Guide til fliser i boligen

Til badeværelset, køkkenet, gulvet eller væggen – vi guider dig gennem kendetegnene ved 11 forskellige typer af fliser, hvor de kan anvendes, fordele og ulemper samt rengøring.

Granit, skifer, travertin, terrazzo, marmor, cement, glasmosaik, terrakotta, beton, uglaserede og glaserede keramiske fliser.

Hvad er kendetegnene ved de forskellige fliser? Hvor kan de anvendes, og hvad er fordele og ulemper? Læs mere herunder.

På væggen, på gulvet, i brusenichen, bag brændeovnen, over komfuret, ved køkkenbordet, på sofabordet – ja, endda udendørs i indkørslen eller på terrassen. Vi finder fliser overalt i boligen, og der findes nærmest ikke et dansk hjem uden fliser i et eller flere rum. 

Indendørs finder vi dem især på badeværelset, men også som rødfarvede klinker på entrégulvet i 70’ernes parcelhus eller stilrene betonfliser i køkken-alrummet i det nybyggede typehus. 

Men hvad er forskellen egentlig på de mange forskellige fliser? I videoen herunder gennemgår Bolius’ fagekspert Tine R. Sode fire fliser, nemlig travertin, glasmosaik, glaserede keramiske fliser og en flise med betonlook. Der findes tusindvis af forskellige fliser – under videoen har vi en guide til 11 typer af fliser. 

Natursten

Består af naturlige stenarter, nogle mere porøse end andre. En del natursten indeholder kalk og kan ikke tåle syreholdige kalkfjernere, der nedbryder kalken i fliserne. 

Granit

Granit

Guide til fliser

Herunder finder du en oversigt over kendetegn, anvendelse, fordele og ulemper samt rengøring ved følgende fliser: Granit, skifer, travertin, terrazzo, marmor, cement, glasmosaik, terrakotta, betonlook, uglaserede og glaserede, keramiske fliser. 

Type og kendetegn

Granit er en naturflise. Det er en hård, tæt bjergart, der glimter en smule. Den findes typisk i sort-, rosa- eller grånistret. 

Krystalopbygningen er meget varieret, så nogle vil have større ”pletter”, mens andre vil være finere nistret. Den er i udgangspunktet lidt kedelig, men når den bliver poleret, får den en blank og skinnende overflade. 

Hvor kan granit anvendes 

Både på gulv og væg i badeværelset, andre rum i boligen, bordplade m.m. 

Fordele ved granit

Den holder mange år, og den er meget slidstærk. Du kan godt spilde på den, uden at farve trænger ned i flisen, og den kan også tåle vand. 

Ulemper ved granit

Når granitfliser er blankpolerede, bliver de også glattere og giver en del genskin. Hvis de ikke er polerede, er de meget ru, og snavset sætter sig lettere på fliserne. Den blankpolerede granitflise var et modefænomen i 80’erne, men er ikke så populær i dag. 

Rengøring

De fleste granitfliser kan tåle syreholdige kalkfjernere, men tjek det, når du køber flisen. Flisen skures med et sæbebaseret rengøringsmiddel, fx en blanding af sæbespåner og vand, og en gang imellem med universalrengøringsmiddel.

UDVIDET GUIDE TIL RENGØRING AF FLISER: Guide: Sådan gør du fliser rent

Skifer

Skifer fliser

Type og kendetegn

Skifer er en naturflise, der består af skiferler i lag, der er blevet hærdet og omdannet til lerskifer. 

Den har typisk en kløvet, ru overflade med kanter, men findes dog også med en slebet overflade. Den findes kun i mørke farver som sort, mørkegrå og sølvgrå. 

Hvor kan skiferfliser anvendes

Som indendørsflise kan den bruges både på gulv og væg i badeværelset og andre rum i boligen. Den bruges også til bordplader og udendørs som tagsten. 

Fordele ved skifer

Det er en robust flise, der dog er en anelse mindre tæt end granitflisen. Den kan dog holde i mange år, tåler vand på alle sider og kan derfor bruges i alle rum, også vådrum. 

Ulemper ved skifer

Den oprindelige skiferflise er ujævn, og på grund af den sorte farve og flisens ruhed ses kalk og skidt meget let. 

Rengøring

Fejes, moppes eller støvsuges. Er nem at rengøre med sæbespåner e.l. Vær forsigtig med kalkfjernere, der indeholder syre. 

Travertin

Travertin fliser

Type og kendetegn

Travertin er en porøs kalksten med åbne porer, hvor hullerne på forsiden af flisen er blevet spartlet ud. 

Hvor kan travertinfliser anvendes

Den er svær at vedligeholde og tåler ikke syreholdige kalkfjernere, så derfor er den ikke velegnet til brusenichen, medmindre du jævnligt giver den imprægnering og er meget striks med altid at tørre helt af efter et bad. 

Hvis du fx taber en parfume med lidt farve i, vil den blive suget ned i stenen, så du skal også her være meget omhyggelig med at tørre op med det samme. 

Fordele ved travertin

Der er en naturlig og flot variation i stenens overflade, der gør den pæn at se på. 

Ulemper ved travertin

Den er sart og modtagelig over for farvestoffer, og den tåler ikke sure rengørings- eller afkalkningsmidler.

Rengøring

Det er en god idé at imprægnere eller vokse fliserne inden brug – du kan købe imprægneringsmidler i et flisecenter. 

Undgå syre – nogle gange er det nok at vaske fliserne i rent vand, og periodevis kan du skure med vand og evt. rengøringsmiddel. 

Terrazzo

Terrazzo flise til gulv

Type og kendetegn

Terrazzo består af cement og marmorskærver. Terrazzo bliver støbt som et helt gulv, så du let kan få den rette hældning mod afløb og opkanter langs væggen, og til sidst bliver det slebet. 

Terrazzo var populært i københavnske lejligheder og parcelhuse fra før 50’erne. Men terrazzo findes også som flise, der har samme udseende, men som er knap så robust som det støbte gulv. 

Hvor kan terrazzo anvendes

Terrazzo er ikke det mest oplagte valg til en bruseniche, medmindre du er meget omhyggelig med at tørre vand af, hver gang du har været i bad. 

Hvis du bruger den i vådrum, bør du bruge en vandtæt epoxyfuge, da terrazzofliser er porøse i siden, så vand kan trænge ind. 

Fordele ved terrazzo

Den er forholdsvis slidstærk, og terrazzo er blevet meget moderne igen. Du kan også få en keramisk flise med terrazzoprint, der tåler kalk og er lettere at rengøre. 

Ulemper ved terrazzo

Kan virke lidt hård og kølig, og med en fuge i en kontrastfarve kan det give et rodet udtryk. 

Rengøring

Fejes og tørres af med vand og sæbebaseret rengøringsmiddel, fx sæbespåner og vand. Undgå syreholdige rengøringsmidler. 

Kalkbelægning fjernes med skuremiddel, børste eller en glasskraber med barberblad. 

Marmor

Marmor fliser til gulv

Type og kendetegn

Marmor er en bjergart, der er dannet af kalksten. Afhængigt af sammensætningen af mineraler kan den fås i forskellige farver fra hvid, sort og grøn til lyserød og blålig. 

Overfladen er glat, men knap så blank som granit. 

Hvor kan marmor anvendes

Den er ikke oplagt til brusenichen, og du skal være uhyre omhyggelig med aftørring af fliserne, hvis du bruger dem i vådrum. 

Hvis du vælger at bruge den på badeværelset, er det vigtigt at give flisen en jævnlig imprægnering. 

Fordele ved marmor

De har et pænt og unikt mønster, som er moderne igen, og som går hele vejen gennem flisen. 

Ulemper ved marmor

Strukturen er lettere porøs, og flisen optager let farve og fedtstoffer, hvis du spilder noget på den. 

Rengøring

Da marmor består af kalk, kan flisen ikke tåle syreholdige kalkfjernere, da de også nedbryder kalken i flisen. Vær også forsigtig, hvis du bruger kalkfjerner på fx brusearmaturet, da det kan dryppe ned på et marmorgulv. 

