Har du Danmarks flotteste carport?

Bolius afholder uofficielt Danmarksmesterskab i flotte, spektakulære og fantastiske carporte. Der er præmier for 10.000 kr. – og det eneste du skal gøre for at deltage er at sende et billede af din carport.

Seks eksempler på en flot carport - er din carport flottere?

Hvad der gør en carport flot er en subjektiv beslutning. Her er samlet seks forskellige bud på carporte, der er flotte på hver deres måde. Foto: Realdania By & Byg, Danske BoligArkitekter m.fl.

Carporten er for mange synonym med de danske parcelhuskvarterer. Det er her Hr. og Fru Danmark dagligt parkerer deres bil som beskyttelse mod vind og vejr – og for mange bruges carporten endda også som opbevaring af cykler, dæk og meget mere. Den er i mange henseender husejernes bedste ven.

Men hvorfor får carporten så ikke større anerkendelse og respekt? Det vil vi i Bolius nu ændre på. Derfor afholder vi i april og maj 2019 DM i carport. Med konkurrencen vil Bolius også give god inspiration til alle, der overvejer en carport.

Konkurrencen handler kort fortalt om at have Danmarks flotteste carport – alle privatpersoner med en carport kan derfor deltage.

En jury vil udvælge de 10 bedste carporte, og derefter afgør en afstemning på bolius.dk, hvem der vinder. 

Vind en robotplæneklipper

Udover æren modtager vinderen af DM i carport også en Robomow robotplæneklipper RC304 til en værdi af 6.500 kr.  

Andenpladsen vinder en Bosch slagbore-/skruemaskine til en værdi af 1.249 kr. Tredjepladsen vinder et gavekort til Plantorama til 1.000 kr.

Dertil trækkes der seks vindere blandt alle, der har deltaget i afstemningen. De vinder hver især et gavekort på 200 kr. til Bauhaus.

Sådan deltager du i DM i carport

  • Tag et billede af din carport. 
  • Skriv en kort tekst om din carport (materiale, alder, hvem der har bygget den etc.).
  • Send tekst og billede i højest mulig opløsning til konkurrence@bolius.dk og skriv DM i carport i emnelinjen. Oplys i samme mail dit navn og postnummer.
  • Du kan også deltage ved at uploade dit billede på Instagram og bruge hasttagget #boliusdk eller på Facebook ved at uploade dit billede i denne tråd. Begge steder skal du også fortælle kort om din carport samt oplyse postnummer. 

Når du indsender et billede, accepterer du samtidig konkurrencens betingelser og retningslinjer, deriblandt at Bolius kan bruge billedet både på interne og eksterne medier.

Sådan fungerer konkurrencen

  • Alle danskere, der har egen carport, kan deltage i konkurrencen ved at indsende et billede. Det skal gøres fra 9. april til 28. april 2019. 
  • Derefter voterer juryen og finder frem til de ti flotteste carporte. 
  • Fra 1. maj til og med 15. maj kan alle danskere stemme på deres yndlings carport. Der kan stemmes én gang pr. person, og det foregår her på bolius.dk.
  • Vinderen offentliggøres 16. maj i Bolius Nyhedsbrev og umiddelbart derefter på bolius.dk og Facebook.
  • Der er i alt præmier for 10.000 kr., der fordeles mellem de tre flotteste carporte samt til seks heldige og tilfældige deltagere i afstemningen.

Hvad er en flot carport?

En typisk carport består af fire bjælker, evt. vægge og et tag. Men selvom det lyder simpelt, varierer de utroligt meget i design, størrelse og funktion. Hvad der kendetegner en flot carport er derfor en subjektiv vurdering. 

For at sikre, at vi finder den fortjente vinder af DM i carport trods den subjektive vurdering, er valget opdelt i to faser. Først voterer en jury af to arkitekter ud fra alle indsendte billeder. De finder de ti flotteste carporte ud fra deres faglige vurdering, og herefter bliver de ti billeder lagt op på Bolius.dk til afstemning. Her kan alle danskere stemme på netop deres yndlings carport. 

Det er dermed danskerne selv, der afgør, hvillen carport, der løber af med titlen som Danmarks flotteste. 

Det lægger juryen vægt på

Juryen består af Tine Nielsen, arkitekt og fagekspert i Bolius, og Pernille Hjorth, arkitekt og sekretariatsleder i Danske BoligArkitekter.

Udover flere årtiers erhvervserfaring som arkitekt, har Tine Nielsen en ekstra indsigt i boligejernes gøren og laden. Hun er nemlig brevkasseredaktør for Spørg Bolius. Hun føler sig derfor rustet til opgaven – og ved godt, hvad hun vil lægge vægt på i bedømmelsen.

- Helhedsindtrykket er vigtigt. Materialer, byggeteknik og former skal være udnyttet bedst muligt – måske endda med et miljøvenligt præg. Dertil skal bygningen også passe ind i omgivelserne og spille op til hus og have, og i den perfekte verden også vejen og naboskabet, siger Tine Nielsen.

Pernille Hjorth har som arkitekt og sekretariatsleder af Danske BoligArkitekter, en sammenslutning af danske boligarkitekter, set mange både pæne og knap så pæne carporte. Hun er langt hen af vejen enig med Tine Nielsen i betragtningen om, hvad der gør en carport flot.

- Jeg fokuserer på, at carporten i design, proportioner og materialer er tænkt smukt sammen med grunden og husets arkitektur, samt at carporten bidrager såvel æstetisk som funktionelt til den samlede oplevelse af ejendommen, siger Pernille Hjorth. 

Hvis du mener, at din carport lever op til eksperternes bud på en flot carport, så send et billede til konkurrence@bolius.dk og deltag i konkurrencen. 

Del af et større tema

DM i carport er en del af et større tema om de danske carporte og garager. Udover konkurrencen har emnet været tema i magasinet Bolius, og det har dannet ramme for en større YouGov-undersøgelse samt en række artikler på bolius.dk.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab