Tjekliste | 22 trin

Guide: Sådan skifter du termoruden

Du behøver ikke lade andre skifte den punkterede termorude. Vi viser dig, hvordan du selv gør det trin for trin, så du undgår træk og varmetab til vinter.

1. trin

Punkteret termorude, tjek den selv!

Visuelt kan du tjekke, om termoruden er punkteret:
Er der et tydeligt gråligt skær (sodaudtræk)?
Er der vanddråber mellem glassene?
Er aluminiummet, som deler de 2 glas, anløbet (krystaller)?

2. trin

Det skal du bruge

  • 1 ny termorude
  • glaslister
  • fugebånd
  • glasklodser
  • lille snedkerhammer
  • stemmejern, knivtang 
  • limskraber
  • stanleykniv
  • geringssaks
  • boremaskine
  • små søm.

3. trin

Mål op til den nye rude

Start med at måle op til den nye termorude. Mål fra ydersiden af glaslisten, så får du det 'stramme' mål - husk at trække 2-3 mm hele vejen rundt om ruden til glasklodser. I dette tilfælde var målet 80,0 cm.

4. trin

Mål ruden, før du fjerner den gamle

Inden du monterer den nye rude, bør du lige tjekke, om den nye termorude nu også passer! Vi målte vores nye termorude til 79,4 cm - det passer perfekt, da det giver 3 mm luft i begge sider.

5. trin

Vend ruden rigtigt

Tjek den label, som sidder på ruden ved levering - den viser, hvilken side der skal vende ud.

6. trin

Fjern glaslisterne

Tag et stemmejern og en lille snedkerhammer og begynd langsomt fra den ene ende og fjern glaslisterne. Tjek, hvor de gamle søm/dykkere sidder, så du ikke banker det skarpe stemmejern ind i dem. Bank forsigtigt med stemmejernet, så du beskadiger fals og karm mindst muligt.

7. trin

Vip ikke med stemmejern ud over fals

Når du fjerner glaslisterne, så lad være med at vippe med stemmejernet ud over kanten på falsen - det giver nogle grimme 'ar' efter stemmejernet.

8. trin

Vip over falsen og ikke over kanten

Vip i stedet stemmejernet, som det ses på billedet - det efterlader ikke mærker på falsen, da du vipper over selve falsen og ikke kanten.

9. trin

Knibtangsfif

Når du skal fjerne de små søm/dykkere fra falsen, så sæt et stemmejern i klemme op mod falsen, så laver du ikke mærker i falsen, når du 'brækker' med knibtangen.

10. trin

Vip ruden ud og rengør falsen

I nogle tilfælde kan det være svært at vippe ruden ud, fordi den kan være forsynet med kit. Er det tilfældet, kan du fjerne kitten med en varmeblæser. Når ruden er ude, skal falsen rengøres, så den er klar til den nye rude og fugebåndet.

11. trin

Slut rengøring med sandpapir

Falsen skal være helt ren og glat, så den er bedst muligt forberedt til den nye termorude - det giver det bedste og tætteste resultat.

12. trin

Så er det tid til fugebånd

Montér fugebånd hele vejen rundt på falsen. Sørg for, at alle samlinger er helt tætte.

13. trin

Sæt ruden på plads

Når der er fugebånd hele vejen rundt i falsen, skal du løfte den nye termorude på plads.

14. trin

Husk glasklodser

Nye termoruder skal stå på glasklodser. De sikrer, at ruden ikke står og presser mod karmen, og at den ikke bliver klemt mod karmen. Uden glasklodser er der risiko for, at ruden sprænger, når vinduet lukkes i.

15. trin

Put også glasklodser foroven

Uden glasklodser hele vejen rundt vil ruden klapre. Glasklodser fås i forskellige tykkelser fra en ½ til 4-5 mm. Køb et lille sortiment, så du har forskellige størrelser klar.

16. trin

På med glaslisterne

En geringssaks, som den på billedet, er smart og handy, når glaslisterne skal klippes/skæres til. Start med at montere glaslisterne foroven og forneden. Når glaslisten er på foroven, kan ruden ikke falde ud.

17. trin

På med fugebånd

Sæt fugebåndet på glaslisten, så du ikke står og fumler med det på ruden.

18. trin

Montér glaslisterne

Start med at montere den nederste og øverste glasliste. Bor for ca. 3-5 cm fra enden, så du ikke flækker glaslisten.

19. trin

Undgå at smadre eller ridse ruden

Det kan være at undgå at ramme den nye termorude, når du skal sømme glaslisten på. Men ved at sætte et stemmejern ind bag ved og op mod ruden samt ved at slå sømmet i op ad stemmejernet, kan du undgå at smadre eller ridse den nye termorude.

20. trin

Brug små, galvaniserede søm

Brug små, galvaniserede søm i stedet for dykkere, når du monterer den nye glasliste. En dykker (et lille søm uden hoved) skal dykkes i med en dyknagle, efter det er sømmet i, og gør du det i glaslisten, kan vand trænge ned i fordybningen og give grobund for råd. Dykkeren til højre bør primært anvendes indedørs. Sømmet til venstre med fladt hovedet bruges primært udendørs.

21. trin

Bunden på den lodrette glasliste

Der bør være 2-4 mm luft mellem den skråt, afskårede kant af den lodrette glasliste og glaslisten i bunden - ellers bliver bunden på den lodrette glasliste opfugtet i regnvejr. Med luft tørrer endetræet på glaslisten hurtigere, og den holder dermed længere uden, at der kommer råd.

22. trin

Færdigt arbejde

Så er den nye termorude klar. Det tager omkring 1-3 timer at skifte termoruden alt efter, hvor godt vinduet sidder fast.