden du lukker

Dampspærren sidder en tredjedel del inde i konstruktionen. Isolér grundigt uden på den, samt i alle samlinger og sprækker, så døren bliver helt tæt, og du undgår træk og varmetab.

10
Der skal også stoppes i siderne
Stop isolering ind i alle revner og sprækker - lodret som vandret. Brug vinklen til at trykke isoleringen helt ind.
11
Mål op til indfatningerne
Indfatningerne sidder uden på lysningen, og dækker den sprække, der er imellem lysningen og ydervæggen. Mål op til bredden på den øverste indfatning. Montér altid den øverste indfatning først. Så skal du kun tilpasse de lodrette indfatninger i den ene ende. Hvis du starter med at montere de 2 lodrette indfatninger, er det næsten umuligt at få den øverste indfatning til at passe.
12
Søm indfatningen på med små dykkere

Søm indfatningen på med små dykkere. Søm ca. 5 cm fra kanten, så brættet ikke flækker, og søm ca. hver 15-20 cm.

13
Monter så den lodrette indfatning
Montér de lodrette indfatninger, når den øverste sidder på plads. Skær samlingen i en 45 graders smig, dvs. at enderne er savet til i en 45 graders vinkel, så de danner en pæn samling i hjørnerne. Det er nemmest at gøre med en kap/geringssav, altså en sav, hvis klinge kan vinkles, eller med en skærekasse. Søm indfatningen ind i lysningen. Søm en dykker ind fra siden i samlingen. Det sikrer, at samlingen ikke giver sig.
14
Skær fodpanel til

Fodpanelet, som indfatningen sidder op ad, skal også skæres til. Tag en klods i form af et afskåret stykke indfatning og mål op, hvor fodpanelet skal skæres, så det passer til det lodrette panel (som det ses på billedet). Streg så op med en blyant. Bemærk, det ikke skal skæres i vinkel, men følge den skrå kant på indfatningen.

15
Skær fodpanel

Sæt et bræt i klemme bag panelet, så du har noget at holde fodpanelet op imod. Husk at lægge en klods under fodpanelet, så du ikke skærer ned i det eksisterende gulv. Vi anvendte en "japanersav", dvs. en smart og praktisk sav til mindre, grovere snedkerarbejde. Du kan også benytte en multicutter.

16
Overfør mærkerne
Når du har monteret den ene lodrette indfatning, kan du holde den anden lodrette indfatning op imod denne og markere, hvor sømplaceringerne er, så de kommer til at sidde synkront på de to sider. Brug en blyant til at markere placeringen.
17
Det sidste søm på det indvendige arbejde
Søm den sidste dykker i indfatningerne. Nu mangler du kun at male lysningerne hvide, så de matcher dørkarmen og indfatningerne.
18
Færdigt arbejde
Så er den nye terrassedør, og ikke mindst alt omkring den, helt klar. Døren giver en masse ekstra dagslys i stuen - og det er slut med træk.

Sådan. Godt klaret.