Her skal du vande, når der er tørke i haven

Efter blot 5 dage uden regn, er det nødvendigt at vande haven om sommeren. Læs, hvilke planter der især har behov for vand, og hvordan du vander dem.

Når solen bager i haven, har blomsterbede bedst af at blive vandet én gang om ugen. Foto: Bigstock.com

Når solen bager i haven, har blomsterbede bedst af at blive vandet én gang om ugen. Foto: Bigstock.com

Når solen bager i haven, er der stor fordampning igennem planternes blade, og derfor har de brug for langt mere vand. Er det tørt, solrigt og blæsende kan der dagligt fordampe 4-5 mm vand, det svarer til, at der dagligt fordamper 4.000-5.000 liter vand på en almindelig parcelhusgrund på 1.000 kvadratmeter.

Når det har været tørt vejr gennem en længere periode, kan solen udtørre din have fuldstændig, med mindre du vander målrettet. Vand kun de vigtigste steder, så din vandregning ikke går amok.

LÆS OGSÅ: Sådan vander du haven

Hvordan ved du, om du skal vande?

Stik en finger i jorden og mærk, om jorden er fugtig. Er jorden tør 1-2 cm nede, er der ikke vandet nok.

Hvordan vander du haven, når det er tørt?

  • Opsaml og vand med regnvand
    Ved at opsamle regnvand og vande med det i din have, sparer du både på vandregningen og giver planterne det vand, der naturligt ellers ville falde fra himlen.
    LÆS OGSÅ: Genbrug dit regnvand

  • Vand især disse ting
    Nyplantede træer, buske og stauder må ikke mangle vand - så går de ud. Også surbundsplanter som rododendron, spiselige urter, roser og planter i krukker, kan dø, hvis de ikke får vand nok.

  • Vand ugentligt - eller oftere
    Vand blomsterbedet grundigt en gang om ugen. Giv blomstrende bede og planter 20-25 millimeter vand. Planter med store bladmasser skal normalt have mere vand end andre planter. Blomster og urter i krukker samt nyplantninger skal vandes oftere. 

Vand morgen eller aften

Vand din have morgen eller aften – her er fordampningen mindst. Brug en siveslange eller vand direkte omkring planterne for at mindske fordampning.

Tjek din kommunes hjemmeside for regler om havevanding.

  • Sæt krukker i skyggen
    Placér dine krukker med planter i skyggen, og dæk køkkenurter over med skyggenet eller fiberdug, som nedsætter fordampning. Herved holder de på væsken længere. Vand dem dagligt.
    LÆS OGSÅ: Gode råd om krukker i haven
  • Vand ikke træer
    Drop at vande ældre træer og større buske – de har nemlig lange rødder, der suger vand til sig dybere og kan holde på væske i længere tid. Men giv træer og buske, der er plantet inden for de sidste 2-3 år en ugentlig grundvanding - et træ kan snildt fortære 10-20 liter vand i døgnet på meget varme dage. Dæk evt. jorden rundt om træer og buske med dækbark eller et lag kompost, da det kan holde på fugtigheden.
    LÆS OGSÅ: Valg af træer og buske til den nemme have
  • Vand ikke græsplænen
    Græsplæner kan blive gule under tørke, men de dør ikke af det og bliver grønne, når det igen begynder at regne. Vand evt. kun græsplæner, der bruges aktivt til fx boldspil og andre aktiviteter, da de nemt bliver slidt hårdt under tørke. Slå græsset lidt højere i tørre perioder, så klarer det sig bedre igennem tørken.
    LÆS OGSÅ: Græsplænen er blevet gul – hvad gør du?

Kilder og henvisninger

Kilder:

Bolius - et helejet Realdania selskab