Tør af med en hårdt opvredet klud og vask med sæbespåner og vand. Eventuel kalk fjernes med skuremiddel, børste eller en glasskraber med barberblad. 

Hvilken flise skal du vælge?

En turkis smal keramisk flise lagt i et sildebensmønster.

Valget af fliser skal hænge sammen med, hvilken type du er, lyder det fra Pernille Hjorth, arkitekt og sekretariatsleder hos Danske BoligArkitekter.

– Det vigtigste er at vælge fliser ud fra temperament. Der er nemlig stor forskel på materialernes robusthed og vedligeholdelse. Er du den omhyggelige type, der skraber og tørrer efter, hver gang du har været i bad, kan du med sindsro vælge en af de sarte flisetyper, siger Pernille Hjorth. 

– Er du derimod den utålmodige type, der ikke prioriterer aftørring af fuger og fliser, bør du vælge en praktisk og robust flise, der tåler syreholdige afkalkningsmidler, siger hun. 

På billedet ses vægflisen ”Soho” i en særlig form oplagt til et sildebensmønster. Fås i to farver til 598 kr. pr. m2 hos Mosaikhjørnet. 

Cement

Cement fliser

Type og kendetegn

Cementflisen er lavet af cement, og det særlige er, at den typisk er dekoreret med flotte mønstre. Den fås også ensfarvet, og der findes alle mulige mønstre og farver. Den mest udbredte er den marokkanske flise. 

Hvor kan cementfliser anvendes

Den kan bruges både på gulv og væg, men du skal give den en overfladebehandling for at beskytte mod kalk, fedt og snavs, særligt i badeværelset. Farverne kan blive lidt mørkere og dybere, når du behandler flisen. 

Den kan også bruges som gulvflise i andre rum, fx et køkken-alrum, eller som pynteflise på væggen i alle rum. 

Hvis du bruger den et sted, hvor der kommer vand, er det en god idé med en vandtæt epoxyfuge, for hvis flisen fx er blevet overfladebehandlet med voks, vil den have lagt en hinde, og kommer der vand ind i flisen via fugen, kan fugten ikke komme ud af flisen igen. 

Fordele ved cement

Du kan danne nogle flotte mønstre og få et helt unikt udtryk med de mønstrede fliser. 

Ulemper ved cement

Når flisen med tiden modtager fedtstoffer fra mennesker, sæbe eller andet, kan det samlede udtryk på eksempelvis et gulv blive ujævnt, da fliserne bliver fedtet til på en uens måde. Gulvet bliver dog ikke fedtet at gå på, da det trænger ned i flisen. 

Rengøring

Rengør fliserne med et pH-neutralt rengøringsmiddel.  

Dekorativ vægflise ved et køkkenbord.

Dekorativ vægflise i serien ”Chalk”. Findes i mange farver og mønstre. Fra 449 kr. pr. m2 hos Næstved Flisecenter.

Glasmosaik

Fliser med glas mosaik

Type og kendetegn

Glasmosaik er lavet af glas og fås i mange størrelser, men den kendes typisk som en lille kvadratisk glasstift. 

De fås i flere størrelser, men er typisk små, omkring halvanden til to en halv cm. De sidder på et net, så de er nemmere at sætte op, og så bliver de fuget efterfølgende. 

Den findes også i andre former, fx som sekskantet flise. 

Hvor kan fliser af glasmosaik anvendes

På gulv og væg, både i badeværelset og i andre rum, fx over køkkenbordet, bag komfuret eller håndvasken. På gulvet ses den typisk på badeværelser. 

Fordele ved glasmosaik

Fås i mange forskellige farver, og forskellige kombinationer kan give et flot spil i mønsteret. Fås også i nye former og overflader, fx med knust glas, marmorlook eller metal. 

Ulemper ved glasmosaik

Når man sætter glasmosaikker op på væggen, skal man være meget omhyggelig med lige netop den fuge, der er mellem to måtter af mosaikker. 

Hvis fugen her ikke har helt samme størrelse som de andre fuger, kommer det til at blive tydeligt, hvor skillelinjerne mellem måtterne går. 

Hvis fliserne bliver for store, risikerer de at knække. Flisen kan desuden godt være en anelse skarpkantet, så fugen skal være tilstrækkelig høj, så du ikke støder dine tæer på flisen. 

Rengøring

Er nem at tørre af med vand og tåler de fleste rengøringsmidler. For at undgå striber på blankpoleret mosaik kan du bruge håndopvaskemiddel.

Terrakotta

Terracotta i forskellige farver

Type og kendetegn

Terrakotta betyder ”brændt jord” og kendes som rødligt ler. 

Som flise fås den bl.a. som en glaseret lerflise, der er brændt ved lav varme og glaseret, og den fås i alle mulige farver, hvor ikke to fliser er helt ens. 

Hvor kan terrakotta anvendes

Terrakottaflisen er porøs og ikke særlig robust, og hvis du bruger den på gulvet, skal du være opmærksom på, hvor meget vægt den skal bære, da der kan være risiko for, at den knækker. 

Den er heller ikke velegnet i vådrum, da den suger vand. Til gengæld er den flot som pynteflise og kan bruges fx i køkkenet bag håndvasken med en vandtæt epoxyfuge eller bag komfuret. 

Du kan også bruge den som en ikkebrandbar beklædning bag brændeovnen i stuen. 

Fordele ved terrakotta

Den er meget dekorativ og har et rustikt, unikt og håndlavet look. 

Ulemper ved terrakotta

Fliserne kan godt være en anelse ujævne i størrelsen, så derfor kræver det stor omhu ved opsætning, så mønsteret ikke bliver skævt, når fugen det ene sted skal være lidt bredere end det andet sted. 

Rengøring

Den er let at tørre af med en opvredet klud. Skrub evt. med en børste og rengøringsmiddel.

Sekskantede terracotta fliser i en bruseniche.

Håndlavet terrakottaflise ”Tisvilde”. Fås i flere farver og størrelser. Den sekskantede koster 1.798 kr. pr. m2 hos Mosaikhjørnet.

Betonlook

Fliser der ligner beton
Bruseniche med store fliser i betonlook.

Keramiske fliser med betonlook fås så store, at du nærmest slipper for fuger i brusenichen.

Type og kendetegn

Keramiske fliser med betonlook er blevet meget populære, da printet på flisen i dag er så flot, at det ligner beton. 

For at opnå det rå betonlook i et rum, vil det typisk være meget store fliser, og den fås som en gulv til væg-flise, der netop ligner en støbt betonvæg. 

Hvor kan betonfliser anvendes

En keramisk flise med betonlook kan bruges både i brusenichen og på gulvet i badeværelset samt andre rum. 

På gulvet vil det dog være svært at bruge de helt store fliser, da der er risiko for, at de knækker, og jo større fliser, desto mere udfordrende er det at lave et fald mod afløb, hvis det er på badeværelsesgulvet. 

Fordele ved beton

Det rustikke betonlook kan godt tåle, at der kommer lidt kalk, uden at det er iøjnefaldende. 

Vælger du de store fliser, der går fra gulv til loft i brusenichen, slipper du for fugerne, som er de mest sårbare over for kalk og nedbrydning. Den er mindre ru end beton, men dog ikke så glat, at akustikken bliver ekstra hård. 

Ulemper ved beton

Det er sværere at sætte armaturer m.m. op på gulv til loft-flisen, og det er virkelig ærgerligt, hvis flisen knækker. 

Rengøring

Den keramiske flise kan tåle de fleste rengøringsmidler, og jo færre fuger, desto lettere at gøre rent. Vær forsigtig med de syreholdige rengøringsmidler i fugerne.

Hvilke fliser er populære?

Den klassiske hvide flise er evigt populær til badeværelset, men derudover er der tre tendenser inden for fliser, fortæller Lars Frank Nielsen, butikschef i Fliseuniverset i Aarhus. 

For det første er fliser, der ligner beton, marmor eller trægulv, meget populære. 

– Kunderne går meget op i, at det skal være nemt at holde. En rigtig marmorflise kan ikke tåle syre, men en keramisk flise med marmorudtryk er nem at gøre ren, fortæller Lars Frank Nielsen. 

For det andet hitter store fliser på 120 x 240 cm, hvor du kan nøjes med en enkelt flise til en hel væg, så du slipper for mange fuger. For det tredje er dekorationsfliser med farver og mønstre populære. 

– Det er en måde at sætte sit eget unikke præg på en væg, forklarer han.  

På billedet ses keramiske fliser i trælook, ”Spezie”. Fås i fire farver i størrelsen 22,2 x 89,7 cm til 289 kr. pr. m2 hos Næstved Flisecenter.

Uglaserede, keramiske fliser

Keramiske klinker til gulv

Type og kendetegn

Den uglaserede, keramiske flise har en mat overflade og bruges ofte som gulvklinke, bl.a. andet i form af en reproduktion af den populære Hasle-klinke. Den er hårdtbrændt og meget slidstærk. 

En tørpresset klinke kan fx bestå af alle mulige materialer lige fra småsten og glas til skrærver, der er hakket i meget fine stykker og presset sammen til en flise. Den bruges bl.a. på offentlige steder som fx omklædningsrum i en idrætshal. 

Hvor kan uglaserede, keramiske klinker anvendes

I alle rum, også vådrum. Den uglaserede, keramiske flise bliver ofte brugt som gulvklinke, fx i bryggers, køkken eller entré. 

Fordele ved uglaserede, keramiske fliser

Flisen har samme farve hele vejen igennem, hvilket er en fordel, hvis du bruger den et sted, hvor du kan se siden på flisen. Den er hårdfør og robust. 

Ulemper ved uglaserede, keramiske fliser

Fås kun i et begrænset antal farver, og den kan være en anelse ujævn i kanten, hvilket kræver bredere fuger. Det er en hård flise, som kan give akustikudfordringer. 

Rengøring

Fejes, moppes eller støvsuges. Vask med fx sæbespåner og vand. Klinkerne kan behandles med specialolie, så de får en mere rengøringsvenlig overflade.

Glaserede, keramiske fliser

Keramiske fliser eller klinker til gulv, væg, badeværelse og køkken

Type og kendetegn

En glaseret, keramisk flise består af ler, der er blevet brændt, har fået en glasering og er blevet brændt igen. 

Der findes både forskellige typer af ler og forskellige typer af glasur, som kan give flisen et mat eller blankt udtryk, og den kan både virke ru og meget glat. Fajance er fx en af de typer af keramiske fliser, der findes. 

Der findes et utal af forskellige print og mønstre, og flisen fås i mange forskellige størrelser. 

Hvor kan glaserede, keramiske fliser anvendes

Både på gulv og væg, i badeværelset samt andre rum. 

Fordele ved glaserede, keramiske fliser

Den er vandtæt og nem at holde.  

Ulemper ved glaserede, keramiske fliser

De glatte, glaserede fliser har en dårlig skridsikkerhed, når de er våde. 

Og så kan en keramisk flise godt snyde – netop fordi den fås med så mange forskellige udtryk, kan den komme til at ligne noget, den ikke er – fx terrazzo, træ eller noget helt tredje. 

Rengøring

Tåler almindelige rengøringsmidler – dog er fugerne sårbare over for syreholdige rengøringsmidler. Brug håndopvaskemiddel for at undgå striber på blanke fliser.

Hvad koster fliser?

Keramisk flise med digitalt print af store blade og blomster.

Generelt er glaserede, keramiske fliser i den billigere ende, mens natursten og fliser med meget særlige print er dyrere. 

Der er forskel på, hvad det koster at lægge fliserne afhængigt af form og størrelse. 

En hvid, blank, keramisk flise (15 x 15 cm) er set til 118 kr. pr. m2 hos Mosaikhjørnet.

En keramisk flise med digitalt blomsterprint (billedet) er set til 2.500 kr. pr. m2 hos Mosaikhjørnet. 

Fokus på fliser

Vi sætter fokus på fliser i boligen på tværs af vores platforme i en række artikler på bolius.dk, video, billedserier og i et stort tema i magasinet Bolius.

Du kan både finde fakta, gode råd og inspiration til valg af fliser til gulve eller vægge indendørs. 

Læs magasinet her

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab